Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 20. april 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Anholdt efter færdselsuheld i Randers
Østjyllands Politi modtog søndag formiddag en anmeldelse om, at der kort før kl. 11.45 var sket et færdselsuheld på Ringvej Syd ved Merkurvej i det sydøstlige Randers, hvor to biler var kørt sammen, da den ene havde påkørt den anden bagfra.
Ifølge anmeldelsen lå den ene af bilerne på siden efter at have rullet rundt nogle gange, og en patrulje blev derfor straks sendt til stedet sammen med brand og redningsfolk.
Ved politiets ankomst til færdselsuheldet traf mand en 42-årig mand, der skiftede mellem at forklare, at han selv og hans ven havde ført den bil, som angiveligt havde forårsaget uheldet.
Den 42-årige blev skønnet påvirket, og han blev derfor sigtet for at have kørt bil i påvirket tilstand og anholdt. Han var desuden ikke i besiddelse af et kørekort.
Under en efterfølgende visitation blev han fundet i besiddelse af både hash, LSD-frimærker og receptpligtige piller, som alt sammen blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
Ingen personer var umiddelbart kommet alvorligt til skade i forbindelse med episoden, men personerne i den anden bil, som lå på siden, måtte hjælpes ud. Begge biler fik en del materielle skader som følge af færdselsuheldet.
Uheldet medførte, at trafikken på Ringvej Syd blev påvirket i en times tid, mens myndighederne arbejdede på stedet.
**
Tricktyv i bil stjal mobiltelefon i nattelivet
Søndag eftermiddag modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 23-årig mand var blevet udsat for et tricktyveri, da han havde befundet sig i det centrale Aarhus i de sene nattetimer.
Ifølge anmeldelsen havde den 23-årige mand befundet sig på Klostergade i Aarhus C, da han omkring kl. 03.00 var blevet antastet af en mand i bil.
Manden i bilen havde angiveligt spurgt om hjælp til vejvisning, hvorfor den 23-årige havde fundet sin telefon frem for at hjælpe. I den forbindelse tog manden i bilen telefonen ud af hånden på den 23-årige og kørte væk fra stedet.
Efterfølgende kunne den 23-årige mand konstatere, at der var blevet foretaget flere uretmæssige transaktioner fra hans bankkonto for en del tusinde kroner.
Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere.
**
Ville følge brudepar i seng og blev sigtet af politiet
Natten til mandag modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra et hotel på Strandvejen i det centrale Aarhus, hvor personalet havde brug for hjælp til at håndtere en større gruppe personer.
Ifølge anmeldelsen havde de 25-30 personer indfundet sig på stedet, da de ønskede at følge et brudepar op på et hotelværelse, hvilket de var blevet bedt om at lade være med, da det forstyrrede de øvrige gæster.
I den forbindelse blev en 23-årig mand udadreagerende, og da han råbte ad personalet og slog til en pc-skærm, blev politiet tilkaldt, hvorefter den 23-årige mand blev sigtet efter restaurationsloven.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Højgårdsvej i Viby J begået mellem fredag d. 17/4 kl. 17.00 og søndag d. 19/4 kl. 06.50
- På Elleparken i Lystrup begået mellem fredag d. 17/9 kl. 14.00 og søndag d. 19/4 kl. 13.45
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877