Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

28. maj 2021 11:24

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 28. maj 2021

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 10.30

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 10.30 i Retten i Aarhus to ukrainske mænd på 29 og 30 år, der sigtes for ulovligt arbejde. De blev anholdt tirsdag på en adresse i Solbjerg, og har siden været tilbageholdt, mens deres sag har været forelagt Udlændingestyrelsen (se omtale fra onsdagens døgnrapport nedenfor).

Udlændingestyrelsen har nu truffet afgørelse om, at de to mænd skal udvises af landet med et indrejseforbud på to år. De fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, indtil udvisningen kan effektueres. De har desuden begge fået en bøde på 3000 kroner.

 

Fra onsdagens døgnrapport: To mænd anholdt for ulovligt arbejde – arbejdsgiver også sigtet

Arbejdstilsynet kontaktede tirsdag ved middagstid Østjyllands Politi og fortalte, at de havde mistanke om, at to udenlandske mænd udførte ulovligt arbejde på en adresse i Solbjerg. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf de to mænd, som er ukrainske statsborgere. De havde arbejdstøj på, og der var flere tydelige tegn på, at mændene var i færd med udføre malerarbejde, selvom de ikke har en arbejdstilladelse.

De to mænd, der er hhv. 29 og 30 år, blev derfor begge anholdt på udlændingeloven og sigtet for ulovligt arbejde. En 39-årig kvinde blev sigtet for at have ansat de to mænd, selvom de ikke har arbejdstilladelse.

Mændene bliver nu tilbageholdt på udlændingeloven, mens Udlændingestyrelsen vurderer, om de skal udvises af landet.

**

 

Svedende indbrudstyv standset på vej væk

Natten til fredag kl. 02.16 blev en patrulje opmærksom på en bil, der kom kørende med høj hastighed fra Vesterbro Torv mod Langelandsgade. Betjentene fik standset bilen og tog kontakt til den 31-årige fører, der virkede meget nervøs og svedte kraftigt. Da betjentene stak hovedet ind i bilen kunne de se, der lå nogle computere, tre uåbnede pakker underbukser og et par handsker, hvilket virkede noget mistænkeligt.

I samme øjeblik kom der en melding om, at der havde været indbrud i et kontor på Studsgade i Aarhus C, hvor der blandt andet var blevet stjålet computere. Da betjentene kiggede nærmere på de computere, der lå i den 31-åriges bil, kunne de konstatere, at de tilhørte det firma, der netop havde haft ubudne gæster.

Den 31-årige mand blev derfor anholdt og sigtet for indbrud i privat kontor.

**

 

Kvinde udsat for blotter på vej på arbejde

Torsdag kl. 10.10 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 20-årig kvinde, der var blevet udsat for en blotter, da hun gik ved Gammel Kongevej i Viby. Kvinden var netop hoppet af sin cykel for at trække den op ad en stejl bakke ved Christian X’s Vej, da hun så en mand, der stod ved et grønt buskads med ryggen til hende.

Kvinden troede, at manden var i færd med at tisse, og hun kiggede derfor væk, da hun passerede ham. Men han hev fat i hendes arm, hvorefter hun vendte sig rundt og kunne se, at han havde hænderne i bukserne og onanerede. Kvinden fik vristet sig fri og gik videre, og da hun kiggede tilbage for at se, om manden fulgte efter, kunne hun se, at han havde taget sin penis frem fra bukserne, så den nu var helt blottet.

Kvinden kontaktede herefter politiet og gav et signalement af manden, hvorefter hun cyklede fra stedet, da hun skulle på arbejde. Kort efter spottede en patrulje en mand, der passede på signalementet, og som stod det samme sted, som kvinden havde udpeget som gerningssted.

Den 31-årige mand blev anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse ved blotteri. Da manden er udenlandsk statsborger fik han en straksbøde på 5000 kroner.

**

 

Brand i skraldecontainere

Natten til fredag kl. 01.20 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i to skraldecontainere på en parkeringsplads på Brobjerg Parkvej i Egå. Da politiet ankom til stedet, kunne betjentene konstatere at der var kraftig brand i et skraldeområde med dagrenovation. Ved siden af holdt en bil parkeret, som også havde taget skade af branden. I alt fire containere udbrændte.

Mens politi og brandvæsen var på stedet opdagede de, at der også var brand i en anden container ikke så langt derfra. Her stod der 12 skraldecontainere i et lignende skraldeområde, og syv af dem nåede at udbrænde. Derudover fik en bil, der holdt parkeret tæt på, skader som følge af varmepåvirkningen.

Politiet kan ikke afvise, at de to brande var påsat, og politiet til derfor gerne høre fra eventuelle vidner, der kan have set nogle mistænkelig personer i området ved 1-tiden natten til fredag. Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.

**

 

Aggressiv koncertgæst endte aftenen i detentionen

Torsdag aften var Østjyllands Politis specialpatrulje til stede ved Sidesporet på P. Hiort-Lorenzens Vej i Aarhus i forbindelse med en koncert. Her blev betjentene opmærksomme på en mand, der var meget aggressiv og råbte højt. Da betjentene bad ham følge med, kastede han sin cigaret og smed en kop kaffe hårdt i jorden.

Den 38-årige mand blev herefter sigtet for overtrædelse af restaurationsloven, men det gjorde ham blot endnu mere aggressiv og han begyndte nu at råbe af betjentene. Han nægtede at oplyse navn og fødselsdag, og han endte derfor med at blive anholdt og fik lov at sove rusen ud i detentionen.

**

 

Røg joint på p-plads ved gymnasium

Torsdag kl. 20.50 kørte en patrulje forbi Tilst Gymnasium på Kileparken i Tilst på baggrund af flere henvendelser om, at der ofte er uro og uorden og muligvis salg af narko på stedet. Da patruljen ankom holdt der to biler tæt på hinanden på parkeringspladsen, og i den ene sad føreren og røg en joint.

Betjentene tog kontakt til personerne og kiggede nærmere på bilerne. Den 23-årige fører fremviste selv en klump hash, og under ransagning af hans bil blev der desuden fundet flere ulovlige piller. Han blev derfor sigtet for besiddelse af narkotika.

**

 

Kniv lå gemt i bilen

Torsdag kl. 23.05 blev en patrulje på Jyllandsgade i Randers C opmærksomme på en bil, der holdt med tænding på. Betjentene tog kontakt til de fem mænd på 22, 31, 32, 35 og 36 år. Der lugtede af hash i bilen, så betjentene bad de fem mænd stige ud, så de alle kunne blive visiteret. Ingen af dem blev dog fundet i besiddelse af narkotika.

Efterfølgende ransagede betjentene bilen, og her fandt de to hammere og en køkkenkniv, der var gemt under et sæde. Den 22-årige mand, der havde siddet på højre bagsæde, blev sigtet for overtrædelse af knivloven.

**

 

Mand amok i Kirkegade

Torsdag kl. 15.23 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand var gået amok ved Kirkegade i Randers C. Manden gik råbte og sparkede til flere genstande ligesom han forsøgte at komme i slagsmål med flere personer på stedet. Da politiet ankom til stedet blev den 31-årige mand anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

**

 

Færdsel

Torsdag kl. 08.02 skete der et færdselsuheld på Søftenvej i Lisbjerg, Aarhus N. En bilist kørte i en uindregistreret bil med påsatte nummerplader ad Randersvej i nordvestlige retning, da han påkørte en autoværn, hvorefter han tog nummerpladerne med sig og løb fra stedet. Senere på dagen blev politiet kontaktet af en 32-årig mand, der oplyste, at han havde kørt bilen, som skulle klargøres til syn og derfor havde haft prøveplader på. Han blev oplyst om, at bilen nu var i politiets varetægt, og den videre sagsbehandling skal nu afklare, hvad den 32-årige mand eventuelt skal sigtes for. Der skete kun materiel skade som følge af uheldet.

Torsdag kl. 11.23 skete der et færdselsuheld i krydset Silkeborgvej/Viby Ringvej i Aarhus C. En 51-årig kvindelig bilist skulle svinge til venstre, da hun påkørte en 61-årig mandlig cyklist. Cyklisten blev kørt til skadstuen for at blive behandlet. Bilisten blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Torsdag kl. 12.33 skete der et færdselsuheld på Vissingvej i Hadsten, da en 59-årig mandlig lastbilchauffør fik lastbilens højre hjulpar ud i rabatten, hvilket resulterede i at lastbilen væltede rundt på siden. Føreren kom selv ud af førerhuset og var umiddelbart ikke kommet noget til. Trafikken kunne fortsat afvikles uden problemer, mens man afventede at en kranvogn skulle ankomme til stedet. Bjergningsarbejdet gik i gang ved 19-tiden og varede knap tre timer, hvor vejen var spærret og trafikken blev afledt via Nørre Galten.

Torsdag kl. 15.10 skete der et færdselsuheld på Hammelvej i Værum, Randers SV, hvor to biler, ført af henholdsvis en 20-årig mand og en 56-årig kvinde, kørte sammen. Der skete betydelig materiel skade ved sammenstødet, og den ene bilist blev kørt til tjek på skadestuen.

Torsdag kl. 17.50 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Vejlby Centervej i Risskov. I bilen fandt betjentene flere salgsposer med hash og et kontantbeløb, og den 19-årige mand og hans 17-årige kammerat, der også var med i bilen, blev begge sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på salg.

Torsdag kl. 18.00 blev en 24-årig mand sigtet for kørsel uden førerret, da han blev taget i at køre motorcykel på Ringvejen i Grenaa.

Torsdag kl. 20.25 spottede en gående patrulje en scooter med to personer på, der kom kørende på stisystemet ved Janesvej i Brabrand. Den ene af de lokale betjente kunne med det samme genkende den 15-årige fører, der blev råbt an og bremsede ned. Han blev kortvarigt på stedet, hvor han i første omgang blev sigtet for ikke at have anvendt styrhjelm, hvorefter han byttede plads med passageren, der kørte fra stedet.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Græsvangen i Tilst begået torsdag den 27/5 mellem kl. 06.30 og kl. 17.15

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

26. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 26. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

25. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 25. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

24. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 24. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.