Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

8. april 2024 13:40

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 8. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 10.30

Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 10.30 to udenlandske statsborgere i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. De to personer – en 23-årig kvinde og en 28-årig mand – er sigtet for i forening at have begået tyveri.

 

Tyveriet blev begået fredag eftermiddag omkring kl. 13.38, hvor de to udenlandske statsborgere stjal make-up for flere tusinde kroner i en forretning på Søndergade i Aarhus C.

 

Episoden blev opdaget og politiet tilkaldt, hvorefter de to personer blev anholdt kl. 14.04. De har siden erkendt sig skyldige og vedtaget et bødeforelæg på 3.500 kroner.

 

Sagen har siden været forelagt Udlændingestyrelsen, der har truffet afgørelse om, at de to personer skal administrativt udvises af Danmark i to år. De fremstilles mandag formiddag i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling indtil udvisningen kan effektueres.

 

**

 

Pirattaxature med kreative betalingsformer

Henover weekenden er nye østjyske ofre desværre røget i pirattaxa-fælden, og ifølge anmeldelserne er der tale om forskellige former for svindel og kriminalitet.

                               

Natten til lørdag blev en 23-årig mand udsat for røveri, da han blev truet til at betale for benzin for lidt over 1000 kroner, da han havde taget en pirattaxa hjem fra byen.

 

Pirattaxaen havde angiveligt holdt blandt de andre taxaer på Vestergade i Aarhus C, hvorfor den 23-årige mand havde troet, at han havde taget en rigtig taxa.

 

Natten til søndag tog en 21-årig mand imod et lift fra det, han troede var en taxa, da en bil stoppede op og tilbød ham kørsel fra Kystvejen ved Havnegade i Aarhus C.

 

Turen endte med at koste den 21-årige mand mange tusinde kroner, da chaufføren ved ankomststedet oplyste, at der ikke kunne betales med hverken MobilePay eller Apple Pay, og at betalingen skulle foregå via Danske Spil.

 

Den 21-årige mistede desuden sin mobiltelefon, som chaufføren kørte væk fra stedet med, inden der blev overført ad flere omgange for en del tusinde kroner.

 

Østjyllands Politi efterforsker sagerne nærmere som henholdsvis røveri og tyveri og er opmærksomme på udfordringerne med pirattaxaer. Vi opfordrer samtidig til, at man aldrig tager imod et lift fra pirattaxaer – og altid tjekker efter en ekstra gang, om det er en rigtig taxa, man sætter sig ind i.

 

**

 

Halstørklæde-røveri til fodboldkamp

Søndagens fodboldkamp kl. 18.00 mellem AGF og FC Midtjylland forløb uden det store behov for politiets indgriben, men det blev dog til enkelte sigtelser undervejs.

 

Ved indgangskontrollen til udebaneafsnittet på stadion i Aarhus blev en 18-årig mand fundet i besiddelse af en pose med skunk, hvorfor politiet blev tilkaldt og den 18-årige sigtet for narkobesiddelse.

 

Efter kampens slutfløjt modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 24-årig mand var blevet antruffet af to personer i et køretøj, som havde truet ham til at udleveret et FC Midtjylland-tørklæde og hue, som de efterfølgende havde revet af ham, inden de kørte fra stedet.

 

Episoden fandt sted på Wilhelm Becks Vej i Viby J, og Østjyllands Politi kunne kort tid efter sende en patrulje til en adresse i Skanderborg, hvor det pågældende køretøj havde tilknytning til. Kort tid efter blev køretøjet opdaget ved en parkeringsplads i den nordlige del af byen, hvorefter det blev bragt til standsning af politiet.

 

I bilen befandt to mænd på henholdsvis 18 og 19 år sig. De blev begge anholdt, sigtet for røveri og taget med på stationen til nærmere afhøring.

 

Østjyllands Politi har pt. ikke yderligere kommentarer til sagen.

 

**

 

Færdsel

En 43-årig mandlig bilist blev søndag formiddag kl. 09.50 sigtet for at køre bil på Korupskovvej i Ryomgård i en personbil, som der ikke var tegnet forsikring på.

 

Søndag kl. 13.26 skete der et færdselsuheld på Vestre Ringgade i Aarhus C, hvor en 26-årig mand blev påkørt af en bil, da han kom gående i et fodgængerfelt. Den 26-årige mand blev tilset i en ambulance og kørt til hospitalet, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade. Føreren af bilen – en 89-årig mand – blev sigtet for episoden, som var opstået ved, at han havde foretaget et højresving i krydset ved Silkeborgvej og påkørt fodgængeren.

 

En 78-årig mandlig bilist blev søndag kl. 14.05 sigtet for ikke at have holdt nok afstand til den forankørende, da han på Århusvej i Randers SØ kørte op bag i en bil ført af en 47-årig mand. Den 47-årige blev skubbet frem i endnu et køretøj ført af en 48-årig mand, men ingen personer kom umiddelbart til skade.

 

Søndag kl. 17.22 skete der er færdselsuheld på Djurslandsmotorvejen i Hinnerup, hvor to biler kørte sammen. Bilerne blev ført af henholdsvis en 66-årig mand og en 32-årig mand. Brandvæsenet blev tilkaldt, da uheldet medførte olieudslip på vejen, mens begge biler blev hentet med autohjælp. En 62-årig kvindelig passager blev kørt på hospitalet med ambulance, mens den 66-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende.

 

En 22-årig mandlig bilist blev natten til mandag kl. 00.17 anholdt, sigtet for spirituskørsel, da han kom kørende i påvirket tilstand på Kystvejen i Ebeltoft.

 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

 

  • På Åboulevarden i Aarhus C begået lørdag d. 6/4 kl. 01.20
  • På Østergade i Randers C begået mellem fredag d. 5/4 kl. 15.00 og søndag d. 7/4 kl. 12.30
  • På Bavnegårdsvej i Hasselager begået mellem fredag d. 5/4 kl. 16.00 og søndag d. 7/4 kl. 16.00
  • På Gl. Engvej i Randers Sø begået søndag d. 7/4 mellem kl. 14.30 og søndag d. 7/4 kl. 16.20
  • På Rosenkrantzgade i Aarhus C begået søndag d. 7/4 mellem kl. 08.10 og kl. 17.40
  • På Vennelystvej i Randers SØ begået søndag d. 7/4 mellem kl. 17.00 og kl. 18.15
  • På Søbakkevej i Tilst begået mellem lørdag d. 6/4 kl. 09.00 og søndag d. 7/4 kl. 19.10

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

15. januar 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 15. januar 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

14. januar 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 14. januar 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

13. januar 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 13. januar 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.