Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 30. december 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Skød fyrværkeri ud fra bilvindue og blev standset af politiet og sigtet
Natten til tirsdag kl. 01.24 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der blev skudt fyrværkeri ud fra vinduet ved passagersædet i en personbil, der kom kørende på Viby Ringvej i krydset ved Søren Frichs Vej i Viby J.
Ifølge anmeldelsen blev fyrværkeriet skudt ud på kørebanen til gene og fare for de øvrige trafikanter, og en patrulje i nærheden blev derfor straks sendt til stedet for at få standset bilen og få kontakt med de involverede personer.
Få sekunder senere fik politiet øje på den pågældende bil, hvorfra der angiveligt var blevet smidt fyrværkeri ud fra, som nu holdt stille på en parkeringsplads ved Ankersgade.
På passagersædet sad en 18-årig mand, som mellem sine ben havde en pose med et bomberør.
Den 18-årige mand blev sigtet for at have overtrådt fyrværkeriloven og fik sit bomberør beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion. Han erkendte at have affyret fyrværkeri fra bilen kort forinden.
De sociale myndigheder blev desuden underrettet om episoden, da en 13-årig pige sad på bagsædet i bilen. Hendes forældre blev ligeledes orienteret, og hun blev efterfølgende hentet af sine pårørende og kørt hjem.
Østjyllands Politi gør opmærksom på, at det først i morgen og i overmorgen – onsdag den 31/12 og torsdag d. 1/1 – er lovligt at affyre sit lovligt indkøbte fyrværkeri. Det er alle dage året rundt ulovligt at skyde fyrværkeri af mod andre mennesker.
**
To børn udsat for overfald – politiet efterforsker sagen
Østjyllands Politi modtog mandag eftermiddag kl. 12.52 en anmeldelse om, at to mindreårige drenge angiveligt var blevet overfaldet af en yngre mand, da de var kommet gående på Gl. Hadsundvej i det centrale Randers.
Ifølge anmeldelsen havde vedkommende først sparket den ene dreng og dernæst den anden, da de to drenge var kommet gående på fortovet og havde været på vej hjem.
Ingen af de to drenge kom alvorligt til skade i forbindelse med episoden, og de pårørende er orienteret. Episoden blev overværet af flere vidner på stedet, og Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle øvrige vidner med kendskab til sagen.
Sagen er fortsat under efterforskning og politiet har for nuværende ikke har yderligere kommentarer til sagen.
**
Onanerede på altan og blev sigtet for blufærdighedskrænkelse
Mandag kl. 12.34 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra en borger om, at en mand angiveligt stod på en nærtliggende altan i det nordøstlige Randers og blottede sig for forbipasserende, mens han onanerede ud mod gaden.
En patrulje blev derfor sendt til den pågældende adresse, hvor betjentene kort tid efter fik kontakt til den 78-årige mandlige beboer på stedet.
Den 78-årige mand blev sigtet for blufærdighedskrænkelse ved blotteri og blev gjort bekendt med, at det var uønsket – og ulovligt – hvad han havde foretaget sig på sin altan.
Han erkendte forholdet.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Bispeparken i Åbyhøj begået onsdag d. 24/12 mellem kl. 17.00 og kl. 19.00
- På Beder Landevej i Beder begået mandag d. 29/12 kl. 04.00
- På Stadion Allé i Grenaa begået mellem lørdag d. 20/12 kl. 12.00 og mandag d. 29/12 kl. 16.00
- På Gammel Munkegade i Aarhus C begået mandag d. 29/12 mellem kl. 15.00 og kl. 17.50
- På Kanehaven i Risskov begået tirsdag d. 30/12 kl. 04.24
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877