Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 20. december 2023
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 10.00
Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 10.00 en 55-årig udenlandsk mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for butikstyveri og trusler mod offentligt ansat.
Den 55-årige mand, der er rumænsk statsborger, blev anholdt tirsdag formiddag i forbindelse med en anmeldelse om et igangværende butikstyveri i et supermarked på Frederiks Allé i Aarhus C.
Politiet modtog anmeldelsen kl. 10.56, og kort tid efter kunne en patrulje anholde den pågældende mand, som blev tilbageholdt af personalet på stedet indtil politiet var fremme. Han blev i forbindelse med en efterfølgende visitation fundet i besiddelse af fire knive, og er derfor også sigtet for at have overtrådt knivloven.
Foruden gårsdagens episode, er den 55-årige mand også sigtet for at have truet en offentligt ansat på Hvidovre Hospital om aftenen den 3. december.
Anklagemyndigheden begærer den sigtede varetægtsfængslet i fire uger i medfør af hjemrejseloven.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 11.00
Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 11.00 en 47-årig udenlandsk kvinde i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Hun er sigtet for ulovligt ophold og for at have brudt sit indrejseforbud.
Den 47-årige kvinde blev anholdt tirsdag formiddag kl. 10.41, da hun kort forinden blev truffet på en massageklinik i Åbyhøj af en patrulje fra Østjyllands Politis Udlændinge- og Grænsekontrolsektion i forbindelse med en bordelkontrol.
Kvinden, der kommer fra Thailand, er ved grundlovsforhøret også sigtet for at have udført arbejde i landet uden den fornødne tilladelse.
Anklagemyndigheden nedlægger påstand om udvisning i medfør af udlændingeloven samt et fornyet indrejseforbud.
**
Patrulje lugtede hash og fandt flere slags narko i lejlighed
Betjente fra Østjyllands Politi lokalpoliti i Aarhus Vest var tirsdag formiddag på en tryghedsskabende patrulje, da de i en opgang i Hasle kunne fornemme en kraftig hashlugt fra en lejlighed.
Betjentene rettede derfor henvendelse på stedet over flere omgange, men da der til trods for gentagne bank på døren ikke blev lukket op, tilkaldte politiet en låsesmed for at undersøge forholdene nærmere.
Da politiet fik adgang til stedet traf de både en kvinde og en mand i lejligheden, som tilhørte en 29-årig kvinde. I lejligheden fandt betjentene både kokain, hash og tramadolpiller, som den 29-årige mand vedkendte sig ejerskabet af.
Den 29-årige mand blev sigtet for narkobesiddelse, og kokain, hash og tramadolpiller blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
**
Kørte rundt med narko i bilen
En patrulje fra Østjyllands Politi rettede tirsdag aften henvendelse til en 20-årig mandlig bilist, der befandt sig i et køretøj på Kirsten Holsts Gade i Brabrand.
Under en efterfølgende ransagning af bilen fandt betjentene en mindre mængde kokain fordelt i flere forskellige salgsposer, hvorfor den 20-årige mand blev sigtet for forsøg på salg af narko.
Han blev også fundet i besiddelse af nogle hundrede kroner i kontanter, som blev beslaglagt, da de formodes at stamme fra salg af narko, som han dermed også blev sigtet for.
I bilen fandt politiet også nogle psykedeliske svampe, og den 20-årige mandlige bilist blev derfor også sigtet for besiddelse af narko og anholdt.
**
Brand i lejlighed i Risskov
Tirsdag kl. 23.11 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået brand i en lejlighed på Skejbygårdsvej i Risskov.
Ved myndighedernes ankomst til stedet var det meste af lejligheden brændt ned, mens brandvæsenet sørgede for at få slukket flammerne, der havde medført tydelige sodskader i hele lejligheden.
Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden, og der var ikke umiddelbart nogen personer hjemme på tidspunktet for brandens opstart. Brandårsagen er pt. ukendt.
**
Færdsel
Tirsdag kl. 16.05 skete der et færdselsuheld på Vestre Ringgade i Aarhus C, hvor en 27-årig kvindelig cyklist blev påkørt af en 58-årig mandlig bilist. Uheldet skete i krydset med Fuglebakkevej, da bilisten angiveligt foretog et sving og dermed ramte cyklisten.
En patrulje fra Østjyllands Politi eftersatte tirsdag aften kortvarigt en bil ført af en 25-årig mand, som umiddelbart ikke ønskede at tale med politiet. Årsagen var formentligt, at han var påvirket af euforiserende stoffer, hvilket han også blev sigtet og anholdt for, da han kort tid efter blev standset på Rytoften i Aarhus V. Han blev derudover sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger ved at have undladt at standse og for at have kørt bil uden førerret.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i politikredsen.
- På Engelstoft i Lystrup begået tirsdag d. 19/12 kl. 09.29
- På Skæring Hedevej i Egå begået tirsdag d. 19/12 kl. 06.23
- På Trøstmosen i Hornslet begået tirsdag d. 19/12 mellem kl. 07.50 og kl. 12.50
- På Vegavej i Højbjerg begået mellem fredag d. 15/12 kl. 17.00 og tirsdag d. 19/12 kl. 12.30
- På Enebærvej i Risskov begået tirsdag d. 19/12 mellem kl. 08.30 og kl. 12.00
- På H.P. Jensens Vej i Højbjerg begået tirsdag d. 19/12 mellem kl. 17.30 og kl. 20.40
- På Skæring Strandvej i Egå begået onsdag d. 20/12 kl. 02.28
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877