Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 12. marts 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
To drenge overfaldet og udsat for peberspray: Politiet efterforsker sagen
Østjyllands Politi modtog onsdag eftermiddag kl. 13.53 en anmeldelse om, at to 16-årige drenge netop var blevet udsat for et overfald ved et busstoppested.
Episoden fandt sted på Halmstadgade i det nordlige Aarhus nær en ungdomsuddannelsesinstitution, hvor de to 16-årige drenge var blevet opsøgt af nogle personer, som havde udsat dem for peberspray, da de havde stået og ventet på bussen.
Den ene af de to 16-årige var derudover blevet slået med mindst et knytnæveslag i ansigtet, mens den anden var blevet sparket i ryggen.
Ved politiets ankomst til stedet nogle få øjeblikke senere var gerningsmændene stukket af, men politiet ser med stor alvor på sagen og efterforsker fortsat hændelsen med henblik på at få identificeret gerningsmændene og klarlagt et forudgående hændelsesforløb. Politiet ser desuden også på, om de involverede parter muligvis også har haft et forudgående kendskab til hinanden, og om sagen har relation til øvrige sager.
Østjyllands Politi har foretaget sporsikring på gerningsstedet og foretaget flere afhøringer i sagen, mens der også er blevet søgt efter relevant videoovervågning fra området.
Vidner med evt. kendskab til episoden eller oplysninger om mulige gerningsmænd, bedes rette henvendelse til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.
Pt. ikke yderligere kommentarer til sagen.
**
19-årig kvinde anholdt: Sigtet for at tigge på strøget i Aarhus
Et par betjente fra Østjyllands Politi blev onsdag eftermiddag omkring kl. 12.39 sendt til Ryesgade i det centrale Aarhus, da politiet havde modtaget en anmeldelse om, at to personer sad og tiggede på stedet til gene for de forbipasserende.
Da politiet ankom til stede fik de øje på en kvinde, der sad på jorden med et skilt foran sig, mens hun sad med en kop i hånden, som hun tydeligt rakte frem mod de forbipasserende for at tigge om penge.
Kvinden blev identificeret som en 19-årig rumænsk statsborger, og hun blev gjort bekendt med, at det var ulovligt at begå betleri i Danmark. Hun blev i samme forbindelse anholdt og taget med på stationen til nærmere afhøring.
Den 19-årige kvinde blev løsladt kl. 15.03 og er blevet indkaldt til et retsmøde ved Retten i Aarhus senere på foråret, hvor hun er tiltalt for at have overtrådt straffeloven ved under skærpende omstændigheder at have betlet fra tilfældigt forbipasserende.
Der vil til retsmødet blive nedlagt påstand om advarsel om udvisning jf. udlændingeloven.
**
Blev sigtet for fornærmelig tiltalte i forbindelse med afhentning af telefon
Onsdag eftermiddag var en 34-årig mand mødt op på Politigården i Aarhus for at få udleveret en mobiltelefon, som politiet på et tidligere tidspunkt havde beslaglagt i forbindelse med en ransagning af et køretøj - men den 34-årige endte i stedet for med at få en sigtelse med sig hjem.
På grund af en uenighed om, hvorvidt der var tale om den rigtige telefon, som den 34-årige mand skulle have udleveret, blev en polititjenestemand tilkaldt til ekspeditionen for at hjælpe med at få sagen opklaret.
Da betjenten bad den 34-årige mand om at forsøge at åbne telefonen med rette kode, blev manden opfarende og råbende og udtalte sig i nedladende vendinger til betjenten.
Kl. 13.21 blev den 34-årige mand derfor sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand. Han forlod efterfølgende ekspeditionen uden at få genudleveret den beslaglagte mobiltelefon.
**
Forsøgte at stikke af på elløbehjul og ledte politiet til fund af narko
En patrulje fra Østjyllands Politi fik onsdag aften øje på en mand, der på Rugvej i Randers kom kørende på et elløbehjul, og som betjentene gerne ville lave en rutinemæssig kontrol af, da han udviste en mistænkelig adfærd.
Manden valgte dog at stikke af, så snart udrykningssignalerne på patruljebilen blev tændt, og politiet fulgte derfor i hælene på ham til en adresse i det nordvestlige Randers, da det fugtige regnvejr gjorde det relativt nemt at følge elløbehjulets hjulspor på vejen.
Betjentene bankede efterfølgende på ved den adresse, hvor manden formentligt var flygtet ind og blev lukket ind til en kraftig lugt af hash. De tilstedeværende personer blev omkring kl. 22.40 gjort bekendt med anledningen til det sene aftenbesøg.
Under en efterfølgende ransagning af lejligheden fandt politiet titusinde kroner i kontanter samt flere gram kokain og diverse remedier til salg af narko, som blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
En 33-årig mand blev anholdt og sigtet for salg af narko, inden han blev taget med på stationen til nærmere afhøring.
En 28-årig mand blev sigtet for besiddelse af narko i form af knap 100 gram hash, som blev fundet under ransagningen i lejligheden, og som den 28-årige erkendte sig som ejeren af.
Under en efterfølgende ransagning af en anden nærtliggende adresse i det nordvestlige Randers med tilknytning til den 28-årige mand fandt politiet yderligere godt 150 gram hash, som blev beslaglagt. Den 28-årige mand blev ligeledes anholdt i nogle timer, inden han senere på natten blev løsladt.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Stadion Allé i Aarhus C begået onsdag d. 11/3 mellem kl. 08.45 og kl. 13.35
- På Hybenvej i Randers NV begået onsdag d. 11/3 mellem kl. 18.15 og kl. 21.40
- På Ketting Parkvej i Harlev J begået onsdag d. 11/3 mellem kl. 14.15 og kl. 23.05
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877