Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 7. maj 2024
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 10.30
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 10.30 en 19-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er blandt andet sigtet for frihedsberøvelse, vold og voldtægt.
Fredag den 1. marts 2024 blev en på daværende tidspunkt 18-årig kvinde ifølge sigtelsen udsat for frihedsberøvelse af to 19-årige mænd, som i forening holdt hende indespærret på en adresse på Langenæs i Aarhus C med trusler om, at hun ikke måtte forlade stedet.
Foruden frihedsberøvelsen blev kvinden ifølge sigtelsen også udsat for vold, trusler på livet, vidnetrusler, røveri, voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje af de to mistænkte 19-årige gerningsmænd.
Den anden mistænkte 19-årige gerningsmand sidder i forvejen varetægtsfængslet i sagen, mens den 19-årige, som tirsdag bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, blev anholdt mandag formiddag kl. 10.46 i forbindelse med politiets efterforskning af sagen.
Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer, og Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre til dagens grundlovsforhør ved Retten i Aarhus af hensyn til den videre efterforskning af sagen.
**
Kørte rundt med våben i bilen
Mandag aften kl. 21.03 fik en patrulje fra Østjyllands Politi kontakt til føreren af en bil, som kom kørende på Færgevej i Aarhus C.
Da politiet rettede henvendelse til den 20-årige mandlige fører, blev han fundet i besiddelse af en flaske med lattergas, og han blev derfor sigtet for at have medbragt denne.
Under en ransagning af køretøjet og en visitation af den 20-årige fandt politiet desuden en peberspray, et baseballbat og en enhåndsbetjent foldekniv. Den 20-årige blev derfor også sigtet for at have overtrådt både våben- og knivloven.
De ulovlige fund blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
**
Røveri på tankstation
Sent mandag aften omkring kl. 22.23 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om et røveri begået mod en tankstation på Randersvej i Aarhus N.
Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor en ukendt gerningsmand med kniv havde truet en ansat til at udlevere nogle kontanter til ham.
Ved politiets ankomst til stedet var gerningsmanden forsvundet. Østjyllands Politi indhentede videovervågning og afhørte vidner, og sagen efterforskes nu nærmere med henblik på at få identificeret gerningsmanden.
**
Bombetrussel mod adresse i Tilst
En borger i Tilst modtog mandag eftermiddag et opkald fra et hemmeligt nummer, hvor stemmen i den anden ende af telefonen sagde, at der lå en bombe under personens hus.
Anmeldelsen kom til Østjyllands Politi kl. 14.38, hvorefter flere patruljer og teknikere blev sendt til Haurumsvej i Tilst, hvor borgeren boede.
Et større område blev afspærret, mens blandt andet flere hundepatruljer og Ammunitionsrydningstjenesten undersøgte og gennemgik området nøje.
Nogle timer senere var undersøgelserne færdige på stedet med det resultat, at der intet med relevans for sagen blev fundet i området. Afspærringerne blev ophævet igen omkring kl. 17.15.
En massiv og intensiv efterforskning af sagen førte samtidig politiet på sporet af en mindreårig dreng bosiddende på en adresse på Sjælland. Drengens forældre blev kontaktet og gjort bekendt med sagen, og de sociale myndigheder blev underrettet.
For nyligt modtog Østjyllands Politi en lignende anmeldelse vedrørende en bombetrussel rettet mod en skole i Lystrup, som også viste sig at være indtelefoneret af en mindreårig.
Det er forbundet med stor alvor, når politiet modtager den slags anmeldelser, og det går ud over mange mennesker.
Nordsjællands Politi har nu overtaget sagen, og Østjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer til den.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Bygaden på Anholt begået mellem lørdag d. 9/9-2023 kl. 18.30 og mandag d. 6/5 kl. 08.00
- På Sølystvej i Egå begået mellem fredag d. 3/5 kl. 08.00 og mandag d. 6/5 kl. 17.10
- På Drivvejen i Randers NV begået mandag d. 6/5 mellem kl. 05.15 og kl. 17.30
- På Salonikivej i Hjortshøj begået mellem lørdag d. 4/5 kl. 12.45 og søndag d. 5/5 kl. 16.00
- På Nødkær Allé i Højbjerg begået mandag d. 6/5 kl. 21.50
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877