Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 23. september 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus - tidspunkt meldes ud på Politi Update
Anklagemyndigheden fremstiller onsdag på et endnu ukendt tidspunkt en 16-årig dreng i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for grov vold og røveri begået mod en 17-årig dreng.
Ifølge sigtelsen overfaldt den 16-årige sammen med to andre medgerningsmænd den 17-årige i en baggård ved Banegårdsgade i Aarhus C natten til den 29. august. Den 17-årige blev tildelt flere slag og spark, og han blev efterfølgende truet med kniv til at aflevere sit ur og sine airpods.
Den 8. september blev en 18-årig mand varetægtsfængslet i samme sag, og en 14-årig dreng, der mistænkes for at have være medvirkende, er blevet afhørt til sagen.
Den 17-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade ved overfaldet.
Tidspunktet for grundlovsforhøret meldes snarest ud på Politi Update.
**
Truende mand skabte utryghed
Tirsdag eftermiddag omkring kl. 16.00 fik Østjyllands Politi flere anmeldelser fra beboere omkring Trygsvej i Åbyhøj, der var utrygge ved en mand, som truede tilfældige forbipasserende.
Blandt andet havde han truet med at kaste en sten gennem en rude, og han havde truet et par ved at svinge rundt med et kosteskaft.
En patrulje kørte til stedet, hvor de hurtigt fik fat i en 29-årig mand, som talte usammenhængende og forklarede, at han havde følt sig forfulgt.
Han blev anholdt og sigtet for trusler.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt et enkelt indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds:
- På Irisvej i Grenaa begået onsdag d. 23/9 kl. 01.05
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877