Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 27. december 2023
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Indbrudstyv tilbageholdt af forbipasserende
En tilfældig forbipasserende borger opdagede tidligt tirsdag morgen, at en mand befandt sig inde i en lukket forretning på Ny Banegårdsgade i Aarhus C, hvortil indgangsdøren var blevet ødelagt og opbrudt.
Vedkommende bad derfor personen – som var mistænkt for at begå indbrud – om at blive på stedet, mens et andet vidne kl. 07.56 fik tilkaldt politiet.
Ved politiets ankomst til stedet kort tid efter blev manden i forretningen – en 26-årig mand – sigtet for at have begået indbrud og anholdt.
Han blev også sigtet for at have begået vold, da han angiveligt havde skubbet vidnet hårdt i brystet i et forsøg på at slippe væk fra gerningsstedet, inden han efterfølgende lod sig falde til ro og indvilligede i at vente på politiet.
Under en efterfølgende visitation blev den 26-årige mistænkte gerningsmand af politiet fundet i besiddelse af en barberkniv, og han blev derfor også sigtet for at have overtrådt knivloven.
**
Snydt af pirattaxa
Til trods for, at julefreden over de seneste døgn har sænket sig de fleste steder i politikredsen, har de kriminelle pirattaxachauffører ikke holdt helt fri.
Natten til tirsdag den 26. december lod en 31-årig ung mand sig omkring kl. 02.30 friste af et lift hjem til sin bopæl i Aarhus C med det, han troede, var en almindelig taxa.
Taxaens betalingsterminal viste sig ved turens afslutning at være ude af drift, da den 31-årige skulle betale, og da han formiddagen efter kom til hægterne igen viste det sig, at han manglede sine to kreditkort og flere tusinde kroner fra sin bankkonto.
Kortene var efter pirattaxaturen blevet misbrugt, og der var blevet hævet flere tusinde kroner i kontanter fra dem, hvilket politiet modtog en anmeldelse om tirsdag kl. 11.43.
Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere og opfordrer gerne endnu en gang til, at man aldrig tager en pirattaxa hjem fra byen. Det kan som oftest aldrig svare sig – uanset, hvor fristende det end måtte være med et hurtigt lift hjem.
**
Fyrværkeri forsøgt stjålet
Natten til onsdag modtog Østjyllands Politi kl. 02.21 en anmeldelse om, at en gruppe ukendte gerningsmænd kort forinden havde klippet hegnet op til et område i Tilst, hvorfra der blev solgt fyrværkeri, inden personerne med en vinkelsliber havde skåret låsen op til en container fyldt med fyrværkeri.
Fra containeren havde gerningsmændene stjålet en større mængde fyrværkeri, primært i form af kasser med batterier og bomberør, som de tog med fra stedet i indkøbsvogne.
Flere patruljer blev straks sendt afsted, og nogle få minutter senere fandt en hundepatrulje frem til de fleste af de stjålne koster, som var blevet smidt i et større krat nogle få hundrede meter fra gerningsstedet. Gerningsmændene var efterfølgende angiveligt stukket af fra stedet i retning mod Tilst Skole og Svømmehal.
Området blev undersøgt nærmere, og Østjyllands Politi har foretaget sporsikring fra stedet. Ingen personer med relation til tyveriet blev udfundet i området, men sagen efterforskes nærmere.
Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer, men henviser som altid til, at man tænker sig om, hvis man bliver tilbudt at købe noget billigt fyrværkeri, da det muligvis kan være stjålet.
Køb kun fyrværkeri fra autoriserede forhandlere – og hold jer altid langt væk fra både at købe og sælge ulovligt fyrværkeri. Det er forbundet med stor risiko, når fyrværkeriet ikke er blevet fremstillet korrekt, og der er en årsag til, at nogle typer fyrværkeri er ulovlige.
**
Færdsel
Tirsdag kl. 12.40 skete der et mindre færdselsuheld på Viborgvej i Randers NV, hvor to biler kørte sammen i en svingbane ved Fladebrovej. Ingen personer kom umiddelbart til skade, og der skete begrænset med materiel skade i forbindelse med sammenstødet, der opstod, da en 28-årig mandlig bilist kørte op bag i en forankørende 35-årig kvindelig bilist.
Tirsdag kl. 14.46 skete der et færdselsuheld på Edwin Rahrs Vej i Brabrand, hvor en 24-årig mandlig bilist mistede herredømmet over sit køretøj i rundkørslen ved Herningmotorvejen. Episoden medførte, at den 24-årige først kørt ud i rabatten og ramte et træ, inden han påkørte en 33-årig mandlig bilist. Ingen personer kom umiddelbart til skade, men der skete materiel skade på begge køretøjer. Den 24-årige blev sigtet for ikke at udvise tilstrækkeligt med agtpågivenhed i trafikken og blev idømt en straksbøde på 1.000 kroner, da han var tysk statsborger.
Tirsdag kl. 16.03 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Aarhus V, hvor en 56-årig mandlig bilist kørte sammen med en 34-årig mandlig bilist. Uheldet skete angiveligt, da den 56-årige kom kørende ad Tilst Skolevej i sydlig retning og foretog et venstresving ad Viborgvej i østlig retning, hvorved der skete sammenstød med den anden part, som kom kørende ad Anelystvej i vestlig retning. Den 56-årige blev sigtet, men ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden.
Tirsdag kl. 22.26 skete der et færdselsuheld på Hadsundvej i Mejlby ved Spentrup, hvor en 45-årig kvindelig bilist mistede herredømmet over sit køretøj og kørte i grøften. Uheldet skete angiveligt grundet sort is og glat føre, men ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden, hvor der dog skete materiel skade på bilen.
Tirsdag kl. 23.11 skete der endnu et færdselsuheld grundet glat føre i form af sort is, hvor en 23-årig kvindelig bilist påkørte en modkørende. Den 23-årige kørte efterfølgende i grøften og rullede rundt, ligesom den modkørende bil også væltede rundt på taget som følge af sammenstødet. Omfanget af personskade og materiel skade er pt. ukendt.
Natten til onsdag kl. 00.04 modtog Østjyllands Politi om endnu et glatføreuheld, denne gang på Obdrupvej i Trustrup. En ladvogn ført af en 31-årig mandlig bilist holdt stille med udrykningsblinket tændt, mens den 31-årige var i gang med at trække en bil op fra grøften. Anmeldelsen til politiet kom dog først i form af et senere færdselsuheld som opstod, da en 83-årig mand kom kørende ad Århusvej mod nordøst. Her forsøgte han at bremse for at undgå påkørsel af ladvognen, hvilket mislykkedes grundet is på vejen. Den 83-årige kørte derfor ud i rabatten og holdt stille, da en 78-årig kvindelig bilist nogle sekunder senere kom kørende på samme strækning og påkørte ladvognen, hvorefter kvinden og hendes bil blev slynget over i den 83-åriges bil i grøften. Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden.
En 26-årig mandlig bilist blev onsdag kl. 01.38 sigtet for en lang række forhold, da han i narkopåvirket tilstand forsøgte at stikke af fra politiet. Episoden fandt sted på Engboulevarden i Randers SØ, hvor den 26-årige mand undlod at efterkomme politiets anvisninger om at køre ind til siden og i stedet forsøgte at flygte fra stedet ved at køre væk fra politiet. Eftersættelsen var kortvarig og endte på Grenåvej kort tid efter, hvor den 26-årige blev sigtet for narkokørsel, ikke at efterkomme politiets anvisninger, kørsel venstre om helleanlæg, kørsel frem for rødt lys, kørsel uden førerret, anvendelse af håndholdt mobil under kørsel, narkobesiddelse. Den 26-årige blev anholdt.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt 17 indbrud i privat beboelse i politikredsen.
- På Holmkærvej i Trige begået mellem fredag d. 22/12 kl. 17.00 til tirsdag d. 26/12 kl. 09.00
- På Frøkjærvænget i Harlev J begået mellem mandag d. 25/12 kl. 22.06 og tirsdag d. 26/12 kl. 09.00
- På Skelvangsvej i Randers NV begået mellem mandag d. 25/12 kl. 20.00 og tirsdag d. 26/12 kl. 08.00
- På Mølleparken i Mårslet begået mellem mandag d. 25/12 kl. 12.00 og tirsdag d. 26/12 kl. 11.00
- På Idrætsvej i Glesborg begået mellem søndag d. 24/12 kl. 15.00 og tirsdag d. 26/12 kl. 11.30
- På Johannes Grosens Vej i Egå begået mellem søndag d. 24/12 kl. 14.15 og tirsdag d. 26/12 kl. 12.15
- På Dyrlundsvej i Hammel begået mellem mandag d. 25/12 kl. 13.30 og tirsdag d. 26/12 kl. 13.39
- På Børglumvej i Risskov begået mellem fredag d. 22/12 kl. 16.00 og tirsdag d. 26/12 kl. 13.40
- På Skeltoften i Beder begået tirsdag d. 26/12 mellem kl. 07.00 og kl. 16.15
- På Stennehøj Allé i Højbjerg begået tirsadg d. 26/12 kl. 17.00
- På Kirkestien i Allingåbro begået tirsdag d. 26/12 mellem kl. 15.00 og kl. 17.38
- På Løkkenvej i Randers SV begået mellem lørdag d. 23/12 kl. 08.00 og tirsdag d. 26/12 kl. 19.00
- På Frederiks Allé i Aarhus C begået mellem fredag d. 22/12 kl. 17.00 og tirsdag d. 26/12 kl. 20.15
- På Frederiks Allé i Aarhus C begået mellem fredag d. 22/12 kl. 17.00 og tirsdag d. 26/12 kl. 20.15
- På Frederiks Allé i Aarhus C begået mellem fredag d. 22/12 kl. 17.00 og tirsdag d. 26/12 kl. 20.15
- På Helenelyst i Brabrand begået tirsdag d. 26/12 mellem kl. 14.00 og kl. 21.15
- På Kolt Østerparken i Hasselager begået mellem mandag d. 25/12 kl. 14.00 og tirsdag d. 26/12 kl. 21.45
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877