Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 15. maj 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Spyttede på vagter og råbte skældsord efter betjente
Natten til fredag kl. 02.16 opdagede personalet i vagtcentralen hos Østjyllands Politi, at der på tryghedskameraer fra Åboulevarden i Aarhus C så ud til at være noget tumult ud for en beværtning. En patrulje kørte derfor til stedet for at assistere vagterne.
Ved ankomst til beværtningen fik politiet kontakt til vagterne, som fortalte, at de kort forinden havde bortvist en mandlig gæst, fordi han var meget beruset. Men manden var meget insisterende og blev ved med at komme tilbage. Da vagterne blev ved med at bede ham gå, havde han til sidst spyttet den ene vagt i hovedet. Vagterne havde derfor ilagt manden håndjern, og han sad nu på gulvet i garderoben og ventede.
Mens betjentene forsøgte at tale med vagter og vidner på stedet, blev manden, som var 25 år, ved med at sidde og spytte omkring sig i retning af både betjente og vagter. Det viste sig desuden, at den 25-årige havde et aktuelt forbud mod at opholde sig i nattelivet. Han blev anholdt, sigtet for vold og for overtrædelse af sit nattelivsforbud og taget med på politistationen.
Det kunne han supplere med sigtelser for både trusler og fornærmelser mod polititjenestemand, da han under transporten til stationen åbenbart stadig ikke var faldet til ro og blev ved med at udtale fornærmelser mod betjentene, samt truede den ene, efter ankomst til stationen.
**
Anholdt for vold i Thorsø
Torsdag kl. 23.45 kørte politiet til en festplads foran et forsamlingshus ved Thorsø, hvor der var anmeldelser om, at en kvinde var blevet udsat for vold. En patrulje kørte hurtigt til stedet, hvor en ambulance også var kommet frem.
Her fik de af vidner udpeget en 20-årig mand, som stod sammen med nogle vagter. Vidner på stedet fortalte, at den 20-årige havde slået en 19-¨årig kvinde flere gange i ansigtet med knyttet næve, hvorefter kvinde var faldet om. Ifølge et vidne havde manden derefter sparket hende på kroppen og i ansigtet.
Den 20-årige kvinde modtog behandling for hendes skader i ambulancen. Hun kom ikke umiddelbart kritisk til skade. Den 20-årige blev anholdt, sigtet for vold og taget med på politistationen.
**
To bilister anholdt for narkokørsel
Natten til fredag var den to gange gal med bilister, der kørte bil på trods af, at de tilsyneladende var påvirkede af narko.
Klokken 00.20 standsede en patrulje en 19-årig mandlig bilist på Rytoften i Aarhus V. Den 19-årige var frakendt førerretten og fremstod synligt påvirket. Han var desuden i besiddelse af en mængde hash samt to joints. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret, for narkokørsel og for besiddelse af narko, anholdt og taget med til udtagelse af blodprøve.
Kl. 03.40 blev en 23-årig mandlig bilist stoppet på Engdalsvej i Brabrand. Også han blev skønnet påvirket af narko, så han blev ligeledes anholdt og taget med til udtagelse af blodprøve.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds:
- På Jægergårdsgade i Aarhus C begået mellem onsdag d. 13/5 kl. 17.09 og torsdag d. 14/5 kl. 17.00
- På Heibergsgade i Aarhus C begået torsdag d. 14/5 kl. 20.30
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877