Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

5. december 2025 13:52

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 5. december 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Grundlovsforhør ved Retten i Randers førte til straksdom

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede fredag kl. 11.00 en 25-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers, hvor han var sigtet for besiddelse af narko i form af nogle hundrede gram kokain.

 

I forbindelse med grundlovsforhøret erkendte den 25-årige sig skyldig, og han blev derfor idømt en straksdom på et år og fem måneders fængsel, hvoraf de tre måneder blev udløst fra en tidligere, lignende dom.

 

Den 25-årige mand blev anholdt torsdag aften på en adresse i det centrale Randers, da Østjyllands Politi havde fået et tip om, at der foregik salg af kokain fra stedet.

 

Et par betjente rettede derfor henvendelse på stedet for at undersøge forholdene nærmere, hvorefter politiet blandt andet traf den 25-årige mand på adressen.

 

Den 25-årige mand blev kl. 20.55 sigtet og anholdt for at have overtrådt loven om euforiserende stoffer, og under en efterfølgende ransagning af bopælen fandt betjentene frem til en mindre mængde kokain.

 

I lejligheden fandt politiet også nøglerne til et par biler, og under en efterfølgende ransagning af bilerne, fandt politiet en yderligere mængde kokain og remedier til salg af narko.

 

Kokainen blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion, og den 25-årige mand fik desuden beslaglagt flere tusinde kroner i kontanter, som formodes at stamme fra tidligere salg af narko.

 

I forlængelse af straksdommen ved Retten i Randers blev den 25-årige mand varetægtsfængslet frem mod endelig afsoning. Han kærede ikke kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten og ankede heller ikke fængselstraksdommen.

 

**

 

Cykel- og færdselsindsats i Aarhus

Trods lidt småregn og kølige torsdagstemperaturer havde en del aarhusianere i går eftermiddags og aftes sat sig på deres tohjulede køretøjer i Smilets By – og flere af dem fik i den forbindelse et uventet møde med en færdselsbetjent.

 

En gruppe betjente fra Østjyllands Politis Færdselssektion var taget på en målrettet cykelindsats, hvor særligt lygteføringen i de mørke decembertimer viste sig at være en udfordring for cyklisterne.

 

Manglende evne til at følge skiltningen var også blandt højdepunkterne fra indsatsen, hvor i alt 130 cyklister fik i alt 137 sigtelser med sig hjem under juletræet.

 

  • 74 x cyklister havde forkert eller manglende lygteføring i mørket
  • 29 x overholdt ikke skiltning med indkørsel forbudt og kørsel imod ensretningen
  • 10 x cyklede i fodgængerfelt
  • 12 x kørte over for rødt
  • 3 x brugte mobiltelefon
  • 1 x kørte på fortov
  • 1 x havde uvirksom bremse
  • 1 x var forkert placeret under venstresving
  • 1 x knallert var belæsset, så det kostede en bøde
  • 1 x knallert kørte overfor rødt
  • 4 x kørte på elløbehjul uden hjelm

 

Foruden de mange snakke med cyklisterne traf betjentene også 20 forskellige bilister, som fik lov at dele følgende 25 sigtelser mellem sig:

 

  • 9 x ej efterkommet skiltning
  • 1 x kørsel imod ensretningen (klip)
  • 1 x brug af håndholdt mobiltelefon (klip)
  • 1 x bil ført på cykelsti
  • 2 x overhaling (klip)
  • 1 x U-vending forbudt
  • 1 x forkert lygteføring
  • 2 x ej benyttet sikkerhedssele
  • 1 x ej medbragt kørekort
  • 1 x kørsel uden førerret
  • 1 x varebil uden CVR-nummer
  • 1 x standsning forbudt overtrådt
  • 2 x uberettiget brug af haveriblink
  • 1 x forureningsmanipulation ved afmontering af partikelfilter på dieselbil

 

Samlet set: 162 sager fordelt på 150 trafikanter.

 

**

 

Anmeldelse om røveri i Randers førte til flere anholdelser

Østjyllands Politi modtog torsdag morgen kl. 07.35 en anmeldelse om, at en 48-årig mand havde været udsat for et røveri på en adresse i det nordvestlige Randers, inden han var løbet fra stedet og politiet var blevet tilkaldt.

 

Ved ankomst til den pågældende adresse traf politiet kort tid efter tre personer, som alle blev anholdt og sigtet i sagen.

 

Der var tale om to 20-årige kvinder og en 16-årig dreng, som ifølge politiets oplysninger også havde været til stede under det anmeldte røveri, hvor den 48-årige mand angiveligt var blevet truet med en kniv til at overføre nogle tusinde kroner via telefonen.

 

Ifølge den foreløbige efterforskning har flere personer angiveligt været til stede på adressen under røveriet, der er blevet begået i en form for misbrugsmiljø.

 

Senere på torsdagen blev også en 29-årig kvinde anholdt og afhørt til sagen. Alle de anholdte er blevet løsladt efter endt afhøring i løbet af torsdagen.

 

Østjyllands Politi efterforsker fortsat sagen nærmere og har pt. ikke yderligere kommentarer.

 

**

 

Tip om narko førte til fund af skunklaboratorium

Betjente fra Østjyllands Politis Specialpatrulje kørte torsdag eftermiddag til en adresse i Mørke på Djursland, da politiet havde modtaget oplysninger om, at der blev dyrket og opbevaret skunk og narko på stedet.

 

Ved ankomst til adressen traf politiets en 59-årig mandlig beboer, som blev set ryge en joint foran politiet. Han blev derfor sigtet for besiddelse af narko, inden politiet foretog en ransagning af adressen.

 

I fryseren lå omkring 100 gram amfetamin, og rundt omkring i huset fandt betjentene fra Specialpatruljen knap 5 kilo skunk og 10 kilo cannabisplanter, som blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.

 

Den 59-årige mand blev anholdt og taget med på stationen og fik desuden beslaglagt knap 10.000 kroner i kontanter, som formodes at stamme fra salg af narko og blev fundet på adressen under ransagningen.

 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

 

  • På Esmarcksvej i Ryomgård begået mellem torsdag d. 2/12 kl. 14.00 og onsdag d. 3/12 kl. 18.40
  • På Søndre Ringgade i Aarhus C begået torsdag den 4/12 mellem kl. 07.45 og kl. 13.45
  • På Porskær i Brabrand begået torsdag d. 4/12 kl. 17.32
  • På Porskær i Brabrand begået torsdag d. 4/12 mellem kl. 07.30 og kl. 17.30
  • På Skovhøj i Hasselager begået torsdag d. 4/12 kl. 18.50
  • På Kildeagervej i Hasselager begået torsdag d. 4/12 kl. 19.05
  • På Åstrupparken i Grenaa begået mellem tirsdag d. 2/12 kl. 10.00 og torsdag d. 4/12 kl. 20.45
  • På Trige Møllevej i Trige begået torsdag d. 4/12 mellem kl. 16.50 og kl. 21.10

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

1. april 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 1. april 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

31. marts 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 31. marts 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

30. marts 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 30. marts 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.