Østjyllands Politi: Uddrag af døgnrapporten 21. september 2024
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Røveri af kiosk på Jyllands Allé
Fredag kl. 1914, indfandt en mand sig i Jyllandskiosken Hos Mik. Han havde desværre ikke til hensigt at handle i kiosken, men derimod trak han en kniv og truede ekspedienten til at tømme kasseapparatet.
Det var dog ikke nok for røveren, som også truede ekspedienten til at aflevere sin skjorte, som røveren ligeledes tog med, da denne løb fra stedet.
Røveren beskrives som mand, 20-25 år, 175-180 cm, almindelig af bygning, meget mørk i huden, talte dansk med accent og var iført sort jakke, sort "Peak Performance" hættetrøje, mørkeblå bukser og sorte kondisko.
Hvis man har set noget, som kan bidrage til sagens opklaring, må man meget gerne henvende sig til Østjyllands Politi enten på mail eller via 114.
**
På springtur med lommen fuld af amfetamin
Fredag kl. 1218 indløb en anmeldelse til vagtcentralen, om en meget påvirket og underlig mand, som gik på Randersvej i Aarhus og råbte.
En patrulje blev sendt til stedet, for at hindre færdselsulykker og lignende, men da patruljen ankom og manden så dem, stak han pludseligt af.
Han nåede dog ikke så langt, før han blev løbet op af patruljen, hvor de hurtigt fandt ud af årsagen til at manden løb.
Han havde nemlig over 500 gram amfetamin i lommen.
Manden blev anholdt og sigtet for narkoen og kørt på Politigården.
**
Færdsel
Fredag kl. 22.27 blev en 65-årig mandlig bilist, anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Skanderborgvej i Aarhus C.
Lørdag kl. 02.20 blev en 30-årig mandlig bilist, anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Åby Ringvej i Åbyhøj.
Fredag kl. 20.10 blev 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Gl. Hadsundvej i Randers.
Fredag kl. 16.44 blev en 26-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Naurvej i Brabrand.
Fredag kl. 11.55 blev en 78-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Århusvej i Randers.
Fredag kl. 17.07 blev en 24-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Silkeborgvej i Brabrand.
Fredag kl. 17.12 blev en 48-årig mandlig motorcyklist sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Hagenstrupvej i Ulstrup.
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877