Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

12. februar 2024 11:54

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 12. februar 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 09.00

Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 09.00 fire mænd i alderen 20, 23, 24 og 24 år i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. De er sigtet for at have begået grov vold ved i forening at have overfaldet en 26-årig mand på en adresse i Odder.

 

Overfaldet fandt sted natten til søndag i tidsrummet fra kl. 03.11 til kl. 03.58, hvor den 26-årige mand blev slået af en gruppe maskerede mænd med en stump genstand i både hovedet og på kroppen samt sparket og trampet på.

 

De fire mænd blev anholdt i løbet af søndagen i tidsrummet fra kl. 09.14 til kl. 12.25 i forbindelse med en større efterforskning af overfaldet. De er alle fra lokalområdet.

 

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre til grundlovsforhøret og Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.

 

**

 

Mange erhvervsindbrud i det centrale Aarhus

Den forgangne weekend har budt på en lang række anmeldelser om indbrud i caféer og restauranter i det centrale Aarhus.

 

Østjyllands Politi har modtaget 24 forskellige anmeldelser om erhvervsindbrud, hvoraf 23 af indbruddene er begået mod forretninger i Aarhus – herunder størstedelen i det centrale Aarhus.

 

I de fleste af tilfældene er tyvene gået målrettet efter kontanter og andre lettilgængelige værdigenstande, hvor adgangen til kasseapparaterne er sket ved, at ruden til forretningen er blevet knust.

 

Efterfølgende er tyvene sluppet nemt afsted med pengene fra stedet, hvor nøglen måske endda har siddet i låsen, eller døren haft en indvendig vrider, der har været nem at låse op, så snart ruden var blevet knust.

 

Vi opfordrer endnu en gang til, at man fjerner synlige værdigenstande efter lukketid eller endda hele kasseapparatet, hvis muligt. Sørg derfor også for, at døren ikke kan låses nemt op indefra, hvis ruden bliver knust.

 

Østjyllands Politi vil de kommende dage og nætter have et fornyet skærpet fokus på de mange indbrud i det centrale Aarhus i form af en mere synlig tilstedeværelse og en målrettet indsats mod indbrudstyvene i de mørke nattetimer.

 

**

 

Ville ikke med i fogedretten og blev sigtet for lidt af hvert

En patrulje fra Østjyllands Politi aflagde søndag formiddag et besøg på en adresse i Grenaa, da en 30-årig mand ad flere omgange var udeblevet fra fogedretten, som han ellers var blevet forsøgt indkaldt til over en længere periode.

 

Ved patruljens henvendelse omkring kl. 11.30 på stedet forsøgte en 62-årig mand at stille sig fysisk i vejen og lukke døren i hovedet på patruljen, da betjentene forsøgte at komme ind på adressen.

 

Efterfølgende skubbede og rev manden en af betjentene og forsøgte at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, da han tydeligvis ikke ønskede at den 30-årige skulle tage med politiet i fogedretten.

 

Den 62-årige blev derfor anholdt med den fornødne magt, hvortil han ytrede sig i mindre pæne vendinger mod betjentene. Han blev derfor alt i alt sigtet for vold og fornærmelig tiltale mod politiet og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, inden han blev kørt med til stationen for senere at blive fremstillet i fogedretten i løbet af mandagen.

 

Husk, at du har pligt til at møde op i fogedretten, hvis du bliver indkaldt. Så slipper du også for at få os på et uventet besøg, hvis du ellers lige gik og havde andre mere spændende planer for dagen.

 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds:

 

  • På Åstrupvej i Grenaa begået mellem fredag d. 9/2 kl. 12.00 og søndag d. 11/02 kl. 08.35
  • På Bakkevænget i Aarhus N begået søndag d. 11/2 mellem kl. 03.55 og kl. 04.00
  • På Hvalløsvej i Hadsten begået mellem fredag d. 1/12 kl. 00.00 og torsdag d. 8/2 kl. 00.00
  • På Heklagade i Aarhus N begået mellem lørdag d. 10/2 kl. 10.00 og søndag d. 11/2 kl. 12.30
  • På Hvedevangen i Aarhus N begået mellem lørdag d. 10/2 kl. 09.09 og søndag d. 11/2 kl. 13.30
  • På Stockholmsgade i Aarhus N begået mellem fredag d. 9/2 kl. 18.00 og søndag d. 11/2 kl. 15.00
  • På Krabbes Agger i Odder begået mandag d. 12/2 kl. 03.41

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

26. juli 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 26. juli 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

25. juli 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 25. juli 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

24. juli 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 24. juli 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.