Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 3. september 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 9.30
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 9.30 to udenlandske mænd på 28 og 34 år i grundlovsforhør ved Retten i Randers. De er sigtet for at have udført ulovligt arbejde i landet.
De to mænd blev anholdt tirsdag formiddag på en adresse i Hammel, hvor de blev truffet af betjente fra Østjyllands Politis Udlændingesektion, da de var i færd med at udføre renoveringsarbejde på en bygning.
De to mænd - begge syriske statsborgere - har ikke opholds- eller arbejdstilladelse i landet, og de kunne kun fremvise et udløbet bulgarsk fremmedpas, da de blev truffet af betjentene.
Læs mere om sagen i gårsdagens uddrag af døgnrapporten på linket her: https://politi.dk/oestjyllands-politi/doegnrapporter/oestjyllands-politi-uddrag-af-doegnrapporten-2-september-2026/2026/09/02
**
Bil beslaglagt efter vanvidskørsel
En patrulje fra Østjyllands Politi blev onsdag ved middagstid sendt til et område i Lystrup for at lede efter et køretøj, der tidligere på dagen var blevet blitzet af en ATK-måler på Lægårdsvej.
Ifølge målingen var bilen kommet kørende med en hastighed på 119 km/t, hvor den tilladte hastighed var på bare 50 km/t.
Med en overskridelse på mere end 100 procent blev sagen vurderet til at være vanvidskørsel, og patruljen fra Østjyllands Politi fandt kort tid efter frem til det pågældende køretøj, der var blevet efterladt på en parkeringsplads.
Ejeren blev kontaktet og gjort bekendt med sagen. Han nægtede at have ført bilen på det pågældende tidspunkt.
Ingen personer er på nuværende tidspunkt sigtet i sagen, som fortsat er under efterforskning med henblik på at få klarlagt, hvem der har ført bilen på tidspunktet for vanvidskørslen.
Bilen er blevet beslaglagt med henblik på senere konfiskation.
ATK-måleren var placeret på strækningen på baggrund af henvendelser fra borgere i Lystrup om kørsel med høj fart i området.
**
Flere kilo hash fundet på adresse i Aarhus V
En patrulje fra Østjyllands Politi var onsdag formiddag til stede på en adresse i Hasle, hvor der under en ransagning blev fundet flere kilo hash.
En 51-årig mandlig beboer på adressen blev sigtet for at have overtrådt loven om euforiserende stoffer og blev kl. 11.05 anholdt.
Den 51-årige blev taget med på stationen til nærmere afhøring og det fundne narko blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
Det blev ikke vurderet, at der var grundlag for en fremstilling i grundlovsforhør, og den 51-årige blev derfor løsladt senere på eftermiddagen efter endt afhøring til sagen.
**
Beruset mand på motorvejen
Østjyllands Politi modtog onsdag eftermiddag kl. 14.47 en anmeldelse om, at en bilist var kommet kørende på Østjyske Motorvej nær Sabro og havde opdaget en person, der lå i nødsporet.
En patrulje blev derfor straks sendt til stedet, da personen lå til fare for sig selv og den øvrige færdsel på strækningen.
Ved politiets ankomst til stedet nogle få minutter senere fik patruljen kontakt til anmelderen, som stod ved siden af den person, som lå i nødsporet i tydeligt beruset tilstand.
Betjentene fik hjulpet den berusede person væk fra vejen, inden han blev identificeret som en 48-årig mand fra lokalområdet.
Den 48-årige blev skønnet påvirket og ude af stand til at tage vare på sig selv, og han blev derfor anholdt på politiloven og sigtet for at have overtrådt færdselsloven ved at have gået på motorvejen, inden han blev taget med på stationen.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Voldbækvej i Brabrand begået fredag d. 28/8 mellem kl. 12.00 og kl. 15.00
- På Knudrisgade i Aarhus C begået mellem lørdag d. 25/4 kl. 11.00 og mandag d. 27/4 kl. 11.00
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877