Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

5. juni 2026 10:56

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 5. juni 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er pt. ingen planlagte fremstillinger i grundlovsforhør i kredsen i dag.

**

 

To mænd anholdt med stjålne designerstole

Natten til fredag kl. 03.42 kørte flere patruljer til Axel Kiers Vej i Højbjerg, hvor der var melding om indbrud i øjeblikket i to nabo-virksomheder, og flere alarmer var gået på stedet.

På adressen kunne man konstatere, at der det ene sted var knust en rude, mens et vindue på den anden adresse var brudt op, formentlig med et koben. Mens en patrulje blev på stedet og talte med en vægter, kørte en hundepatrulje til en adresse i nærheden, hvor en tidligere kending, som de mistænkte kunne være involveret, boede.

Patruljen på stedet fik samtidig skaffet overvågning og kunne her se to mænd samt en personbil. Og ganske rigtigt - da hundepatruljen ankom til adressen, deres mistænkte boede på, fik de øje på to mænd, der svarede til beskrivelsen fra overvågning, samt den selvsamme bil, der var blevet brugt i forbindelse med de to indbrud. De to mænd ved bilen var i færd med at tømme den for en række designerstole.

Da de to mænd fik øje på betjentene, løb den ene mand ind i huset. Betjentene nåede dog at komme ham i forkøbet, da den ene betjent skyndte sig om til husets bagside og stod klar, da manden kort efter kom ud af terrassedøren og hoppede over et hegn ud af haven. Her kunne betjenten derfor lægge ham i håndjern og anholde den 29-årige mand, idet han landede på den anden side af hegnet.

I mellemtiden var den anden mand, som var 51 år, også blevet anholdt ved husets forside.

Via vagtcentralen blev det konstateret, at stolene, som mændene havde været i færd med at læsse ud af bilen, stammede fra indbrud i en sognegård tæt ved. De to mænd blev derfor sigtet for indbrud i begge virksomheder samt i sognegården, og stolene blev returneret til sognegården.

 

**

Få sigtelser efter første døgn på Northside

Musikfestivallen Northside startede i går i Eskelunden i Aarhus, og som ved øvrige større arrangementer i politikredsen, var Østjyllands Politi naturligvis også til stede.

Første dag forløb godt og roligt uden større hændelser. Specialpatruljen var til stede på festivalpladsen og sigtede i løbet af aftenen fem personer for besiddelse af narko.

Aftenen bød desuden på tre anholdelser. En 27-årig mand blev anholdt og sigtet for besiddelse af narko, efter at vagterne fandt narko på ham i forbindelse med indgang og tilkaldte politiet, og en 30-årig mand måtte en tur med på politistationen efter at være kommet i uoverensstemmelser med et par andre gæster foran en bar.

En 16-årig dreng blev desuden anholdt og sigtet for besiddelse af narko, for husfredskrænkelse og for at lægge hindringer i vejen for politiets udførelse af arbejde. Det skete, efter at Specialpatruljen kl 21.55 fik øje på to drenge, som de kort tid før havde set uden for hegnet. De to drenge havde ikke armbånd på og kom løbende igennem pladsen, som om de lige var sprunget over hegnet. Specialpatruljen løb efter drengene og fik dem trukket til side. De havde ganske rigtigt ikke armbånd på. Den 16-årige havde desuden en joint på sig, og mens han talte med betjentene, rev han sig fri og forsøgte endnu en gang at løbe fra dem, hvorefter han kraftigt modsatte sig at blive ilagt håndjern.

Samlet set forløb aftenen med politiets briller godt og roligt og i godt samarbejde med stedets vagter.

Husk at planlægge, hvordan du kommer hjem

Østjyllands Politi modtager desværre ofte anmeldelser om sager, hvor især unge mennesker tager en pirattaxa hjem fra byen og ender med stjålne telefoner, betalingskort eller værre.

Nogle bliver narret til at udlevere kort, mens andre får afluret koder til MobilePay, hvorefter telefonen forsvinder, og der pludselig forsvinder en masse penge fra kontoen. I enkelte situationer bliver ofrene udsat for trusler eller vold.

Østjyllands Politi opfordrer derfor til på forhånd at finde ud af, hvordan du kommer hjem. Generelt er rådet at tage autoriserede taxaer eller offentlig transport, eller aftale at venner eller familie kan hente én. Er du på cykel eller gåben, så pas godt på i trafikken, og bevæg dig ikke ud på de store trafikerede veje i området, men benyt i stedet stisystemerne hjem.


**

Vaks køber ringede til politiet - Mand sigtet for hæleri

En 26-årig kvinde handlede hurtigt, da hun torsdag kort før kl. 18.30 kontaktede politiet. Kvinden var taget til Aarhus V for at købe en brugt cykel, men da hun stod på stedet, fik hun mistanke om, at cyklen var stjålet, og ringede til politiet.

En patrulje kørte straks til stedet, hvor de traf både kvinden og den 28-årige mand, som ville sælge hende cyklen. Ved siden af dem stod en elcykel, hvor stelnummeret var ridset af.

Den 28-årige mand blev gjort bekendt med, at han var sigtet for hæleri. Han forklarede selv, at han havde købt cyklen et år tidligere via et socialt medie. Politiet kunne imidlertid se, at cyklen var meldt stjålet for under en måned siden, og cyklen blev derfor beslaglagt og transporteret til Aarhus Politigård, og sigtelsen blev opretholdt.

**

Lyn slog ned i hus i Hadsten

Torsdag kl. 18.35 indløb en anmeldelse om brand i et hus i Hadsten. Ifølge anmelderen, husets 64-årige kvindelige beboer, var branden opstået som følge af lynnedslag, og alle personer var ude af huset.

En patrulje ankom til stedet på omtrent samme tid som brandvæsnet. Her kunne de konstatere, at der var kraftig røgudvikling fra husets tagryg, men ingen flammer.

Anmelder og dennes mand forklarede, at de hørte et højt brag fra overetagen, hvorefter strømmen gik, og de kunne konstatere, at det brændte på overetagen. Et vidne forklarede, at han havde set lynet slå ned ved huset.

Eftersom brandvæsnet ikke fandt noget i forbindelse med branden mistænkeligt, forlod patruljen stedet, imens brandvæsnet fortsatte slukningsarbejdet.

 

**

Brand på Balticagade i Aarhus torsdag morgen

Tidligt torsdag morgen kl. 05.42 kørte politiet til Balticagade i Aarhus, hvor der var melding om brand i en bygning. Flere brandbiler, en ambulance og en lægebil var også på stedet, og da patruljen kom frem, kunne de konstatere røg fra en skorsten i toppen af et trappetårn samt fra et vindue i bunden af trappetårnet og ud af en dør ved bunden af trappetårnet.

Brandvæsnet arbejdede på stedet i nogle timer og fik slukket branden, der ikke nåede at sprede sig yderligere. Ingen kom til skade ved branden.

Afhøring af vinder på stedet tyder på, at branden er opstået i forbindelse med noget arbejde i bygningen. Der er ikke mistanke om, at der er begået noget kriminelt.

 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds:

  • På Tingskovs Allé i Tranbjerg J begået torsdag d. 4/6 kl. 06.10
  • På Tingskovs Allé i Tranbjerg J begået torsdag d. 4/6 kl. 06.10
  • På Theisvej i Randers SØ begået torsdag d. 4/6 kl. 09.10

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

4. juni 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 4. juni 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

3. juni 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 3. juni 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

2. juni 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 2. juni 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.