Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

5. maj 2025 11:15

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 5. maj 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 9.30

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 9.30 en 51-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er sigtet for flere forskellige forhold, herunder indbrud, våbenbesiddelse og trusler.

 

Østjyllands Politi modtog søndag morgen kl. 09.01 en anmeldelse om, at den nu anholdte 51-årige mand gik rundt på en adresse i Auning og truede flere andre beboere med en riffel, mens han også havde afgivet et skud op i luften.

 

Ifølge anmeldelsen var vedkommende beruset, og da politiet fik omringet stedet, var manden angiveligt gået i seng, mens riflen var blevet efterladt ude foran huset.

 

Våbnet blev derfor sikret, inden den 51-årige mand blev anholdt og taget med på stationen. Under en efterfølgende ransagning af adressen fandt politiet flere formodede tyvekoster, som stammede fra et indbrud ikke langt fra adressen, hvor den 51-årige blev anholdt, og hvor riflen angiveligt også var blevet stjålet fra.

 

Den 51-årige mand er sigtet for besiddelse og transport af skydevåben med dertilhørende ammunition på et offentligt tilgængeligt sted, indbrudstyveri og trusler på livet.


**


Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 10.30

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 10.30 en 60-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for forsøg på besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder, da han søndag kl. 16.58 forsøgte at tage en pistol fra en politibetjent.

 

Episoden fandt sted på Vesterbro Torv i det centrale Aarhus, hvor politiet var blevet tilkaldt af en buskontrollør, da den 60-årige mand ikke havde gyldig billet og efterfælgende nægtede at oplyse sit navn til kontrolløren, da han blev konfronteret med forholdet.

 

Den 60-årige oplyste efterfølgende et CPR-nummer på en anden borger, og ved politiets ankomst til stedet fortsatte han med ikke at ville samarbejde. Den 60-årige fremstod psykisk uligevægtig og blev bedt om at forholde sig i ro og sætte sig på en bænk, hvilket han ikke adlød.

 

Da betjentene forsøgte at hjælpe ham ned på bænken gjorde han aktivt modstand, inden han greb ud efter en tjenestepistol, som sad i hylsteret hos den ene betjent.

 

Den 60-årige er sigtet for at have forsøgt at sætte sig i besiddelse af et skydevåben under særligt skærpende omstændigheder, da han deaktiverede første sikring i hylsteret og herefter forsøgte at hive skydevåbnet til sig, hvilket mislykkedes. Han blev efterfølgende anholdt med den fornødne magt og ilagt håndjern kl. 17.15.

 

**

 

Cykelindsats i det centrale Aarhus

Et par betjente fra Østjyllands Politis Færdselssektion var fredag eftermiddag ude for at observere på cykelkulturen i det centrale Aarhus, og indsatsen medførte i alt 62 sigtelser.

 

Sigtelserne fordelte sig på følgende måde til de tohjulede trafikanter:

 

51 x indkørsel forbudt

4 x håndholdt mobil

1 x kørsel på fortov

3 x manglende hjelm (el-løbejul)

2 x hastighed (bilister)

 

Derudover var politiet også fremme på få sekunder ved et færdselsuheld, da en højresvingende bilist påkørte en cyklist nogle få meter fra betjentene, hvormed føreren kan se frem til en betinget frakendelse af kørekortet.

 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

 

  • På Terp Skovvej i Viby J begået søndag d. 4/5 kl. 07.32
  • På Auningvej i Auning begået mellem lørdag d. 3/5 kl. 12.00 og søndag d. 4/5 kl. 10.00
  • På Grenaavej i Grenaa begået mellem fredag d. 2/5 kl. 15.00 og søndag d. 4/5 kl. 11.30
  • På Hyldehaven i Lystrup begået mellem lørdag d. 3/5 kl. 11.00 og søndag d. 4/5 kl. 13.00
  • På Anbækvej i Hammel begået lørdag d. 3/5 mellem kl. 15.30 og kl. 16.00
  • På Kærvænget i Tranbjerg J begået mandag d. 5/5 kl. 03.35

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

6. juni 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 6. juni 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

5. juni 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 5. juni 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

4. juni 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 4. juni 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.