Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 30. oktober 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 10.15
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 10.15 en 37-årig udenlandsk kvinde i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Hun er sigtet for flere forhold af butikstyveri.
Den 37-årige kvinde blev anholdt torsdag aften kl. 18.47 i forbindelse med, at hun kort forinden var blevet opdaget i at begå tyveri fra en forretning i et butikscenter på Marsvej i det sydøstlige Randers.
Foruden forholdet fra torsdag aften er den 37-årige kvinde, der er polsk statsborger, sigtet for omkring 25 forskellige forhold af butikstyveri begået i Aarhus og Randers gennem året.
**
Fandt hash og skunk på adresse i Brabrand
På baggrund af mistanke om narkosalg fra en konkret adresse var en patrulje fra Østjyllands Politis Lokalpoliti i Aarhus Vest torsdag formiddag til stede ved den pågældende lejlighed i Brabrand for at undersøge mistanken nærmere.
Ud for den pågældende adresse lugtede det kraftigt af hash, og betjentene rettede derfor henvendelse til den 24-årige mandlige beboer på stedet og gjorde ham bekendt med anledningen.
Under en efterfølgende ransagning af adressen fandt politiet en sportstaske med narko, som blev kontrolvejet til omkring 1 kilo skunk og 750 gram hash.
Den 24-årige mand blev sigtet for forsøg på salg af narko og fik indholdet af sin sportstaske beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
**
Færdselsindsats i det vestlige Aarhus
Betjente fra Østjyllands Politis Færdselssektion førte torsdag aften og eftermiddag kontrol i det vestlige Aarhus - og 35 trafikanter fik i den forbindelse én eller flere sigtelser med sig videre.
I alt 38 sager fik politiet skrevet om trafikanter, som ikke overholdt loven - herunder eksempelvis en mandlig bilist, som på Østjyske Motorvej kørte med en hastighed på 135 km/t i gennemsnit på en strækning, hvor der var vejarbejde og derfor nedsat hastighedsgrænse til 80 km/t.
Den høje fart ved vejarbejdet udløste en betinget frakendelse af kørekortet, mens bilisten nu kan se frem til en kontrollerende teori- og køreprøve.
Derudover brugte politiet også noget af tiden under indsatsen på føreren af et elløbehjul, som blev skønnet til at kunne køre langt hurtigere end de tilladte 20 km/t.
Det var en motorcykelbetjent, som fik øje på det hurtige elløbehjul og ønskede at bringe føreren til standsning - men da udrykningssiglerne på motorcyklen blev tændt, havde det den stik modsatte effekt end normalt.
Føreren af elløbehjulet satte farten yderligere op og accelerere, hvorefter eftersættelsen gik gennem Aarhus Midtby - mod ensretningen og over for flere røde lys i de større trafikerede lyskryds med en hastighed på omkring 70 km/t undervejs.
Eftersættelsen sluttede dog brat, da føreren af elløbehjulet fik fanget sig selv i en blindgyde, hvorefter han smed elløbehjulet fra sig og flygtede op ad en trappe og ind i skoven.
Elløbehjulet blev taget med ind på Politigården i Aarhus som hittegods, men føreren har endnu ikke henvendt sig med ønske om at få det genudleveret.
Færdselsindsatsen i det vestlige Aarhus resulterede i følgende sager:
1 x kørekort ej medbragt
1 x lov om taxa
6 x brug af håndholdt mobil (klip)
2 x fremkørsel mod gult lyssignal
2 x sikkerhedssele ej benyttet, fører
1 x kørsel uden førerret
4 x hastighed (klip)
1 x synsindkaldelse
2 x unødig støj v. konstruktive ændringer
2 x manglende signal- og tegngivning
5 x små motoriserede køretøjer m.v., særlige regler for (el-løbehjul m.v.)
1 x svingning, ej sket uden ulempe (klip)
1 x hastighed motorvej v. 135 km/t mod tilladt 80 km/t i vejarbejdet.
1 x personbil tilbageholdt v. mistanke om manipulation med forureningsbegrænsende udstyr
2 x fejl og mangler, solfilm i forrude og forreste sideruder
2 x håndholdt mobil, cykel
1 x stor knallert på cykelsti
1 x cykel mod ensretningen
1 x elløbehjul, ej lovligt
1 x lyssignal ej respekteret, fodgænger
**
Tissede på gaden i Aarhus og forsøgte at stikke af
En patrulje fra Østjyllands Politi fik torsdag kort før kl. 22.00 øje på en person, som stod og urinerede i en gadeport på Park Allé - og betjentene rettede derfor henvendelse til manden.
I samme øjeblik fik den tissetrængende mand øje på ordensmagten, og han satte derfor i løb i sydgående retning ad Park Allé.
Politiet fulgte efter og fik indhentet manden, der efterfølgende blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen i forbindelse med episoden kort forinden.
Under sin anholdelse blev den pågældende mand også sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
Han blev identificeret som en 20-årig mand fra det centrale Aarhus og blev ikke fundet i besiddelse af ulovlige genstande under en efterfølgende visitation. Den 20-årige mand blev løsladt få minutter senere.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Elmehøjen i Aarhus N begået mellem tirsdag d. 27/10 og torsdag d. 29/10
- På Vilhelm Becks Vej i Viby J begået torsdag d. 29/10
- På Enebærvej i Risskov begået mellem søndag d. 25/10 og torsdag d. 29/10
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877