Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 20. oktober 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 11.30
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 11.30 en 49-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for at have begået indbrud i en restaurant på Jægergårdsgade i Aarhus C natten til mandag.
Et vagtselskab kontaktede kl. 00.45 politiet og fortalte, at der havde været indbrud i restauranten, og at en mand gik rundt inde på stedet. De kunne følge manden via overvågning og give et godt signalement af ham.
Flere patruljer var hurtigt fremme, men den ubudne gæst var nået at stikke af inden. Overvågningsbilleder af gerningsmanden blev sendt ud til patruljerne i området, og det gav pote.
En hundepatrulje gik nemlig spor i området, og på Hallsti tæt på gerningsstedet traf de en 49-årig mand, der passede på signalementet. Manden havde blandt andet noget tøj på, der lignede det, som personen på overvågningen også havde haft på.
Den 49-årige mand blev derfor anholdt og sigtet for indbrud. Umiddelbart var der ikke stjålet noget ved indbruddet.
Foruden indbruddet natten til mandag i det centrale Aarhus har den 49-årige mand i forvejen flere verserende sager hos myndighederne omhandlende tyveri og hæleri, og han bliver derfor fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 13.15
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 13.15 en 29-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er sigtet for at have stjålet en bil fra en privat adresse i Studstrup.
Ifølge sigtelsen havde manden på ukendt vis og på et endnu ukendt tidspunkt i løbet af søndagen fået fat i en bilnøgle, som har ligget indenfor.
Sent søndag aften kunne bilejeren via en app på sin telefon se, at bilen var ved at blive ladet op ved en ladestander i Fjellerup.
Den viden gav ejeren videre til politiet, hvorefter en patrulje fra Østjyllands Politi blev sendt til stedet. Her stod bilen forladt ved ladestanderen, og betjentene trak sig derfor lidt tilbage og ventede på, om gerningsmanden mon dukkede op.
Kort tid efter kom en person og hentede bilen ved ladestanderen, og da betjentene efterfølgende fik stoppet bilen, traf de en 29-årig mand, som sad på bagsædet. Da ingen person sad bag rattet, mistænkte betjentene, at den 29-årige kort forinden havde ført bilen, og han blev derfor anholdt og sigtet for brugstyveri.
Den 29-årige blev under en efterfølgende visitation fundet i besiddelse af en klump hash, og han blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Mindreårig dreng udsat for røveri
Østjyllands Politi modtog søndag aften kl. 22.37 en anmeldelse om, at en 14-årig dreng kort forinden var blevet udsat for et røveri på Ormslevvej i Stavtrup, Viby J.
Ifølge anmeldelsen var den 14-årige dreng omkring kl. 22.30 kommet cyklende i vestgående retning, da nogle ukendte gerningsmænd havde truet ham med kniv og frarøvet ham hans iPhone samt sorte elcykel af mærket Mate.
En patrulje blev straks sendt til stedet for blandt andet at foretage sporsikring i området og indhente videoovervågning, mens gerningsmændene dog var stukket af ved politiets ankomst.
Den stjålne telefon blev kort tid efter blev fundet i krydset ved Jarlsmindevej/Rugbjergvej nogle få hundrede meter fra gerningsstedet.
Ifølge politiets oplysninger var gerningsmændene muligvis kommet kørende i en mindre hvid bil, som holdt parkeret i vejkanten på Jarlsmindevej ud mod Ormslevvej, da røveriet fandt sted. I bilen befandt to maskerede mænd sig, som begge var iført sort tøj.
Derudover befandt to mænd sig uden for bilen, hvoraf den ene angiveligt havde truet den 14-årige til af udlevere sin telefon under anvendelse af en kniv, mens den anden frarøvede ham hans elcykel. Efter røveriet forlod den ene gerningsmand stedet på elcyklen via Ormslevvej og parkeringspladsen foran supermarkedet i rundkørslen ved Klokkeskovvej.
De to mænd, der befandt sig uden for den lille hvide bil, beskrives som:
A: Mand, ca. 170-175 cm. høj. Kort, sort hår og kort skæg, mellemøstlig af udseende. Var iført en sort jakke med hætten trukket over hovedet, og om halsen havde han en sort halsedisse-lignende beklædning på.
B: Mand, ca. 185-190 cm høj. Mellemøstlig af udseende og bar en maske, der kunne være en elefanthue, en bandana eller en halsedisse. Var også iført en sort jakke med hætten trukket over hovedet.
Alle relevante oplysninger i sagen bedes rettes til Østjyllands Politi via telefonnummer 114.
**
Påvirkede bilister anholdt
Søndag morgen kl. 09.15 blev en bilist bragt til standsning på Ringvej Syd i Viby J, da en anmelder kort forinden havde ringet til politiet med mistanke om, at føreren var påvirket.
I bilen befandt en 70-årig mand sig, som blev bragt til standsning i krydset ved Sønderhøj/Mega Syd. Føreren blev skønnet påvirket af både spiritus og euforiserende stoffer i form af enten medicin eller narko, og han blev derfor sigtet for begge forhold og anholdt.
Senere på søndagen blev en 25-årig kvindelig bilist anholdt, da hun omkring kl. 14.07 var kommet kørende på Åhave Parkvej i Viby J og ifølge en anmeldelse til politiet var blevet set ryge en joint.
En patrulje fra Østjyllands Politi fik derfor bragt kvinden til standsning på Søren Frichs Vej og gjort hende samt en mandlig passager bekendt med anledningen.
Under en efterfølgende ransagning af bilen fandt politiet flere blisterpakker med receptpligtig medicin, og den 25-årige kvinde og den jævnaldrende mandlige passager blev derfor begge sigtet for besiddelse af narko. Kvinden blev også sigtet for narkokørsel.
I forbindelse med sin anholdelse ytrede den 25-årige kvinde sig desuden i fornærmende vendinger mod en betjent, og hun blev derfor også sigtet for fornærmelig tiltale mod politiet og blev taget med på stationen til nærmere afhøring.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Sønder Allé i Grenaa begået mellem fredag d. 17/10 kl. 15.00 og søndag d. 19/10 kl. 10.40
- På Elsdyrvænget i Højbjerg begået mellem fredag d. 17/10 kl. 14.00 og søndag d. 19/10 kl. 11.30
-
På Præstetoften i Beder begået mellem torsdag d. 9/10 kl. 06.30 og søndag d. 19/10 kl. 11.20
- På Langballevænget i Mårslet begået mellem torsdag d. 16/10 kl. 14.55 og søndag d. 19/10 kl. 14.58
- På Skovstykket i Grenaa begået fredag d. 17/10 kl. 10.00 og søndag d. 19/10 kl. 17.15
- På Skovagervej i Risskov begået mellem fredag d. 10/10 kl. 16.30 og søndag d. 19/10 kl. 15.00
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877