Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 4. marts 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Ild og kraftig røg i butik i Randers
Tirsdag kl. 16.38 rykkede politi og brand ud til anmeldelse om, at der var ild i en butik på Marsvej i Randers SØ.
Ilden startede i en bunke af tæpper i udstillingen. Det gav flammer og massiv røgudvikling, og butikkens sprinklere blev aktiveret. Brandvæsenet påbegyndte slukningsarbejdet, mens alle tilstedeværende blev evakueret fra butikken.
De indledende undersøgelser og afhøringer tyder på, at et barn havde fundet en lighter og sat ild til nogle tæpper i butikken.
Ingen personer kom til skade ved branden, men butikken og dens inventar fik omfattende skader.
**
Værktøj stjålet fra opbrudte varebiler
I løbet af natten til tirsdag var ubudne gæster på spil i Spentrup ved Randers. Her blev to varebiler på forskellige adresser brækket op og alt el-værktøj i bilerne stjålet.
El-værktøj er desværre ofte eftertragtet hos tyvene. Sørg derfor altid for at have mærket dit værktøj, så det kan ses, at det er dit, og parker gerne på steder med god belysning, hvor tyvene har sværere ved at arbejde i fred.
Vær også kritisk, hvis du køber brugt værktøj. Hvis du bliver tilbudt at købe værktøj, som på den ene eller anden vis er mærket med et firmanavn eller lignende, så kontakt politiet.
**
Tip ledte til fund af hash og puffbars
Tirsdag morgen bankede Specialpatruljen på døren på en adresse i Aarhus V. Det skete på baggrund af et tip om, at der blev solgt narko fra adressen.
Fra hoveddøren kom en kraftig lugt af hash, og inde fra lejligheden kom lyde men på trods af, at betjentene bankede på flere gange og råbte ind til lejligheden, at de skulle åbne, var der ingen, der lukkede op. Betjentene skaffede sig adgang til lejligheden ved at opbryde en dør, men da de kom ind, var der ikke længere nogen. De fik dog telefonisk kontakt til adressens beboer og foretog ransagning.
I lejligheden fandt de en mængde hash og en større mængde puffbars.
Den 32-årige mand, som boede på adressen, blev sigtet for besiddelse af begge dele.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds:
- På Ørnegårdsvej i Højbjerg begået tirsdag d. 3/3 mellem kl. 06.50 og kl. 16.20
- På Søhøjen i Tilst begået tirsdag d. 3/3 mellem kl. 04.30 og kl. 20.10
- På Søhøjen i Tilst begået tirsdag d. 3/3 mellem kl. 04.30 og kl. 20.10
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877