Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 12 juni. 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 10.00
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 10.00 en 60-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for ikke at have overholdt sin pålagte meldepligt hos Østjyllands Politi.
Den 60-årige mand, der er bosiddende i det vestlige Aarhus, blev anholdt onsdag formiddag kl. 10.20 på baggrund af en anmeldelse fra Hjemrejsestyrelsen om, at han ikke havde overholdt sin pålagte meldepligt i en række forskellige tilfælde.
Han er sigtet for at have overtrådt hjemrejseloven i relation til en tidligere udvisningsdom.
Det var tilbage i 2019, at Østjyllands Politi først den 11. oktober og sidenhen den 18. november afgjorde, at den 60-årige mand dagligt skulle melde sig hos Østjyllands Politi på Ridderstræde 1, 8000 Aarhus C.
Den 60-årige mand er sigtet for i alt fire forskellige forhold ved ikke at have overholdt sin daglige meldepligt i syv forskellige tilfælde i perioden fra 1. januar 2025 til 30. april 2025.
Anklagemyndigheden anmoder om, at den 60-årige bliver varetægtsfængslet i sagen.
**
Tip om narko førte til fund af hash og skunk
På baggrund af et tip til politiet mødte betjente fra Østjyllands Politis Specialpatrulje onsdag aften op på en adresse i det centrale Randers, hvor der angiveligt blev opbevaret narko.
Ved adressen traf politiet en 30-årig mandlig beboer som blev gjort bekendt med anledningen til politiets besøg og ønske om at foretage en ransagning.
Under en efterfølgende ransagning af den 30-åriges lejlighed fandt politiet flere gram hash og en mindre mængde skunk, som blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion, mens den 30-årige mand blev sigtet for besiddelse af narko.
Den 30-årige nægter sig skyldig.
**
Flere narkopåvirkede bilister anholdt
I løbet af det seneste døgn har Østjyllands Politi foretaget anholdelser af flere forskellige bilister, der rundt om i politikredsen har kørt bil i narkopåvirket tilstand.
På Viby Ringvej i krydset med Skanderborgvej i Viby J blev en 36-årig mandlig bilist bragt til standsning, da han kom kørende i narkopåvirket tilstand.
Den 36-årige blev efterfølgende sigtet for at køre bil til trods for, at han var påvirket af både kokain og hash, inden politiet medtog nøglen til hans bil og bad ham finde alternative måder at komme hjem på.
Også i det nordøstlige Randers blev en patrulje i løbet af aftenen opmærksom på et køretøj, som kl. 23.14 blev bragt til standsning på Infanterivej.
I bilen sad to mænd, som begge blev skønnet nervøse og påvirkede, mens der lugtede kraftigt af hash fra bilen. Føreren - en 21-årig mand - blev sigtet for narkokørsel og anholdt.
Ved midnatstid kom en 17-årig ung mandlig bilist kørende på Nørregade i Grenaa, da han blev bragt til standsning af en patrulje fra Østjyllands Politi og skønnet påvirket, da han virkede meget nervøs ved politiets henvendelse, havde små pupiller og talte snøvlende.
Den 17-årige blev testet positiv for kokain og sigtet for narkokørsel, inden han blev anholdt og taget med på stationen til nærmere afhøring og blodprøvetagning.
Kl. 01.40 kom endnu en narkopåvirket bilist i politiets varetægt, da vedkommende – en 47-årig mand – kom kørende på Byvej i Hornslet i narkopåvirket tilstand. Her blev han bragt til standsning af en patrulje fra Østjyllands Politi, inden han blev sigtet og anholdt.
**
Brød nøgleboks op, begik indbrud og blev anholdt
En opmærksom borger rettede tidligt torsdag morgen omkring kl. 05.00 henvendelse til Østjyllands Politi med oplysninger om, at tre yngre mænd luskede rundt omkring et ishus på Salonvejen i Risskov og udviste mistænkelig adfærd.
En patrulje blev derfor hurtigt sendt til stedet, hvorefter betjentene kunne konstatere, at en nøgleboks var blevet brækket ned, hvorefter tre gerningsmænd – som kunne ses på videoovervågningen fra stedet – havde låst sig ind i ishuset med rette nøgle for formentligt at gå på jagt efter værdigenstande og kontanter.
Kort tid efter fik en hundepatrulje fra Østjyllands Politi standset en bil med tre yngre mænd, som passede på signalementet fra anmeldelsen og billederne fra overvågningen af de ubudne gæster i ishuset. Bilen med de tre mænd blev truffet på Åkrogs Strandvej og bragt til standsning, efter at endnu et opmærksomt vidne havde set mændene luske rundt og peget politiet i den retning. Anholdelsen fandt sted kl. 05.45.
De tre yngre mænd på henholdsvis 17, 18 og 19 år blev alle anholdt og sigtet for at have begået indbrud på stedet. De blev alle under en efterfølgende visitation fundet i besiddelse af kontanter, som formodes at stamme fra indbruddet, mens en nøgleboks – som formentligt var den fra ishuset – lå i bilens handskerum.
I bilen fandt politiet også halsedisser, koben og engangshandsker, mens den 18-årige i forbindelse med visitationen også blev fundet i besiddelse af en peberspray. Han blev derfor også sigtet for at have overtrådt våbenloven og fik sin peberspray beslaglagt.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Søndergade i Hadsten begået mellem onsdag d. 28/5 kl. 13.00 og onsdag d. 11/6 kl. 10.00
- På Langelandsgade i Aarhus C onsdag d. 11/6 kl. 13.50
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877