Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 19. oktober 2023
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Foto: Østjyllands Politi
Der er pt. ingen planlagte fremstillinger i grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Falske bankbude på spil igen
To kvinder på hhv. 81 og 78 år fra Havndal blev onsdag franarret deres betalingskort samt større kontante beløb af personer, som udgav sig for at komme fra kvindernes bank.
Den 81-årige kvinde blev ringet op over middag af en person, som fortalte at han var fra banken, og at der ville komme et bud ud for at hente kvindens dankort. Efterfølgende blev der hævet et større kontant beløb, før kortet nåede at blive spærret.
Den 78-årige kvinde blev ligeledes ringet op af en person, der udgav sig for at være fra kvindens bank. Under påskud af, at der var blevet hævet et beløb på kortet, havde manden i telefonen overtalt kvinden til at udlevere sit dankort samt et større kontant beløb. Der var desuden efterfølgende hævet yderligere et beløb på kortet.
Advar gerne de ældre i din omgangskreds om denne type svindel
Politiet i hele landet oplever rigtig mange sager som disse, og opfordrer derfor alle til at tage en snak med de ældre personer i deres omganskreds.
Banken, politiet eller andre offentlige myndigheder vil aldrig ringe og bede om at få dit kort eller kontanter udleveret, få adgang til din netbank eller andre personlige oplysninger. Hvis du er i tvivl, så ring til banken, politiet eller en nærtstående.
**
Butikstyveri blev til røveri
Onsdag kl. 19.38 modtog Østjyllands Politi anmeldelse om et røveri i et supermarked på Jernbanegade i Randers.
Butikkens købmand havde lagt mærke til to mænd på hhv. 49 og 54 år, som gik rundt i butikken og klappede sig på lommerne, og opførte sig mistænkeligt, og var derfor gået ud i baglokalet for at se på videoovervågningen. Her kunne han se begge mænd putte varer i lommerne og ind under jakken. Da købmanden kom tilbage til butikken, havde de to mænd forladt den uden at betale for varerne. De stod dog fortsat tæt ved butikken og talte sammen, og købmanden gik derfor ud for at bede dem returnere varerne.
Den 49-årig trak nu pludselig en kniv frem, som han truede købmanden med og gjorde et udfald mod ham med, mens den 54-årige også kom med truende tilråb, og købmanden gik derfor tilbage til butikken og tilkaldte politiet.
En patrulje ankom kort efter, og fik anholdt begge de to mænd, som stadig befandt sig tæt ved butikken. Begge mænd blev anholdt og sigtet for røveri, og den 49-årige blev desuden sigtet for overtrædelse af våbenloven.
**
Indbrud i biler
Østjyllands Politi har i løbet af det sidste døgn modtaget 14 anmeldelser om indbrud og tyveri i personbiler. Indbruddene er foregået flere steder i Aarhus Kommune med særligt mange tilfælde i områderne omkring Hoffmannsvej og Dr. Holsts Vej.
Bilerne har typisk fået knust en siderude, hvorefter der enten er stjålet værdigenstande som elektronik og solbriller, der har ligget fremme, eller har fået handskerummet gennemrodet for værdier.
Østjyllands Politi opfordrer til, at man aldrig lader tasker eller andre værdigenstande ligge synligt fremme i bilen. Det kan desuden være en god idé at parkere på parkeringspladser, der er belyst eller overvåget, hvis man har mulighed for det.
**
Færdsel
Onsdag den 18/10 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Graham Bells Vej og Skejbyvej i Aarhus N. En 56-årig mand, som kom kørende mod syd i en varebil, skulle svinge til venstre i krydset med Skejbyvej og overså her en 29-årig kvinde, som kom cyklende mod øst på cykelstien. Ingen kom umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet.
Onsdag kl. 14.14 skete der et færdselsuheld på Vibæk Strandvej i Ebeltoft. En 32-årig kvindelig bilist, som kom kørende ad Strandlyngen, overså i forbindelse med et sving en 48-årig mandlig bilist, som kom kørende ad Vibæk Strandvej i nordlig retning. Den 32-årige kvinde kørte ud foran den 48-årige i krydset, hvorved den 48-årige påkørte kvindens bil. Uheldet gav en smule kø på stedet, men ingen kom umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet.
Onsdag kl. 15.04 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej ved Grundfør, da en 20-årig mandlig bilist på en afkørsel til motorvejen fik det ene hjulpar ud i rabatten. Det fik den 20-årige til at miste herredømmet over bilen, og den mandlige bilist ramte et hegn hvorefter bilen snurrede rundt og fik flere trykskader. Den 20-årige havde efter uheldet en del smerter fra nakken, men kom ikke kritisk til skade.
Onsdag kl. 16.44 skete der et færdselsuheld på Djurslandsmotorvejen ved Aarhus N. En 52-årig kvinde lavede en kraftig opbremsning på grund af kø-kørsel, og på grund af genskin fra en lavtstående sol nåede den bagvedkørende 19-årig mand ikke at bremse i tide, og påkørte derfor den 52-årige. Ingen kom umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet.
En 52-årig mandlig bilist blev onsdag kl. 17.10 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset på Rougsvej i Ørsted. Den 52-årige mand blev taget med til udtagelse af blodprøve.
En 35-årig mandlig bilist blev onsdag kl. 21.10 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset på Randersvej i Aarhus N. Den 35-årige mænd blev på to alkometertests målt til at have en promille væsentligt over 2. Den 35-åriges bil blev derfor beslaglagt med henblik på konfiskation.
En 37-årig mandlig bilist blev natten til torsdag kl. 00.03 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset på Grenåvej i Randers.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Teglbakken i Højbjerg begået mellem tirsdag den 17/10 kl. 07.00 og onsdag den 18/10 kl. 10.08
På Rosenkrantzgade i Aarhus C begået mellem fredag den 13/10 kl. 20.15 og lørdag den 14/10 kl. 21.30
På Tousvej i Åbyhøj begået mellem mandag den 16/10 kl. 15.00 og onsdag den 18/10 kl. 11.00
På Klokkerfaldet i Aarhus V begået mellem tirsdag den 17/10 kl. 13.30 og onsdag den 18/10 kl. 15.50
På Bakkedraget i Højbjerg begået mellem onsdag den 11/10 kl. 12.00 og torsdag den 19/10 kl. 00.29
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877