Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 7. juli 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 10.15
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 10.15 en 19-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er sigtet for at have været medvirkende til et overfald på en 20-årig mand.
Overfaldet fandt sted i Asferg nær Fårup i midten af juni.
Østjyllands Politi efterlyste mandag eftermiddag to øvrige personer, som i forening med den 19-årige er mistænkt for at have udsat den 20-årige mand for grov vold, røveriforsøg og afpresning.
Den 19-årige mand blev anholdt sent mandag aften, da han omkring kl. 23.39 landede i lufthavnen i Billund.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre til dagens grundlovsforhør af hensyn til sagens fortsatte efterforskning, og Østjyllands Politi har derfor pt. ikke yderligere kommentarer til sagen.
Læs mere om efterlysningen af de to øvrige mistænkte i pressemeddelelse her: https://politi.dk/oestjyllands-politi/nyhedsliste/hjaelp-politiet-to-maend-efterlyst-for-overfald-i-asferg/2026/07/06
**
Narkokørsel med trailer og uden førerret
En 50-årig mand fra Langå blev mandag eftermiddag sigtet for et par forhold, da han kom kørende i vestgående retning på Dronningborg Boulevard i Randers det nordøstlige Randers.
Her blev han bragt til standsning af en patrulje fra Østjyllands Politi, som ønskede at tale nærmere med ham og tjekke, at alt var, som det skulle være grundet mistanke om det modsatte.
Et opslag i politiets systemer viste kort derefter, at den 50-årige mand ikke havde førerret til det pågældende køretøj, som han kørte rundt i med en trailer spændt bag på, og han blev derfor sigtet for at have kørt uden den nødvendige tilladelse.
Manden blev desuden skønnet påvirket af euforiserende stoffer, og betjentene sigtede ham derfor også for narkokørsel, hvorfor han i samme forbindelse blev kortvarigt anholdt i sagen.
**
Spritbilist anholdt med hjælp fra opmærksom borger
En opmærksom trafikant ringede mandag aften kl. 22.41 til Østjyllands Politi og fortalte, at en kvindelig bilist kørte hasarderet rundt på vejene omkring Palle Juul-Jensens Boulevard i det nordlige Aarhus.
En patrulje blev derfor sendt til området, hvor den pågældende trafikant ifølge anmeldelsen også havde påkørt et skilt, og kort tid efter fik betjentene kontakt med vedkommende, som blev bragt til standsning med flere synlige skader på sin bil.
Betjentene mistænkte, at føreren var påvirket, og hun blev derfor kl. 22.58 anholdt og sigtet for at have kørt bil i spirituspåvirket tilstand.
Den spirituspåvirkede bilist blev identificeret som værende en 45-årig kvinde, og hun blev efterfølgende fulgt en tur ind på hospitalet for at få udtaget en blodprøve.
Ifølge et pust i et alkometer havde kvinden en promille på mere end 2,00, og hendes bil blev derfor beslaglagt med henblik på senere konfiskation jf. bestemmelserne om vanvidskørsel.
**
Aggressiv mand blev anholdt efter vold mod ansatte i supermarked
Mandag aften kl. 20.20 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand i et supermarked på Jernbanegade i Randers C havde udvist en aggressiv og voldelig adfærd over for personalet, hvorfor et par patruljer straks blev sendt til stedet.
Ifølge anmeldelsen havde manden blandt begået tyveri, vold og hærværk - og han var angiveligt ankommet til stedet i et stjålet køretøj, som han efter episoden også var på vej hen imod, da politiet nåede frem et par minutter efter anmeldelsen.
Den pågældende mand udviste i den forbindelse fortsat en truende adfærd mod betjentene, og han blev derfor anholdt med den fornødne magt og ilagt håndjern, inden han blev sigtet for flere forskellige forhold.
Manden blev identificeret som værende en 26-årig rumænsk statsborger med bopælsadresse i det centrale Randers, og han blev sigtet for at have begået to forhold af grov vold ved at have kastet en energidrik i maven på en kassemedarbejder og en parfume i ryggen på en anden ansat i butikken.
Foruden de to voldsforhold blev han også sigtet for at have begået hærværk på stedet og for at have stjålet cigaretter fra supermarkedet.
Den rette ejer af det omtalte køretøj, som var blevet meldt stjålet tidligere på dagen fra en adresse i det centrale Randers, blev orienteret om sagen, mens den 26-årige mand også slutteligt blev sigtet for brugstyveri af køretøjet.
Den 26-årige mand blev efterfølgende taget med på stationen til nærmere afhøring, inden han senere på natten blev løsladt.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt ni indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Castenschioldsvej i Højbjerg begået mandag d. 6/7 kl. 03.54
- På Skovgårdsvænget i Tranbjerg J begået mellem onsdag d. 1/7 kl. 15.00 og mandag d. 6/7 kl. 14.30
- På Bøgebjergvej i Højbjerg begået mellem søndag d. 5/7 kl. 22.00 og mandag d. 6/7 kl. 15.00
- På Skådehøjen i Højbjerg begået mandag d. 6/7 mellem kl. 07.00 og kl. 11.30
- På Vestre Strandallé i Risskov begået mellem søndag d. 5/7 kl. 08.00 og mandag d. 6/7 kl. 18.02
- På Lundevej i Odder begået mandag d. 6/7 kl. 18.45
- På Astrupvej i Ryomgård begået mellem mandag d. 27/4 kl. 18.00 og mandag d. 6/7 kl. 18.00
- På Vejlbygade i Risskov begået tirsdag d. 7/7 kl. 01.53
- På Langskovvej i Hadsten begået tirsdag d. 7/7 kl. 04.00
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877