Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 6. november 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Mand gemte sig i skur med stjålet crosser
Østjyllands Politi modtog fredag kl. 03.20 en anmeldelse om et muligt tyveri på Grønningen i Hadsten.
En hundepatrulje var kort efter fremme på stedet, hvor politihundens snude hurtigt fik færten af noget, som førte hen til et skur.
Hundeføreren åbnede derfor døren til skuret, hvori der stod en person, som blev identificeret som en 47-årig mand. Den 47-årige mand stod op ad en crosser, hvor flere af hans personlige ejendele hang på, men betjentene fik mistanke om, at hans færden i området ikke var velbegrundet, og at crosseren ikke var hans.
Manden blev derfor anholdt og sigtet for tyveri, hvorefter han blev visiteret og dernæst transporteret til yderligere afhøring på stationen.
**
Kemisk stof bortsprængt i Randers
Østjyllands Politi modtog torsdag formiddag en anmeldelse fra en uddannelsesinstitution i Randers vedrørende et kemisk stof, som var blevet brugt i undervisningsøjemed og angiveligt havde vist sig at være forældet og ustabilt.
Den pågældende uddannelsesinstitution ønskede derfor politiets og Ammunitionsrydningstjenestens (EOD) assistance til at bortskaffe stoffer.
Stoffet blev senere på dagen sikret af myndighederne og transporteret til en grusgrav i det sydlige Randers - i tæt samarbejde mellem skolen, EOD og Brand og Redning - hvorefter det blev bortsprængt.
Sprængningen forløb efter planen, men kunne formentligt høres i det meste af Randers, men ingen personer kom til skade i forbindelse med episoden og håndteringen af det kemiske stof.
**
Ældre borgere svindlet af falsk bankbud
En 82-årig kvinde fra Randers NV blev torsdag omkring kl. 15.15 kontaktet af en mand, som påstod at være fra kvindens bank. Manden påstod, at der netop var blevet overført penge fra kvindens konto til en udenlandsk konto, og at han havde spærret hendes betalingskort, og at hun derfor nu skulle have et nyt.
Den påståede bankmand narrede koden til kvindens betalingskort ud af hende og fik overbevist hende om at udlevere både betalingskortet og smykker til en medarbejder fra banken, så hun kunne få dem vurderet med henblik på forsikring af smykkerne.
Den påståede medarbejder fra banken kom efterfølgende hjem til kvinden og hentede kort og smykker, imens kvinden stadig havde den falske bankmand i røret.
Kort tid efter, at bankbuddet havde hentet betalingskortet og smykkerne, fik kvinden mistanke om, at der var tale om et svindelnummer, og inden hun fik spærret sit kort, var der blevet overført flere tusinde kroner fra hendes konto.
En 74-årig kvinde fra Skødstrup blev ligeledes omkring kl. 15 ringet op af en påstået bankmand. I overordnede linjer foregik svindelnummeret på samme måde og resulterede i, at den 74-årige udlevere smykker og kortoplysninger til et falsk bankbud.
Østjyllands Politi modtager med jævne mellemrum anmeldelser om falske bankbude, som forsøger at narre primært ældre borgere til at udlevere deres betalingskort, koder og smykker.
De falske bankbude kan være ganske overbevisende, og Østjyllands Politi ser med stor alvor på sagerne.
Opfordringen fra politiet lyder derfor fortsat: Tal med dine ældre familiemedlemmer om falske bankbude.
Alarmklokkerne skal ringe, så snart nogen beder dine ældre pårørende om at udlevere adgangskoder. Mind dem om, at de skal smække røret på, hvis nogen ringer og siger, at de er fra banken og skal bruge koder og kort, uanset grunden.
Man kan altid ringe tilbage på sin banks hovednummer bagefter, hvis man kommer i tvivl.
**
Opførte sig forstyrrende i Aarhus og sugede lattergas ved politiets ankomst
En patrulje blev torsdag kl. 18.50 sendt til Park Allé i Aarhus C efter en anmeldelse om uro og uorden.
Her fik patruljen få minutter senere kontakt til anmelderen, som kunne oplyse, at en yngre mand havde opført sig mærkeligt og råbt og skreget af forbipasserende.
Anmelderen oplyste yderligere, at den yngre mand nu sad i et busskur ikke langt derfra, som betjentene derfor blev peget i retning af.
Betjentene gik herefter hen til busskuret, hvor en person sad og sugede lattergas fra en flaske, som han halvt skjulte under sin jakke. Betjentene tog kontakt til personen, som viste sig at være 26 en årig mand.
Den 26-årige mand blev efterfølgende sigtet for at være i besiddelse af lattergas og for at overtræde ordensbekendtgørelsen i forbindelse med sin opførsel kort forinden.
Flasken med lattergas blev herefter beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt 11 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Mågevej i Risskov begået mellem onsdag d. 4/11 og torsdag d. 5/11
- På Thunøgade i Aarhus C begået mellem onsdag d. 4/11 og torsdag d. 5/11
- På Præstetoften i Beder begået mellem onsdag d. 4/11 og torsdag d. 5/11
- På Bakkehældet i Lystrup begået torsdag d. 5/11
- På Duevej i Hinnerup begået torsdag d. 5/11
- På Råhøjparken i Viby J begået torsdag d. 5/11
- På Friis-Andersens Vej i Auning begået torsdag d. 5/11
- På Fredensborgparken i Viby J begået torsdag d. 5/11
- På Uraniavej i Højbjerg begået torsdag d. 5/11
- På Fredensborgparken i Viby J begået torsdag d. 5/11
- På Klokkeskovvej i Viby J begået torsdag d. 5/11
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877