Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 5. august 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Kvindelig cyklist påkørt af lastbil
Østjyllands Politi modtog tirsdag formiddag en anmeldelse om, at en kvindelig cyklist var blevet ramt af en lastbil på Hadsundvej i det nordøstlige Randers.
Ifølge anmeldelsen var kvinden kommet kørende på cykelstien, hvorefter hun af pt. uvisse årsager var drejet kraftigt til venstre ud på Hadsundvej nær Nordre Fælledvej, hvor hun blev ramt af lastbilen.
Kvinden blev efterfølgende kørt til hospitalet i alvorlig tilstand.
En bilinspektør blev tilkaldt, mens uheldsstedet kunne passeres med forsigtighed, og trafikken blev reguleret af politiet.
Den påkørte cyklist blev identificeret som en 70-årig kvinde fra lokalområdet, og de pårørende er orienteret. Lastbilen var ført af en 52-årig mand.
Ingen personer er for nuværende sigtet i sagen, og Østjyllands Politi har umiddelbart ikke yderligere kommentarer, da politiet nu afventer bilinspektørens rapport.
**
Forsøgte at bide betjent i armen efter anmeldelse om uroligheder i Ulstrup
Tirsdag eftermiddag kl. 13.23 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået tumult og uroligheder blandt nogle personer på Ulstrupvej et sted mellem Langå og Ulstrup, hvor særligt én person havde udvist en udadreagerende og aggressiv adfærd.
En patrulje blev derfor sendt til stedet for at undersøge anmeldelsen nærmere, og ved ankomst dertil fik betjentene blandt andet kontakt til den 44-årige mand, som anmeldelsen særligt omhandlede.
Den 44-årige mand blev skønnet påvirket af både spiritus og narko, og han ønskede ikke umiddelbart at samarbejde med betjentene. Han blev derfor frihedsberøvet på politiloven og forsøgt ilagt håndjern.
I forbindelse med anholdelsen spændte han kraftigt op i kroppen, og han forsøgte efterfølgende at bide en betjent i armen. Den 44-årige mand blev derfor sigtet for have lagt hindringer i vejen for politiets arbejde og for at have forsøgt at begå vold mod en polititjenestemand.
Han blev derefter taget med på stationen til nærmere afhøring, inden han senere på dagen blev løsladt.
**
Kørende narkosælger bragt til standsning og anholdt
Politinæsen fejlede umiddelbart ingenting, da en patrulje fra Østjyllands Politi tirsdag eftermiddag fik øje på et mistænkeligt køretøj, som efterfølgende blev bragt til standsning.
Episoden fandt sted på Lottesvej i Brabrand, hvor patruljen rettede henvendelse til føreren, som blev identificeret som en 22-årig mand fra lokalområdet.
Fra bilen blev politinæserne mødt af en kraftig lugt af hash, og under en efterfølgende ransagning af køretøjet fandt betjentene flere mindre salgsposer med skunk og yderligere nogle med hash.
Den 22-årige mand blev derfor sigtet for besiddelse af narko med henblik på videresalg, og da han under en visitation blev fundet i besiddelse af nogle tusinde kroner i kontakter, som formodes at stamme fra salg af narko, blev han ligeledes sigtet for dette.
Skunk, hash og kontanter blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation, og den 22-årige mand blev anholdt og taget med på stationen til nærmere afhøring.
**
Brand i lejlighed efterforskes som påsat
Østjyllands Politi modtog natten til mandag en anmeldelse om, at der var opstået brand i en lejlighed på Gudrunsvej i Brabrand.
Anmeldelsen blev modtaget omkring kl. 01.00, og flere patruljer og brandvæsen blev derfor straks sendt til stedet, hvor en 51-årig kvindelig beboer var blevet hjulpet ud fra sin lejlighed i forbindelse med en kraftig røgudvikling på stedet.
Ingen øvrige personer var umiddelbart kommet til skade i forbindelse med episoden. Den 51-årig kvinde blev efterfølgende kørt med ambulance til kontrol på hospitalet for eventuelle røgskader.
Branden var angiveligt blevet slukket af nogle naboer, før den for alvor havde nået at udvikle sig, og før brandvæsenet var ankommet til stedet.
Østjyllands Politi efterforsker sagen, hvor der formentlig er tale om en påsat brand. Brandårsagen er ikke endeligt fastlagt, og gerningsstedet blev afspærret natten til onsdag med henblik på at få foretaget yderligere opfølgende undersøgelser fra stedet.
Pt. ikke yderligere kommentarer til sagen.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Trankær Mosevej i Tranbjerg begået mellem mandag d. 3/8 kl. 13.00 og tirsdag d. 4/8 kl. 08.35
- På Trankær Mosevej i Tranbjerg begået mellem torsdag d. 30/7 kl. 15.00 og mandag d. 3/8 kl. 11.30
- På Møgelbjergparken i Grenaa begået mellem mandag d. 3/8 kl. 12.00 og tirsdag d. 4/8 kl. 10.00
- På Cikorievej i Grenaa begået mellem søndag d. 2/8 kl. 12.00 og tirsdag d. 4/8 kl. 15.15
- På Højgårdsvej i Gjerlev J begået mellem søndag d. 2/8 kl. 12.00 og tirsdag d. 4/8 kl. 14.50
- På Rugbjergvej i Viby J begået mellem mandag d. 3/8 kl. 16.00 og tirsdag d. 4/8 kl. 16.05
- På Krogagre i Risskov begået tirsdag d. 4/8 mellem kl. 07.00 og kl. 17.40
- På Stationsgade i Risskov begået mellem onsdag d. 29/7 kl. 09.00 og tirsdag d. 4/8 kl. 18.30
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877