Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

9. juni 2026 11:27

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 9. juni 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.

**

 

Bil-svindler snupper på fersk gerning

En 21-årig mand henvendte sig søndag i en bilforhandler i Silkeborg. Manden fortalte, at han havde en bil med, som han gerne ville sælge til dem. Han kunne fremvise kvitteringer for køb og andre relevante papirer, og bilforhandleren og manden blev enige om en pris.

Den 21-årige forlod stedet uden bilen, da handlen var gået igennem og kun manglede den sidste effektuering af betalingen. Dagen efter kontaktede han forhandleren, da han havde opdaget, at han havde glemt sin pung i bilen og i øvrigt rykkede for betalingen. Pungen ville han komme tilbage efter senere, og så kunne de samtidig afklare det sidste omkring betaling.

Bilforhandleren fra Silkeborg blev dog i mellemtiden mistænksom. Da han slog bilen op i deres interne systemer, kunne han se, at bilen allerede figurerede hos en anden filial på Sjælland. Den 21-årige havde tilsyneladende forsøgt at sælge bilen flere steder. Silkeborg-forhandleren kontaktede derfor den forhandler i Risskov, som i sidste uge - ifølge den 21-åriges papirer - havde solgt bilen til den 21 årige.

Bilforhandleren i Risskov kunne imidlertid fortælle, at den 21-årige havde snydt dem i sidste uge, idet han den 21-årige havde fremvist en falsk kvittering for køb af bilen, og derefter havde fået den udleveret. Sammen skyndte de to forhandlere sig derfor at kontakte politiet og fortælle, at den 21-årige nu var på vej til Silkeborg.

Et hold efterforskere kørte derfor hurtigt til forhandleren i Silkeborg og kunne byde den 21-årige velkommen tilbage, da han inden længe vendte retur til butikken. Klokken 15.11 blev han anholdt og sigtet for bedrageri.

Det viste sig også, at den 21-årige havde lavet præcis samme trick mod en bilforhandler i Højbjerg tilbage i starten af marts. Her havde han på samme vis fremvist en falsk kvittering og dermed fået udleveret en bil, han ikke reelt havde købt og betalt for, for derefter at videresælge bilen.

Den 21-årige blev sigtet for begge de to forhold.


**

 

48 sigtelser i færdselskontrol mandag

Færdselssektionen fra Østjyllands Politi var mandag på endnu en kontrol vest for Aarhus.

 

Det blev til 48 sigtelser fordelt på 43 personer:

8 x Hastighed (Klip). (Et enkelt klip udgjorde 3. klip = betinget frakendelse)
7 x Benyttet håndholdt mobil (Klip)
1 x Benyttet håndholdt mobil (Knallert)
2 x Ej medbragt kørekort
4 x Manglende brug af sikkerhedssele
1 x Manglende cvr.nr
1 x Løbehjul, placering på vejen
6 x Ej fastspændt hjelm (Motorcykel, knallert og løbehjul)
1 x Lov om godstransport ej erhvervet chaufførkort
1 x Lov om godstransport arbejdsgiver ansvar
1 x Lov om transport
2 x Uberettiget brug af havariblink
2 x Manglende tegngivning
1 x Anvisninger ej efterkommet
1 x Kørsel uden førerret
1 x Manglende B/E kørekort
1 x Solfilm i forreste sideruder
2 x Udstyrsbekendtgørelsen
1 x Lov om euforiserende stoffer
1 x Fodgænger frem for rødt
3 x Beslaglagte løbehjul

Politiet foretager løbende færdselskontroller og fartkontroller i hele politikredsen. Hvis du oplever, at der køres for hurtigt på en strækning eller vurderer behov for en knallertkontrol, kan du anmode politiet om at gennemføre en færdselskontrol på stedet via 'Bestil en betjent' på politiets hjemmeside politi.dk.


**

Sigtet for at gå rundt med kniv

Vagterne i Bruuns Galleri i Aarhus C kontaktede mandag kl. 14.20 Østjyllands Politi, da en borger havde henvendt sig til dem og fortalt, at en mand gik rundt med en kniv i bukselinningen inde i shoppingcentret.

Et par af vagterne fik fat i det, der viste sig at være en 23-årig mand, og de tilbageholdt ham, indtil politiet kort efter var fremme. Her kunne patruljen overtage den 23-årige, som blev sigtet for overtrædelse af knivloven og fik sin kniv beslaglagt med henblik på konfiskation.

 

**

Kvinde ramt af bil, da hun gik over for rødt

Mandag klokken 7.09 fik Østjyllands Politi en melding om, at en kvindelig fodgænger var blevet ramt af en bil på Banegårdspladsen i Aarhus C.

Både politi og ambulance var hurtigt på stedet, hvor en 26-årig mandlig bilist var kørt ind i en 41-årig kvinde, da hun var ved at krydse vejen til fods gennem et fodgængerfelt.

Kvinden havde fået nogle skader og blev kørt til hospitalet, hvor hun modtog behandling. Hun var ikke i kritisk tilstand, og det var muligt for politiet at tale med hende efterfølgende.

Bilisten og flere vidner kunne fortælle, at kvinden var løbet over for rødt, lige ind foran bilisten, der ikke kunne undgå at ramme hende. Det forløb bekræftede kvinden, der på hospitalet blev sigtet for at have gået over for rødt lys.

 

**

Ansat gemte hampplanter i lager på arbejdspladsen

Lokalpolitiet i Odder reagerede mandag formiddag på et tip om, at der blev dyrket hampplanter i en lagerbygning i Odder. Tippet viste sig at holde stik, for da lokalbetjentene fik kigget bygningen godt igennem, fandt de et par væksttelte gemt i et lille lokale tilknyttet lageret.

I teltene var 16 hampplanter og forskelligt udstyr til brug for dyrkningen. Politiets efterforskning ledte hurtigt frem til en 38-årig mand, som for nyligt var blevet ansat i virksomheden, der har lageret. Han erkendte, at han havde sat vækstteltene op, da han havde fundet et perfekt sted, som lå godt gemt væk, og som kun han tilgik.

Planter og udstyr blev beslaglagt, og den 38-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt et enkelt indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds:

  • På Jens Baggesens Vej i Aarhus N begået mandag d. 8/6 mellem kl. 12.30 og kl. 19.30

 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

8. juni 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 8. juni 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

7. juni 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands politi: Uddrag af døgnrapporten 7. juni 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds.

6. juni 2026

Østjyllands Politi

Østjyllands politi: Uddrag af døgnrapporten 6. juni 2026

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds.