Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

14. juni 2023 14:44

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 14. juni 2023

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus

Østjyllands Politi fremstillede i dag kl. 11.00 en 44-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for unddragelse af forældremyndighed ved at have bortført sin 14-årige søn, som er anbragt uden for hjemmet. 

Episoden fandt sted mandag eftermiddag den 12. juni, hvor faderen i bil samlede sin søn op på en adresse i Risskov foran flere øjenvidner, som anmeldte episoden til politiet. Den 44-årige blev efterfølgende efterlyst i politiets systemer, da der var mistanke om, at han ville føre sin søn ud af landet.

Tirsdag aften kl. 21.30 blev den 44-årige og den 14-årige fundet sammen i en lejlighed på en adresse i Brabrand, hvorefter faderen blev anholdt nogle hundrede meter derfra efter et kortvarigt flugtforsøg. Han blev i første omgang indhentet af en hundepatrulje, inden han blev anholdt med den fornødne magt af flere betjente fra Østjyllands Politi.

På adressen blev også mandens 15-årige datter truffet. De sociale myndigheder er inddraget i forhold til den videre håndtering af børnene. 

Anklagemyndigheden anmoder om dørlukning til dagens grundlovsforhør, og Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.

 

Ved dagens grundlovsforhør ved Retten i Aarhus blev den 44-årige mand varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger frem til onsdag d. 12. juli 2023. Han kærede kendelsen til landsretten og nægter sig skyldig.

**

 

Kastede med vandmeloner og blev anholdt

Tirsdag formiddag kl. 10.30 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en kunde i et supermarked på Dirch Passers Gade i Aarhus C var udadreagerende og højtråbende, hvorfor der var brug for politiets assistance på stedet.

Ifølge anmeldelsen kastede personen blandt andet med vandmeloner ud på vejen, hvilket var egnet til at forstyrre den offentlige orden.

Ved politiets ankomst til stedet traf betjentene en 53-årig mand, der passede til beskrivelsen. Han blev vurderet til at være påvirket af spiritus og blev anholdt, sigtet for ordensbekendtgørelsen.

**

 

Tip om ulovligt jagtgevær på bopæl førte til to sigtelser

På baggrund af et anonymt tip rettede Specialpatruljen fra Østjyllands Politi tirsdag eftermiddag kl. 14.20 henvendelse på en adresse i Hornslet, hvor der angiveligt skulle blive opbevaret et oversavet jagtgevær uden gyldig tilladelse.

Ved politiets ankomst til stedet var der ingen hjemme, hvorfor stedets 57-årige mandlige beboer blev kontaktet og anmodet om at komme hjem, så politiet kunne komme ind i hans bolig.

Manden mødte kort efter op på adressen, og under en efterfølgende ransagning af mandens bopæl fandt Specialpatruljen et oversavet jagtgevær, der lå opbevaret i en kuffert i et tøjskab. Den 57-årige blev derfor sigtet for at overtræde våbenloven.

Foruden det fundne jagtvåben fandt politiet også patroner og en mindre mængde hash på stedet. Den 57-årige blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

**

 

Flere biler i brand

Natten til onsdag kl. 00.50 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået brand i flere biler på Havkærvej i Tilst.

En patrulje blev sendt til stedet, men grundet flammerne var det ikke umiddelbart muligt at nærme sig bilerne for at undersøge sagen nærmere.

Branden er muligvis opstået i en personbil, hvorefter den har spredt sig til de øvrige biler, der holdt parkeret ved siden af.

I alt fire biler fik skader i forbindelse med branden, og ejerne er blevet kontaktet. Østjyllands Politi undersøger sagen nærmere og har pt. ikke yderligere kommentarer.

**

 

Færdsel:

Tirsdag kl. 06.40 skete der et færdselsuheld på Ødumvej ved Nordjyske Motorvej i Hadsten. En 50-årig mandlig fører af en varebil kom kørende i nordgående retning, da han besluttede sig for at foretage en u-vending. I den forbindelse skete der et sammenstød med en 49-årig mandlig motorcyklist, som kom kørende i samme retning, hvormed han påkørte varebilen i venstre side. Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden. Den 50-årige fører af varebilen blev sigtet for at foretage en u-vending til fare for den øvrige trafik.

Tirsdag kl. 07.47 skete der et færdselsuheld på Skanderborgvej i Viby J i krydset med Gunnar Clausens Vej. I forbindelse med, at lyssignalet var ude af drift, kørte flere biler sammen. En 19-årig kvindelig bilist, der kom kørende ad Gunnar Clausens Vej og skulle lige ud i krydset, hvor hun havde ubetinget vigepligt, kørte i krydset sammen med en 49-årig kvindelig bilist, som blev slynget videre over i et tredje køretøj og et skilt, som angiveligt fløj videre over i et fjerde involveret køretøj. Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden.

Tirsdag kl. 08.59 skete der et færdselsuheld på Marselis Boulevard i Aarhus C, hvor en 58-årig mandlig bilist kørte sammen med 26-årig mandlig bilist. Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden, som dog medførte nogle kortvarige gener i formiddagstrafikken.

En 53-årig mand blev tirsdag formiddag kl. 10.33 sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje fra Østjyllands Politi på Bådevænget i Randers NØ i krydset med Toldbodgade. Den 53-årige var kommet kørende på en knallert uagtet, at han var påvirket af både amfetamin, cannabis og metadon. Han blev derfor anholdt og taget med på hospitalet for at få udtaget en blodprøve.

Østjyllands Politi beslaglagde tirsdag eftermiddag kl. 13.10 en ulovlig knallert fra en 16-årig dreng, da den var blevet konstruktivt ændret med henblik på at kunne køre markant hurtigere end den tilladte hastighed. Beslaglæggelsen fandt sted ved en tankstation på Anbækvej i Hammel, hvor en patrulje tog kontakt til drengen, der tilkendegav tilhørsforholdet til den ulovlige knallert. Hans far blev informeret om sagen, men der var intet ønske om at få beslaglæggelsen forelagt retten.

Tirsdag kl. 16.34 skete der et færdselsuheld på Hovedgaden i Allingåbro, hvor en 79-årig mandlig bilist kom kørende i vestlig retning og angiveligt blev blændet af solen, hvorfor han kørte over i modsatte vejbane og påkørte to øvrige trafikanter. Ingen personer kom umiddelbart til skade, men en ambulance blev kaldt til stedet for at tilse de involverede.

Tirsdag kl. 17.20 skete der et færdselsuheld på Badevej i Risskov i krydset med Rolighedsvej, hvor en 45-årig kvindelig bilist påkørte en 47-årig mandlig bilist. Kvinden blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt, da hun havde påkørt cyklisten i forbindelse med, at hun skulle dreje ind på en parkeringsplads. Ingen personer kom til skade i forbindelse med episoden.

En 18-årig mandlig bilist blev onsdag kl. 02.09 sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje fra Østjyllands Politi på Damagervej i Viby J med en promille over det tilladte. Den pågældende person blev ligeledes sigtet for at køre bil i narkopåvirket tilstand, hvorfor han blev anholdt af politiet. Under en efterfølgende visitation blev han fundet i besiddelse af en joint i sin bæltetaske, hvorfor han blev sigtet for besiddelse af narko. En 19-årig mandlig passager i bilen blev fundet i besiddelse af et par poser med kokain. Han blev ligeledes sigtet for besiddelse af narko og blev også anholdt. 

**

 

Indbrud:

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i politikredsen:
På Grenåvej i Skødstrup begået mellem mandag d. 12/6 kl. 18.30 og tirsdag d. 13/6 kl. 15.00
På Dæmningen i Kolind begået mellem mandag d. 5/6 kl. 16.00 og tirsdag d. 13/6 kl. 11.00
På P. Knudsens Vej i Randers NØ begået tirsdag d. 13/6 mellem kl. 08.00 og kl. 19.35
På Ibisvej i Skødstrup begået tirsdag d. 13/6 mellem kl. 19.25 og kl. 21.00
På Bærmosehøjen i Trige begået onsdag d. 14/6 kl. 03.32
 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

21. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag fra døgnrapporten 21. december 2024.

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds.

20. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 20. december 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

19. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 19. december 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.