Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 21. september 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Skud mod bolig i Hasselager
Natten til lørdag kl. 03.58 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der tidligere på natten var blevet skudt flere gange mod en bolig i Hasselager ved Aarhus. Ingen personer var kommet til skade.
Flere patruljer blev straks sendt til adressen, hvorefter politiet afhørte vidner, foretog undersøgelser og sikrede spor.
Siden episoden har Østjyllands Politi patruljeret ekstra i området, men det er politiets vurdering, at man trygt kan færdes i Hasselager.
Sagen er fortsat under efterforskning, og Østjyllands Politi har pt. ikke yderligere kommentarer. Der er for nuværende ingen anholdte eller sigtede i sagen.
**
Våben fundet i bil i Ryomgård
Søndag aften kl. 18.43 mødte en patrulje fra Østjyllands Politi op på en adresse i Ryomgård. Her traf betjentene seks mænd og én kvinde i alderen 21 til 40 år, som alle stod ved en personbil.
Den ene betjent foretog en ransagning af bilen, hvor der blandt andet blev fundet et oversavet jagtgevær og nogle haglpatroner.
Alle syv personer blev kl. 19.15 sigtet og anholdt for overtrædelse af våbenloven. Personerne blev visiteret, og på to af mændene fandt politiet desuden pebersprays, som sammen med jagtgevær og haglpatroner blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
De syv anholdte blev efterfølgende taget med på stationen til nærmere afhøring. Det er politiets forventning, at de alle vil blive løsladt efter endt afhøring.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen og har af den grund ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.
**
Bilist i Randers fik syv sigtelser og blev anholdt
Østjyllands Politi modtog søndag kl. 22.50 en anmeldelse om mulig spirituskørsel på Aarhusvej i det sydøstlige Randers, og en patrulje blev derfor sendt mod stedet.
På Toldbodgade i Randers C fik patruljen øje på bilen, som anmeldelsen drejede sig om, og patruljen signalerede til føreren, at han skulle standse bilen.
Den 34-årige bilist blev bragt til standsning, men kunne i den forbindelse ikke fremvise et gyldigt kørekort til betjentene, og han blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden.
Betjentene skønnede, at manden var påvirket, og han blev derfor yderligere sigtet og anholdt for at have kørt bil i påvirket tilstand.
Under ransagning af mandens bil fandt betjentene en totenschlæger, og han fik derfor endnu en sigtelse til samlingen, denne gang for at have overtrådt våbenloven.
Eftersom betjentene kunne se, at manden ikke havde tegnet forsikring på bilen, og at den var afmeldt i systemerne, blev han også sigtet for disse to forhold.
Dette blev dog ikke aftenens sidste sigtelse for manden, da betjentene kunne konstatere, at nummerpladen var meldt stjålet tidligere på måneden. Den 34-årige blev derfor slutteligt sigtet for tyveri af nummerplade.
Han blev herefter kørt til sygehuset, hvor han fik udtaget blod med henblik på at fastslå, om han var spiritus- og/eller narkopåvirket, og totenschlægeren blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Møllevangen i Hammelegået mellem fredag d. 19/9 og søndag d. 20/9
- På Voldgårdsvej i Højberg begået mellem fredag d. 18/9 og søndag d. 20/9
- På Haarbakken i Hinnerup begået mellem fredag d. 18/9 og søndag d. 20/9
- På Haarbakken i Hinnerup begået mellem fredag d. 18/9 og søndag d. 20/9
- På Mineravej i Hammel begået mellem fredag d. 18/9 og søndag d. 20/9
- På Haardalen i Hinnerup begået mellem fredag d. 18/9 og søndag d. 20/9
- På Skovsangervej i Hinnerup begået mellem fredag d. 18/9 og søndag d. 20/9
- På Panvej i Randers SØ begået søndag d. 20/9
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877