Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 9. januar 2026
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 10.30
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 10.30 en 27-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er sigtet for besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder.
På baggrund af et tip til politiet rettede betjente fra Østjyllands Politis Specialpatrulje torsdag aften henvendelse på en adresse i Kolind på Djursland, hvor der angiveligt skulle blive opbevaret både narko og en pistol.
Kl. 21.39 var politiet fremme på stedet, hvor de bl.a. kom i kontakt med den nu sigtede 27-årige mand, som befandt sig på adressen og blev gjort bekendt med anledningen til politiets sene aftenbesøg.
Under en efterfølgende ransagning fandt betjentene fra Specialpatruljen en pistol og et dertilhørende magasin med ammunition, og den 27-årige mand blev derfor anholdt og sigtet for en overtrædelse af straffeloven.
Foruden pistolen fandt betjentene også flere gram kokain, ecstasy, hash, skunk, MDMA og psykedeliske svampe samt nogle tusinde receptpligtige piller, som alt sammen blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
Den 27-årige mand blev derfor også sigtet for besiddelse af narko med henblik på videresalg og fik desuden beslaglagt mere end 10.000 kroner i kontanter, som blev fundet under ransagningen og ifølge politiets oplysninger stammer fra salg af narko.
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi anmoder om lukkede døre til dagens grundlovsforhør ved Retten i Randers, og Østjyllands Politi har for nuværende ikke yderligere kommentarer til sagen.
**
Myndigheder koordinerer vejrindsats i Østjylland
DMI har udsendt varsel om risiko for kraftig snefygning i den sydlige del af landet samt i dele af Østjylland. Flere myndigheder er derfor samlet for at koordinere indsatsen.
Østjyllands Politi, Præhospitalet ved Region Midtjylland, Hjemmeværnet i Østjylland, Beredskabsstyrelsen, Østjyllands Brandvæsen, Beredskab & Sikkerhed og Aarhus Kommune har fra morgenstunden været samlet i den Lokale Beredskabsstab (LBS), hvorfra de følger varslet om snefygning nøje og koordinerer indsatsen for at sikre effektiv brug af ressourcer og rettidig kommunikation til borgerne, hvis vejrsituationen udvikler sig.
Myndighederne er forberedt på at håndtere eventuelle udfordringer som følge af snefygningen, herunder påvirkning af trafikken, forsyningssikkerhed og adgang for redningskøretøjer.
I løbet af morgenen har trafikken på især flere mindre veje været påvirket af driver som resultat af fygning. Kommunerne er i gang med snerydning, og der er sikret mulighed for hjælp fra Forsvarets køretøjer samt fra Beredskabsstyrelsens sneplove, hvis det skulle blive nødvendigt.
Gode råd, hvis du skal ud at køre
- Hold dig orienteret om vejrsituationen og følg myndighedernes anbefalinger
- Hold også øje med, hvordan vejret ser ud, der hvor du skal hen
- Vejret kan skifte hurtigt, så kør i god tid og vær forberedt på sne
- Sørg for, at bilen er vinterklar med egnede dæk, isskraber, sneskovl, varmt tøj, mad og drikke, strøm på telefonen samt evt. livsnødvendig medicin
**
Færdselsindsats i det vestlige Aarhus
Betjente fra Østjyllands Politis Færdselssektion var torsdag aften til stede i det vestlige Aarhus for at føre kontrol.
På grund af de seneste dages sne- og blæsevejr var der – formentligt – færre trafikanter på vejene end normalt – men 27 forskellige borgere fik alligevel én eller flere sigtelser med sig hjem efter et møde med færdselsbetjentene i området.
Sagerne – som betjentene fik skrevet i løbet af torsdagens færdselsindsats – fordelte sig på følgende måde:
1 x kørsel uden førerret
2 x overladelse af bil til person uden førerret
1 x hastighed (betinget frakendelse)
3 x hastighed (klip)
1 x hastighed v. vejarbejde (bøde)
1 x fremkørsel for rødt lys (klip)
6 x brug af håndholdt mobiltelefon (klip)
4 x kørsel uden sikkerhedssele
2 x forkert lygteføring
3 x skiltning/vejafmærkning ej respekteret
1 x fejl/mangler på køretøj
2 x kørekort ej medbragt
1 x brugstyveri af lille knallert
1 x kørsel uden førerret, lille knallert
1 x kørsel uden styrthjelm, lille knallert
1 x befordre passager, lille knallert
1 x kørsel uden baglys, lille knallert
1 x knivlov
1 x våbenlov, peberspray
1 x anholdelse af person eftersøgt til fogedretten
**
Mand stukket med kniv: Kvinde anholdt
Torsdag aften kl. 20.52 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at én eller flere personer angiveligt skulle være blevet stukket med kniv på en adresse i Brabrand.
Flere patruljer blev derfor straks sendt til stedet, hvor politiet nogle få minutter senere fik skaffet sig adgang til den pågældende adresse og kom i kontakt med en 52-årig mand, der blev truffet med nyligt påførte skader og selv oplyste, at han var blevet stukket med kniv.
I lejligheden var også en 52-årig kvinde, som blev beordret ned på maven, inden hun blev ilagt håndjern og anholdt. Den formodede anvendte kniv, som politiet fandt på stedet, blev beslaglagt til sagens fortsatte efterforskning.
Kort tid efter ankom en ambulance og overtog behandlingen af den 52-årige mand, som blev efterfølgende blev kørt til behandling på hospitalet. Han var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade og er siden blevet udskrevet.
Den 52-årige kvinde blev sigtet i sagen for at have begået kvalificeret vold og for at have overtrådt knivloven. Hun blev efterfølgende indlagt på hospitalet til observation.
**
Tip om lattergas førte til anholdelse og flere sigtelser
Betjente fra Østjyllands Politis Specialpatrulje rettede torsdag eftermiddag kl. 15.37 henvendelse på en adresse i Åbyhøj, hvor der – ifølge et tip til politiet – blev opbevaret en større mængde lattergasflasker i et kælderrum.
Ved politiets ankomst til stedet fra betjentene den mistænke ejer af lattergasflaskerne på trappen i ejendommen, hvor han blev gjort bekendt med årsagen til politiets tilstedeværelse og blev sigtet for at have overtrådt loven om lattergas.
Den pågældende person – en 20-årig mand – modsatte sig efterfølgende anholdelsen og fremsagde diverse skældsord mod betjentene, og han blev derfor ilagt håndjern med den fornødne magt og sigtet for at modsætte sig anholdelsen og for fornærmelig tiltale mod polititjenestemænd.
Under den efterfølgende ransagning af kælderrummet fandt betjentene 31 flasker lattergas samt en ekstra åbnet flaske, som den 20-årige mand formentligt lige havde indtaget. Flaskerne blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
**
Stjålet trailer blev tabt og påkørte et hus
Østjyllands Politi modtog torsdag eftermiddag kl. 14.01 en anmeldelse om, at en form for påhængsvogn angiveligt var blevet tabt bag en bil, hvorefter den havde påkørt et hus på Rosenholmvej i Hornslet.
Da politiet kom frem på stedet kunne et 59-årigt mandligt vidne blandt andet fortælle, hvordan vedkommende havde set traileren blive tabt af en anden bilist – men da andre vidners forklaringer ikke stemte overens med dette, blev den 59-årige mand i stedet selv sigtet i sagen, hvorefter han erkendte. Han blev efterfølgende anholdt og taget med på stationen til nærmere afhøring.
Ifølge politiets oplysninger havde den 59-årige mand kort forinden stjålet påhængsvognen fra en rasteplads nær Røved, hvorefter han havde påsat sin egen nummerplade. I krydset ved Rosenholmvej og Byvej i Hornslet havde han tabt påhængsvognen, som var fortsat ind i et hus og medført nogle pt. ukendte skader.
Østjyllands Politi efterforsker fortsat sagen for at få et samlet overblik over forløbet, men den 59-årige mand er for nuværende blevet sigtet for brugstyveri og for at stikke af fra et færdselsuheld, mens han forventeligt også vil blive sigtet for flere overtrædelser af færdselsloven i forbindelse med sin kørsel med påhængsvognen.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Hjelmagerparken i Skødstrup begået torsdag d. 8/1 mellem kl. 04.55 og kl. 05.05
- På Rugbjergvej i Viby J begået torsdag d. 8/1 mellem kl. 08.00 og kl. 16.50
- På Skt. Pauls Gade i Aarhus C begået torsdag d. 8/1 mellem kl. 08.00 og kl. 17.50
- På Vegavej i Højbjerg begået torsdag d. 8/1 mellem kl. 17.50 og kl. 19.28
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877