Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 8. april 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 11.15
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 11.15 en 40-årig udenlandsk mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for at have overtrådt sit indrejseforbud.Den 40-årige mand blev anholdt tirsdag eftermiddag kl. 13.10, da han blev truffet på Agerøvej i Tilst af en patrulje fra Østjyllands Politi i forbindelse med en anmeldelse om et butikstyveri fra et større varehus.
Anklagemyndigheden fremstiller den 40-årige mand - der er litauisk statsborger - i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus med henblik på varetægtsfængsling frem mod endelig dom.
Han er sigtet for at have begået butikstyveri for nogle tusinde kroner og for at have overtrådt sit nuværende indrejseforbud i Danmark, der er gældende for bestandig - det vil sige tidsubestemt.
**
Morgenindsats mod brug af håndholdt mobil
Betjente fra Østjyllands Politis Færdselssektion var tidligt tirsdag til stede i morgenmyldretrafikken i det centrale Aarhus for at føre kontrol med brugen af håndholdt mobil.
Indsatsen - som også bestod af civilklædte betjente - fandt sted på Strandvejen og Jægergårdsgade i Aarhus C og fandt sted i tidsrummet fra kl. 07.15 til kl. 08.53.
På godt en halvanden times tid blev 24 trafikanter sigtet for at have kørt med mobiltelefonen i hånden, og de fik derfor alle et klip i kørekortet.
Foruden de 24 morgentrafikanter med mobiltelefonen i hånden, havde fire øvrige personer glemt den lovpligtige hjelm, da de kørte på elløbehjul, og de blev derfor alle fire sigtet for at have overtrådt færdselsloven.
**
Bil beslaglagt fra kvinde uden førerret
En 26-årig kvindelig bilist fra Brabrand blev tirsdag morgen bragt til standsning af en patrulje fra Østjyllands Politi, da hun kom kørende på Carl Blochs Gade i det centrale Aarhus uden sikkerhedssele.
Da kvinden blev bedt om at identificere sig viste et efterfølgende opslag i politiets systemer, at hun var frakendt førerretten, og hun blev derfor sigtet for dette og for at have kørt bil uden den lovpligtige sele og erkendte begge forhold.
Mødet med politiet var dog ikke kvindens første, og da det var 3. gang, at hun blev standset og sigtet for at køre bil uden førerret, blev bilen - som hun selv var ejer af - beslaglagt med henblik på senere konfiskation.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Stadion Allé i Hinnerup begået mellem lørdag d. 4/4 kl. 16.30 og tirsdag d. 7/4 kl. 10.50
- På Østre Boulevard i Randers NØ begået mellem torsdag d. 26/2 kl. 12.00 og lørdag d. 28/2 kl. 12.00
- På Fredensgade i Hinnerup begået mellem lørdag d. 4/4 kl. 20.00 og tirsdag d. 7/4 kl. 15.30
- På Valmuevej i Glesborg begået mellem mandag d. 6/4 kl. 16.00 og tirsdag d. 7/4 kl. 00.00
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877