Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 27. april 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Standset med tårnhøj promille
Søndag aften kl. 19.12 blev politiet kontaktet af en opmærksom trafikant, som på Kystvejen i Odder kørte bag ved en varebil, der slingrede og kørte usikkert.
Anmelderen fulgte derfor efter bilen og kunne lede en patrulje direkte hen til det slingrende køretøj - og det var nok rigtig godt, da føreren bestemt ikke var i stand til at køre bil. Betjentene nåede hen til bilen og fik den standset ved en campingplads øst for Odder.
Føreren, som var en 30-årig mand fra Sverige, lugtede kraftigt af alkohol, og han blev derfor bedt om at foretage en udåndingsprøve. Prøven viste, at han havde en promille på en del over 2,00, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel.
Promillen var så høj, at det går under bestemmelserne om vanvidskørsel, og den 30-årige mand blev anholdt og taget med til udtagelse af blodprøve, der skal give en endelig afgørelse på promillen.
Hans førerret blev desuden administrativt inddraget og bilen blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation.
**
Lokalpolitiet beslaglagde ulovlige puffbars
Torsdag aften var betjente fra Lokalpolitiet på Djursland ude for at ransage på en adresse i Hornslet, hvor der muligvis blev opbevaret puffbars.
Under ransagningen fandt betjentene 118 ulovlige puffbars. Ejeren af de ulovlige bars - en 32-årig mand - var i besiddelse af dem med henblik på salg, og han erkendte desuden tidligere salg af ca. 1000 stk.
De 118 stk. puffbars blev udenretsligt konfiskeret, og den 32-årige mand kan se frem til en bøde på mange tusinde kroner.
Ulovlige puffbars er en udfordring på blandt andet flere skoler og ungdomsinstitutioner, og misbrugscentrene advarer kraftigt imod dem. Fordi de er ulovlige, er de ikke underlagt kontrol, og nikotinindholdet kan være voldsomt og væsentligt højere end i almindelige nikotinprodukter.
**
Færdselskontrol med taxaer og udenlandske køretøjer
Torsdag og fredag i sidste uge samarbejdede betjente fra Østjyllands Politis Færdselssektion med Motorstyrelsen omkring kontrol af køretøjer, som er helt deller delvist afgiftsfritaget.
I denne kontrol var der fokus på taxaer, mandskabsvogne og udenlandske køretøjer. Der blev udtaget 13 køretøjer, som skal undersøges nærmere.
Politiet skrev under samme kontrol i alt 35 sager:
- 8 x brug af håndholdt mobiltelefon under kørsel (klip)
- 5 x manglende brug af sikkerhedssele
- 1 x el-cykel målt til for høj hastighed
- 3 x manglende syn af læsserampe
- 6 x manglende cvr-nummer
- 3 x manglende lejekontrakt (udlejningsbiler)
- 1 x manglende erhvervelse af VUB (fører)
- 1 x manglende erhvervelse af VUB (virksomhed)
- 1 x manglende tilladelse i virksomheden
- 1 x konstruktivt ændret knallert
- 1 x ulovligt løbehjul
- 1 x el-løbehjul uden hjelm
- 1 x spirituskørsel
- 1 x modulvogntog uden for godkendt vejnet
- 1 x pladeinddragelse
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt 10 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds:
- På Skolevangs Allé i Risskov begået mellem fredag d. 24/4 kl. 18.00 og søndag d. 26/4 kl. 02.45
- På Skt. Anna Gade i Aarhus C begået mellem fredag d. 24/4 kl. 07.00 og søndag d. 26/4 kl. 13.30
- På Udsigten i Hinnerup begået mellem fredag d. 24/4 kl. 12.00 og søndag d. 26/4 kl. 14.20
- På Egegårdsvej i Randers NV begået mellem fredag d. 24/4 kl. 08.00 og søndag d. 26/4 kl. 14.30
- På Baunevej i Hasselager begået søndag d. 26/4 mellem kl. 12.30 og kl. 15.20
- På Præstevænget i Odder begået fredag d. 24/4 kl. 08.00
- På Ankersgade i Aarhus C begået mellem lørdag d. 25/4 kl. 08.00 og søndag d. 26/4 kl. 16.45
- På Stevnsvej i Odder begået mellem fredag d. 24/4 kl. 14.00 og søndag d. 26/4 kl. 17.00
- På Ewaldsgade i Aarhus C begået mellem fredag d. 24/4 kl. 16.00 og søndag d. 26/4 kl. 18.20
- På Mustrupsvej i Solbjerg begået mellem lørdag d. 25/4 kl. 07.00 og søndag d. 26/4 kl. 22.55
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877