Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

2. maj 2025 11:34

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 2. maj 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 10.30

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller fredag formiddag kl. 10.30 en 28-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for grov vold i forbindelse med en bevidst personpåkørsel på Åby Ringvej i Brabrand.

 

Episoden fandt sted torsdag ved middagstid, da politiet kl. 12.41 modtog en anmeldelse om et færdselsuheld, hvor den 28-årige ifølge sigtelsen foretog en bevidst påkørsel af den 43-årige mand, som kort forinden var steget ud af en personbil på stedet.

 

Den 43-årige var ikke umiddelbart i livsfare, men blev efterfølgende kørt med ambulance til hospitalet til behandling for sine skader, mens den 28-årige endte i en slåskamp med en 22-årig mand nogle få hundrede meter derfra.

 

Den 28-årige og den 22-årige mand blev begge anholdt nogle få minutter senere, da politiet kom frem, inden en 16-årig ung mand angreb den 28-årige med en sten og derfor også blev anholdt.

 

Den 28-årige blev derfor også kørt på hospitalet til behandling for sine skader, inden han senere på eftermiddagen blev udskrevet og taget med på stationen, sigtet for grov vold, narkokørsel og for at have forvoldt fare for andres liv eller helbred ved at have ført en bil i modsat køreretning.

 

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre til dagens grundlovsforhør af hensyn til sagens fortsatte efterforskning.

 

Du kan læse mere om sagen i gårdsdagens udsendte pressemeddelelse på linket her: https://politi.dk/oestjyllands-politi/nyhedsliste/flere-personer-anholdt-og-to-biler-beslaglagt-i-forbindelse-med-faerdselsuheld-og-slagsmaal/2025/05/01

 

**

 

Gik over for rødt og blev ramt af Letbanen

Torsdag kl. 12.27 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var sket et færdselsuheld på Randersvej i Aarhus N, hvor en person var blevet påkørt af Letbanen i krydset ved Nordre Ringgade.

 

Ifølge anmeldelsen var der tale om en fodgænger, som angiveligt var gået eller løbet over for rødt lys, hvorefter toget dyttede og kort tid efter ramte vedkommende.

 

Episoden medførte en del trafikale gener i eftermiddagstrafikken, da politiet og redningsfolk arbejdede i krydset og spærrede både Ringgaden og Randersvej i en times tid, før uheldsstedet blev åbnet.

 

Den påkørte person – en 39-årig mand – blev kørt med ambulance til hospitalet. Han var ikke umiddelbart i livsfare, men havde pådraget sig flere alvorlige behandlingskrævende skader som følge af episoden.

 

Vidner, der måtte have overværet episoden og i den forbindelse kunne have brug for nogen at tale med den om, kan gratis rette henvendelse til Offerrådgivningen i Østjylland på telefonnummer 116 006. Det er muligt at være anonym, hvis man ønsker det.

 

**

Havearbejde førte til sigtelse – ukrudtsbrænder startede mindre brand

Det lune forsommervejr har allerede fået ukrudtet til kigge frem, og flere har derfor også fundet ukrudtsbrænderne frem og gjort klar til kampen om at få kontrol med haven.

 

Efter flere dage med solskin og tørvejr skal man dog være ekstra påpasselig, hvis man giver sig i kast med en ukrudtsbrænder, som nemt kan starte en større afbrænding af andet end de uønskede grønne totter af ukrudt mellem fliserne.

 

Torsdag eftermiddag kl. 16.35 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået en mindre brand ved en form for skur på en adresse i Ebeltoft, og politi og brandvæsen blev derfor sendt til stedet.

 

Ilden var angiveligt opstået ved, at en 65-årig mandlig beboer havde været i gang med ukrudtsbrænderen i nærheden af bygningerne på stedet, hvorefter det var begyndt at ulme i skuret.

 

Branden var hurtigt blevet slukket, og beboerne slap overordnet set med skrækken. Den 65-årige mand slap dog ikke fra at få en sigtelse fra politiet, da han ikke havde udvist tilstrækkeligt med agtpågivenhed i forbindelse med sit arbejde med åben ild og derfor blev sigtet for at have overtrådt beredskabsloven.

  

Østjyllands Politi opfordrer til, at man følger de fem gode råd, når man arbejder med en ukrudtsbrænder:

 

  • Hold god afstand til bygninger, hække og andet, der kan brænde
  • Brug ikke ukrudtsbrænderen, hvis det er tørt eller blæser
  • Ukrudtet skal svitses – ikke brændes
  • Tjek, at du ikke efterlader gløder, der kan blusse op
  • Hav altid vand i nærheden

 

**

 

Opmærksom patrulje snuste sig frem til narko og kontanter

En patrulje fra Østjyllands Politi var natten til fredag kl. 00.21 rundt i det nordlige Aarhus, da betjentene fik øje på et mistænkeligt køretøj, som kørte ind på en tom parkeringsplads ved Gøteborg Allé.

 

Patruljen fulgte efter for at føre kontrol med føreren og bilen, og det viste sig senere at være en god beslutning.

 

På parkeringspladsen tog betjentene kontakt til føreren, en 21-årig mand, som var ved at stige ud fra bilen. Den 21-årige mand blev skønnet nervøs og påvirket af narko, hvorfor han blev sigtet for at have kørt bil i påvirket tilstand.

 

Under en efterfølgende visitation blev den unge mand fundet i besiddelse af både kokain og MDMA, som lå gemt flere forskellige mindre salgsposer i den 21-åriges underbukser. Han blev derfor også sigtet for forsøg på salg af narko.

 

På baggrund af fundene blev det besluttet, at politiet også ville foretage en ransagning af den 21-årige mands bopæl i det nordlige Aarhus, og her fandt politiet nogle titusinde kroner i kontanter, som blev beslaglagt grundet mistanke om, at de stammede fra salg af narko.

 

I lejligheden fandt politiet desuden et par hundrede gram skunk og hash, som også blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.

 

Den 21-årige blev efterfølgende kørt en tur på hospitalet for at få taget blodprøve, inden han kom med retur på stationen til nærmere afhøring samt foto og fingeraftryk.

 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn ikke anmeldt nogen indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

1. maj 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 1. maj 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

30. april 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 30. april 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

29. april 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 29. april 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.