Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

5. november 2025 12:29

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 5. november 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 13.00

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 13.00 en 42-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

 

Den 42-årige mand, der er afghansk statsborger med bopæl i Aarhus, er varetægtsfængslet in absentia i Tyskland for forsøg på manddrab, og han blev anholdt onsdag morgen kl. 08.20 af betjente fra Østjyllands Politi på anmodning fra tysk politi. Anholdelsen skete i tæt samarbejde med PET.

 

Ved grundlovsforhøret skal en dommer afgøre, om der skal ske varetægtsfængsling af den 42-årige, mens myndighederne vurderer, om han kan udleveres til Tyskland.

 

Læs mere i tidligere udsendte pressemeddelelse om sagen på linket her: https://politi.dk/oestjyllands-politi/nyhedsliste/anholdt-paa-anmodning-af-tysk-politi/2025/11/05

 

**

 

To udenlandske kvinder anholdt under kontrol på bordel

Betjente fra Udlændingesektionen ved Østjyllands Politi kørte tirsdag eftermiddag til en adresse i det nordlige Aarhus for at føre kontrol, da der angiveligt skulle være prostitution på stedet med mulig udførelse af ulovligt arbejde.

 

På stedet traf betjentene omkring kl. 14.35 to udenlandske kvinder på henholdsvis 29 og 31 år, som begge fremviste brasilianske pas med portugisisk opholdstilladelse. De blev begge sigtet for at have udført ulovligt arbejde og blev frihedsberøvet i medfør af hjemrejseloven.

 

De to kvinder vil nu få deres sager forelagt Udlændingestyrelsen som skal vurdere, om de skal udvises. Center mod Menneskehandel har vurderet, at de to kvinder ikke formodes at have været udsat for menneskehandel.

 

Østjyllands Politi efterforsker, om der kan være blevet begået rufferi på stedet.

 

**

 

Indbrudstyv anholdt efter kortvarigt flugtforsøg og påkørsel af betjent

Østjyllands Politi modtog tirsdag eftermiddag kl. 15.47 en anmeldelse om et igangværende indbrud i en bolig på Magnoliavej i Viby J, da en opmærksom nabo havde set en mistænkelig person luske rundt i haven.

 

Flere patruljer blev straks sendt til stedet, hvorefter en patrulje fik øje på den formodede gerningsmand, som stod foran en personbil, der holdt parkeret nær gerningsstedet.

 

Da manden fik øje på politiet skyndte han sig ind i bilen, mens en betjent forsøgte at få kontakt til ham og bede ham om at komme ud igen.

 

Under forsøget på at få den formodede gerningsmand tilbageholdt, valgte vedkommende at accelerere kraftigt væk fra gerningsstedet, hvormed en betjent blev ramt af bilens b-stolpe.

 

Efter en kortere eftersættelse mistede politiet bilen af syne, men køretøjet blev få øjeblikke senere udfundet ved en adresse i Tranbjerg J, hvorefter en 36-årig mand med bopæl på stedet blev anholdt.

 

Den 36-årige mand blev sigtet for indbrud og blev i samme forbindelse fundet i besiddelse af flere stjålne genstande fra gerningsstedet i Viby J. Han blev derudover også sigtet for at have begået vold mod en tjenestemand og for at have forvoldt fare for en betjents liv eller førlighed. Politiet besluttede desuden at beslaglægge den 36-årige mands bil grundet det forudgående kørselsforløb i forbindelse med flugten, hvilket han protesterede over.

 

Ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade i forbindelse med episoden.

 

**

 

Tip om narkosalg førte til anholdelse

På baggrund af et tip om muligt narkosalg fra en adresse i det nordøstlige Randers kørte betjente fra Østjyllands Politi tirsdag ved middagstid til stedet for at undersøge forholdene nærmere.

 

Ved adressen kunne betjentene observere, at flere biler kørte til og fra stedet, mens nogle personer også blev set komme ud fra stedet og snitte en bane ukendt pulver foran adressen, inden de forlod stedet til fods.

 

Mistankegrundlaget var derfor ved at være på plads, hvorfor politiet rettede henvendelse ved den lejlighed, hvor det formodede narkosalg fandt sted fra.

 

I lejligheden traf politiet en 36-årig mandlig beboer, som blev gjort bekendt med politiets mistanke, inden han blev sigtet for salg af narko.

 

Under en efterfølgende ransagning fandt politiet både nogle receptpligtige piller og nogle gram hash, som blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion. Politiet fandt derudover også en ulovlig kniv, som blev beslaglagt, mens den 36-årige mand blev sigtet for at have overtrådt knivloven og blev anholdt.

 

**

 

Onanerende kunde anholdt i forretning

Tirsdag eftermiddag kl. 15.41 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra personalet i en forretning på Søndergade i det centrale Aarhus, som havde fået besøg fra en gæst med en uønsket adfærd.

 

Ifølge anmeldelen havde den pågældende mandlige kunde sat sig i en stol i butikken, hvorefter han var begyndt at onanere foran personalet. Den pågældende person blev efterfølgende tilbageholdt af nogle vagter.

 

En patrulje fra Østjyllands Politi var hurtigt fremme på stedet, hvor de traf den uønskede 63-årige mandlige kunde. Han blev anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse ved anden uanstændighed og taget med på stationen til nærmere afhøring.

 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt otte indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

 

  • På Kildeagervej i Hasselager begået tirsdag d. 4/11 kl. 06.57
  • På Magnoliavej i Viby J begået tirsdag 4/11 kl. 15.46
  • På Lyngdalvej i Grenaa begået tirsdag d. 4/11 mellem kl. 07.30 og kl. 16.56
  • På Klokkeskovvej i Viby J begået tirsdag d. 4/11 mellem kl. 17.45 og kl. 18.40
  • På Tornhøjvej i Viby J begået tirsdag d. 4/11 mellem kl. 17.15 og kl. 18.30
  • På Helenelyst i Brabrand begået tirsdag d. 4/11 mellem kl. 15.30 og kl. 19.30
  • På Fjorddalen i Randers SØ begået tirsdag d. 4/11 mellem kl. 16.00 og kl. 20.57
  • På Abelsvej i Randers SØ begået tirsdag d. 4/11 mellem kl. 15.15 og kl. 21.03

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

6. december 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: Uddrag af døgnrapporten 6. december 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds.

5. december 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 5. december 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

4. december 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 4- december 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.