Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 2. november 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Anmeldelse om mulig våbenbesiddelse førte til anholdelser og narkofund i Grenaa
Flere patruljer fra Østjyllands Politi blev sent søndag aften sendt til en adresse i Grenaa, da politiet kl. 23.35 modtog en anmeldelse om mulig våbenbesiddelse på adressen.
Ved patruljernes ankomst til stedet nogle minutter senere traf betjentene tre mænd, som alle blev gjort bekendt med anledningen og anholdt til sagen for at sikre deres tilstedeværelse.
De tre mænd blev identificeret som værende en 55-årig mand med bopælsadresse på stedet samt en 43-årig mand fra lokalområdet og en 31-årig mand fra det centrale Aarhus.
Under en efterfølgende ransagning af adressen fandt politiet en hardballpistol, en peberspray, to patroner og nogle mindre poser med narko i form af kokain og hash.
De ulovlige genstande blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion, og den 55-årige mandlige beboer blev sigtet for at have overtrådt henholdsvis våbenloven og loven om euforiserende stoffer.
De tre mænd blev alle løsladt kl. 01.51.
**
Truede nabo med kniv i Tilst og blev anholdt
Søndag eftermiddag kl. 15.03 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra en beboer i Tilst om, at vedkommende kort forinden var blevet truet på livet af en nabo, som havde slået med en kniv i hånden og råbt ad ham.
Et par patruljer blev derfor sendt til den adresse, hvor den formodede gerningsmand boede for at få ham afhørt til sagen.
Ved politiets ankomst til stedet blev den mistænkte 42-årige mand bedt om at komme ud fra sin bopæl, hvorefter han kl. 16.37 kom ud til betjentene og blev ilagt håndjern og anholdt til sagen.
Den 42-årige mand blev efterfølgende sigtet for at have fremsagt trusler på livet, inden han blev taget med på stationen til nærmere afhøring.
Den formodede anvendte kniv til truslerne blev udfundet på adressen og beslaglagt til sagens fortsatte efterforskning.
**
Slog togansat og blev anholdt på Aarhus Hovedbanegård
Østjyllands Politi modtog søndag aften kl. 22.51 en anmeldelse om, at en togansat var blevet udsat for vold af en passager i toget.
Ifølge anmeldelsen var episoden sket tidligere på aftenen på strækningen mellem Aarhus og Horsens omkring Sønderhøj i Viby J, hvor den ansatte var blevet slået med knyttet hånd i brystet, da hun havde rettet henvendelse til personen i forbindelse med billetkontrollen.
Ved togets ankomst til Aarhus Hovedbanegård blev den mistænkte gerningsmand tilbageholdt af en vagt, mens politiet blev tilkaldt.
Ved patruljens ankomst til stedet blev den tilbageholdte mand identificeret som værende en 22-årig mand med bopælsadresse i Viborg. Han blev kl. 23.12 gjort bekendt med, at han var anholdt og sigtet for at have begået vold mod en person i offentlig tjeneste.
Den 22-årige mand blev efterfølgende taget med på stationen til nærmere afhøring. Den forurettede i sagen var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Præstegårdsvej i Randers SØ begået mellem fredag d. 30/10 og søndag d. 1/11
- På Tåstumvænget i Tilst begået søndag d. 1/11
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877