Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 8. januar 2025
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Fandt hash og kniv hos sovende mand
Et par betjente fra Østjyllands Politi var tirsdag formiddag til stede på en adresse i Brabrand i forbindelse med en planlagt opgave, da politinæsen undervejs fik færten af en kraftig hashlugt fra en lejlighed.
Lugten kom nærmere bestemt fra et værelse, hvor en 18-årig mand lå og sov, og han blev derfor vækket og gjort bekendt med politiets mistanke om, at han var i besiddelse af narko.
Under en efterfølgende ransagning af adressen fandt politiet flere gram hash og joints, og den 18-årige mand blev derfor sigtet for besiddelse af narko. Både hash og joints blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
Under ransagningen fandt politiet også en isoleringskniv, som han var i besiddelse af uden et anerkendelsesværdigt formål. Kniven blev beslaglagt, og den 18-årige blev sigtet for at have overtrådt knivloven og blev anholdt til sagen.
**
Kørte over for rødt lys med narko i bilen
Natten til onsdag kl. 00.10 observerede en patrulje fra Østjyllands Politi på Vejlby Ringvej i Risskov en personbil, som foretog et højresving ind ad Kongevellen, selvom der var rødt lys for vedkommende.
De blå blink på politibilen blev derfor aktiveret, og personbilen blev bragt til standsning for at betjentene kunne få konfronteret føreren med sagen.
I bilen sad en 19-årig mand, mens betjentene samtidig blev mødt af en kraftig lugt af hash. I bilen lå nemlig også en hel plade hash, og den 19-årige blev derfor sigtet for besiddelse af narko og fik både hash og nogle receptpligtige piller beslaglagt.
Et efterfølgende opslag i politiets systemer viste desuden, at den 19-årige mand havde fået inddraget sit kørekort, og han blev derfor også sigtet for kørsel uden førerret.
Bilens ejer – en jævnaldrende mand – blev sigtet for at have overladt førerretten til en person uden gyldigt kørekort.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Brunbakkevej i Højbjerg begået mellem torsdag d. 2/1 kl. 12.00 og mandag d. 6/1 kl. 21.30
- På Teglbakken i Odder begået mellem torsdag d. 2/1 kl. 10.00 og søndag d. 5/1 kl. 19.00
- På Engvej i Kolind begået mellem mandag d. 6/1 kl. 17.00 og tirsdag d. 7/1 kl. 15.00
- På Solbærvej i Sabro begået mellem søndag d. 5/1 kl. 10.00 og tirsdag d. 7/1 kl. 15.30
- På Amtsvejen i Randers NØ begået tirsdag d. 7/1 mellem kl. 07.00 og kl. 16.55
- På Drejøvænget i Tilst begået tirsdag d. 7/1 mellem kl. 16.00 og kl. 20.25
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877