Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

18. maj 2026 10:49

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 18. maj 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus mandag eftermiddag

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller mandag en 28-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Tidspunktet kendes endnu ikke. Den 28-årige er sigtet for tre tilfælde af vold, alle begået på Lille Torv i Aarhus C.

Natten til mandag kl. 04.10 modtog politiet anmeldelse om, at en 21-årig kvinde var blevet slået tre gange i hovedet af en mand på Lille Torv. En patrulje kørte straks til stedet og sikrede overvågning, og signalementet af gerningsmanden passede præcis på en anmeldelse fra samme sted kort forinden.

Her blev en 54-årig mand slået i ansigtet så han faldt til jorden, og slog herved baghovedet kraftigt. Ingen af de to forurettede kendte manden, der begik vold mod dem. Den 54-årige blev hentet af en ambulance, men kom ikke umiddelbart kritisk til skade.

Flere patruljer kørte på baggrund af signalementet rundt for at lede efter gerningsmanden i midtbyen, og kl. 04.24 fik en patrulje øje på ham i Fiskergade. Her blev den 28-årige anholdt, sigtet for vold og taget med på politistationen.

Den 28-årige var desuden efterlyst til og fremstilles for en sag om vold fra den 3. maj. Her blev en 27-årig mand trampet to gange i hovedet, mens han lå på jorden. 

Den 28-årige fremstilles med henblik på varetægtsfængsling.


**

Fodboldfejring i Aarhus

Der var mange tusinde mennesker i Aarhus, da AGF søndag spillede sidste kamp i sæsonen og fejrede mesterskabet.

Langt de fleste af de fremmødte fejrede guldet på festlig og fredelig vis, og der lyder generel ros fra politiet til de glade fans.

"Stor ros til de mange borgere, der var mødt op for at feste i Aarhus. Vores betjente havde en travl dag, men de mødte primært glade mennesker, der tog hensyn til hinanden, og med så mange tusinde mennesker samlet i byen, er mit overordnede indtryk, at det var en festlig og fornøjelig aften for hovedparten af de mange tusinde mennesker," siger politiinspektør Brian Voss Olsen.

Der blev dog alligevel brug for politiets indgriben i løbet af dagen.

Omkring kl. 00.30 var en større gruppe AGF-fans forsamlet ved Honnørkajen, hvor de affyrede fyrværkeri. Da Østjyllands Politi ankom til stedet, blev der affyret fyrværkeri mod nogle af betjentene - ingen kom dog til skade ved episoden.

Betjentene beslaglagde en del kilo fyrværkeri, og mens de gik væk med det, blev en af dem sparket på kroppen af to mænd. Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere for at finde frem til gerningsmændene.

Tidligere, omkring kl. 21.00, blev to drenge på 15 og 16 år taget i at skyde med bomberør ud over en større forsamling på Telefontorvet, ligesom de delte bomberør ud til andre. Begge blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.

Østjyllands Politis specialpatrulje sigtede desuden fire mænd for at have kokain på sig, mens de var på vej til selve fodboldkampen. Den ene blev sigtet for at ville sælge det, da han havde flere salgsposer på sig.

Derudover blev tre fodboldfans sigtet for at have maskering på sig.


**

 

Travl aften i nattelivet

Med rigtig mange mennesker i byen var der også i nattelivet lidt at se til for politiet.

Omkring kl. 21.30 opstod der slagsmål mellem to grupper af mænd på Frederiks Allé. En 36-årig mand blev angiveligt slået og sparket i hovedet, og han blev kørt til tjek på skadestuen.

Cirka to timer senere fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der havde været slagsmål omkring Skolegade/Kannikegade. Her traf betjentene to unge mænd, der havde fået nogle skader, som de blev kørt til tjek for på skadestuen. De kunne umiddelbart ikke fortælle så meget om hændelsen eller gerningsmændene.

Begge voldsepisoderne bliver efterforsket nærmere af politiet. Ingen er endnu sigtet i nogen af sagerne, og det er uvist, om de har nogen forbindelse til hinanden.

Der er pt intet der tyder på, at hverken disse episoder eller fremstillingen af den 28-årige for vold (se øverst i døgnrapporten) på Lille Torv er relateret til fejringen af mesterskabet.

 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt ni indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds:

  • På Sophus Bauditz Vej i Åbyhøj begået mellem onsdag d. 13/5 kl. 17.30 og søndag d. 17/5 kl. 09.30
  • På Vestervænge i Ørsted begået søndag d. 17/5 mellem kl. 00.00 og kl. 05.00
  • På Kresten Kolds Vej i Åbyhøj begået mellem torsdag d. 14/5 kl. 12.00 og søndag d. 17/5 kl. 12.30
  • På Beder Landevej i Beder begået søndag d. 17/5 mellem kl. 13.39 og kl. 13.40
  • På Vardøgade i Aarhus N begået mellem fredag d. 15/5 kl. 10.00 og søndag d. 17/5 kl. 13.40
  • På Ålesundsvej i Aarhus N begået mellem fredag d. 15/5 kl. 10.00 og søndag d. 17/5 kl. 13.40
  • På Ludvig Feilbergs Vej i Åbyhøj begået mellem fredag d. 15/5 kl. 12.00 og søndag d. 17/5 kl. 16.45
  • På Hejredalsvej i Brabrand begået mellem torsdag d. 14/5 kl. 10.30 og søndag d. 17/5 kl. 19.25
  • På Lindevangsvej i Rissskov begået mellem søndag d. 17/5 kl. 13.30 og mandag d. 18/5 kl. 00.54

 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

17. maj 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 17. maj 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds

16. maj 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnraporten 16. maj 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds

15. maj 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 15. maj 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.