Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 13. august 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Kørte på løbehjul i butik og stak ansat en lussing
Onsdag kl. 18.50 blev politiet kaldt ud til et supermarked i det centrale Aarhus, hvor en ansat netop var blevet slået i ansigtet af en butikstyv.
Patruljen kørte til stedet og fik her kontakt til den butiksansatte. Han fortalte, at han havde observeret en kunde, der kørte på el-løbehjul inde i butikken. Han havde derfor henvendt sig til kunden for at sige, at han ikke måtte køre indendørs. Det var manden på løbehjulet blevet meget vred over, og havde truet den ansatte med tæsk.
Den ansatte forsøgte at gelejde manden ud, men blev så stukket en lussing med flad hånd. Den ansatte var blevet så fortumlet, at han ikke havde set manden forlade butikken, og ringede derefter til politiet.
På videoovervågningen kunne betjentene se, at manden stak fire øl i lommen, som han forlod butikken med.
Mens betjentene var til stede i butikken, blev den ansatte ringet op af en kollega, som havde set gerningsmanden sidde i et busskur ved Klostertorv, og patruljen kørte derfor hen for at tage en snak med ham. Der fandt de en 34-årig mand med et løbehjul ved siden, som var identisk med manden på overvågningen, og som stadig havde de fire øl i lommen.
Den 34-årige blev anholdt og sigtet for vold og for at have stjålet øllene samt for at udtale flere trusler og skældsord mod betjentene på vej ind på stationen.
**
To personer fik mindre skader ved færdselsuheld i Allingåbro
Østjyllands Politi modtog onsdag kl. 12.40 en anmeldelse om, at der var sket et solo-uheld på Nymøllevej i Allingåbro. Ifølge de indledende beretninger skulle der være fastklemte personer i bilen, men da patruljen ankom til stedet, var de to personer, som havde befundet sig i den, kommet ud ved egen hjælp.
Der var tale om en 52-årig mand, som havde ført bilen, samt en 27-årig kvinde, som havde været passager. De blev begge to kørt på skadestuen til undersøgelse og behandling, men havde ikke pådraget sig kritiske skader. Den præcis årsag til uheldet kendes ikke.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Teglgårdsvej i Højbjerg begået onsdag d. 12/8 kl. 08.00
- På Terp Skovvej i Viby J begået mellem mandag d. 10/8 kl. 00.00 og onsdag d. 12/8 kl. 14.30
- På Hammelvej i Langå begået onsdag d. 12/8 mellem kl. 09.00 og kl. 16.00
- På Rosenparken i Thorsø begået mellem mandag d. 10/8 kl. 18.00 og onsdag d. 12/8 kl. 20.15
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877