Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

5. august 2021 11:33

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 5. august 2021

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i dag.

 

**

 

Var på jagt efter en efterfest og endte med at blive overfaldet

Natten til torsdag kl. ca. 02.30 blev en 21-årig mand udsat for et voldeligt overfald i Aarhus midtby. Den 21-årige mand har forklaret til politiet, at han havde været i byen med sin fætter og var på jagt efter en efterfest. De to mænd tog kontakt til en gruppe på fem mænd, der stod og sad ved Clemens Bro, og spurgte, om de kendte til en efterfest.

Ifølge den 21-årige udviklede det sig herfra voldsomt, idet den ene af mændene truede dem med tæsk, hvis de ikke forsvandt fra stedet, hvorefter han rejste sig op og skubbede den 21-årige i brystet. Den 21-årige faldt til jorden og blev herefter slået flere gange i hovedet og på kroppen af to af mændene.

Den 21-årige har forklaret, at han kom fri og begyndte at gå fra stedet i retning mod DOKK1 med gruppen efter sig. Hans fætter forsøgte at tale gruppen til ro, men de kom tættere på ham og begyndte at råbe efter ham. Herefter slog den ene af dem kasketten af hans hoved og skubbede ham ind i et glasparti, hvorefter han slog ham to gange i ansigtet. En anden fra gruppen bad gerningsmanden stoppe, og de gik herefter hver til sit.

Manden der flere gange truede og slog den 21-årige beskrives som:

  • Dansk af udseende
  • 20-25 år gammel
  • 185-190 cm høj
  • Muskuløs
  • Lyst hår der var kort i siderne og længere på toppen med en sideskilning mod højre
  • Var iført en hvid T-shirt og jeans

Den anden mand der slog på den 21-årige ved Clemens Bro beskrives som:

  • Dansk af udseende
  • 20-25 år gammel
  • Ikke så høj
  • Havde mørkt fuldskæg med lidt lyst i
  • Kort hår
  • Var iført en form for mørkegrøn army jakke/trøje med lommer foran

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set overfaldet ved Clemens Bro kl. ca. 02.30 natten til torsdag eller som kan have viden om, hvem personerne kan være. Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.

**

Brand i tørretumbler

Onsdag kl. 12.50 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der kom røg ud fra en vaskekælder på Nørregade i Hammel. Da politi og brandvæsen ankom til stedet, var der umiddelbart ikke nogen flammer at se, men der kom røg ud fra vaskekælderen.

Brandfolkene fik evakueret opgangen og gik derefter ind i vaskekælderen, som var fyldt med røg. Det viste sig, at røgen stammede fra en tørretumbler, hvor der var gået ild i noget tøj. Brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden og kl. ca. 13.45 kunne beboerne atter vende retur til deres lejligheder. Ingen personer kom til skade.

**

Harmonikaspiller med ét nummer på repertoiret blev bortvist

Onsdag kl. 16.27 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en borger, der var blevet noget træt af at høre på en mand, der spillede harmonika på Frederiksbroen på Frederiksgade i Aarhus C. Ifølge anmelderen kender manden kunne én melodi, som han så spiller 3-4 timer i streg.

Da patruljen ankom til stedet holdt musikanten pause, og betjentene fik derfor ikke selv lejlighed til at høre det omtalte nummer. Den 36-årig mand fra Rumænien blev dog bortvist fra stedet og fik besked på, at hans harmonikaspil ikke er ønsket noget offentligt sted i Aarhus midtby.

**

Hurtig trailer udløste straksbøde

Onsdag kl. 10.00 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en bilist, der kørte bag ved en bil med en trailer bagpå, som kørte væsentligt over de tilladte 80 km/t. En patrulje kørte efter bilen og foretog en fartmåling, der viste, at bilen med traileren kørte mindst 111 km/t.

Bilen blev standset, og den 27-årige rumænske mand, der sad bag rattet, blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven. Da han var udenlandsk statsborger, fik han en straksbøde på 3000 kroner, som han betalte med det samme.

**

Færdsel

Onsdag kl. 11.15 blev en 50-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Østergade i Hammel.

Onsdag kl. 11.56 skete der et færdselsuheld på Oddervej i Malling. En 71-årig mandlig bilist kom kørende ad Oddervej, da han ved Nymarksvej var uopmærksom et øjeblik og endte i modsatte vognbane, hvor han påkørte en modkørende bil, der blev ført af en 43-årig kvinde. Ingen har parterne kom umiddelbart alvorligt til skade ved sammenstødet. Den 71-årige mand blev sigtet for overtrædelser af færdselsloven for manglende agtpågivenhed og forkert placering på vejen.

Onsdag kl. 12.02 skete der et færdselsuheld på Clausholmvej i Randers SØ. En 54-årig kvindelig bilist holdt stille på Clausholmvej og afventede at svinge til venstre ad Lykkeshøjvej, da hun blev påkørt bagfra af en anden bil, der blev ført af en 20-årig mand. Den 20-årige mand sad fastklemt i sin bil og måtte hjælpes ud, men han var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade. Den 54-årige kvinde slap umiddelbart uskadt fra uheldet.

Onsdag kl. 14.40 skete der et færdselsuheld på Silkeborgvej i Åbyhøj. En bilist var i færd med at foretage en parallelparkering på Silkeborgvej og holdt delvist ude på kørebanen, da bilen blev påkørt af en bus. Påkørslen medførte, at bilen blev skubbet ind i en anden bil, der også holdt parkeret på stedet. Der skete umiddelbart ingen personskade, men den kvindelige fører af bilen og hendes spædbarn blev for en sikkerheds skyld kørt til tjek på skadestuen.

Onsdag kl. 19.44 skete der et færdselsuheld på Steen Blichers Gade i Randers C. En anmelder så en bilist påkøre en parkeret bil, tilhørende en 52-årig mand, hvorefter bilisten kørte fra stedet uden at tilse skaden eller lægge en seddel.

Onsdag kl. 21.34 blev en 34-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og narkobesiddelse, da han blev standset af en patrulje på Røgelvej i Brabrand.

Onsdag kl. 22.13 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Kongsvang Allé i Aarhus C.

Natten til torsdag kl. 00.21 skete der et solouheld på Skovridervej ved Marselisborg Skov i Aarhus C. En 55-årig kvindelig bilist kørte ind i et træ, hvorefter bilen trillede rundt og endte på taget. Kvinden blev kørt til behandling på skadestuen, men var umiddelbart ikke i kritisk tilstand. Hun blev efterfølgende sigtet for spirituskørsel.

Torsdag morgen kl. 06.43 skete der et færdselsuheld i krydset Herredsvej/Hasle Ringvej i Aarhus V. En 36-årig kvindelig bilist kom kørende ad Hasle Ringvej og skulle svinge til venstre i krydset ved Herredsvej, da hun påkørte en 59-årig mandlig cyklist, der var på vej ligeud i krydset. Efterfølgende blev den 36-årige kvinde påkørt bagfra af en anden bil, der blev ført af en 50-årig kvinde. Cyklisten blev kørt til tjek på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorlig til skade. Den 36-årige bilist blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Aage Bergs Vej i Risskov begået mellem torsdag den 29/7 kl. 06.00 og onsdag den 4/8 kl. 09.15
  • På Jægergårdsgade i Aarhus V begået tirsdag den 3/8 kl. 23.00
  • På Heraklesvej i Randers SØ begået mellem søndag den 1/8 kl. 23.00 og mandag den 2/8 kl. 09.00
  • På P.O. Pedersens Vej i Aarhus N begået onsdag den 4/8 mellem kl. 09.00 og kl. 17.1

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

23. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 23. december 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

22. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 22. december 2024.

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds.

21. december 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag fra døgnrapporten 21. december 2024.

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds.