Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten d. 14. december 2025.
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Indbrudstyv anholdt i Viby J.
Kl. 2323 lørdag aften modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om et igangværende indbrud i Viby J.
En anmelder havde konstateret at en ukendt person havde skaffet sig adgang til anmelders hus, mens anmelder var hjemme.
Mens anmelder var i telefonisk kontakt med vagtcentralen fulgte anmelder efter gerningsmanden og flere patruljer blev sendt til stedet.
En hundepatrulje var først fremme på stedet og på baggrund af de gode observationer og forklaring fra anmelder, så fik en patruljehund hurtigt fært på stedet og kort efter udfandt patruljen gerningsmanden, som blev anholdt ved brug af patruljehunden.
Efter der var kommet ro på situationen på stedet viste det sig, at genringsmanden var i besiddelse af koster fra flere forskellige gerningssteder.
På baggrund af fundet af disse koster, så blev gerningsmanden sigtet for hhv. indbrud i privat beboelse, forsøg på indbrud i privat beboelse og tyveri fra udhus.
Kosterne blev herefter udleveret til de forurettede i sagen.
**
Mistænkelig opkald fra dansk telefonnummer.
Søndag kl. 0001 blev vagtcentralen ved Østjyllands Politi kontaktet af en anmelder fra Grenå, som oplyste, at vedkommende var blevet ringet op fra et dansk telefonnummer.
Da anmelder besvarede opkaldet var der en mandlig dansk stemme i den anden ende.
Pågældende der ringede til anmelder forsøgte efterfølgende at få anmelder til at udlevere sine bankoplysninger.
Anmelderen gjorde det helt rigtige i situationen og afbrød forbindelsen.
Husk – Politiet, din bank eller andre myndigheder vil aldrig ringe og bede dig om at udlevere personlige oplysninger, såsom kontonummer, pinkoder osv.
Som vi tidligere har gjort opmærksom på, så er det en rigtig god ide at tage en snak med sine ældre familiemedlemmer og bekendte omkring ovenstående forholdsregler, for at undgå at blive udsat for bedrageri.
Skulle det ske, at man er kommet til at oplyse personlige informationer inden man får afbrudt forbindelsen, så sidder vi som altid klar til at hjælpe på telefonnummer 114.
**
Gode intentioner fra patrulje endte ud i flere sigtelser til beruset mand.
Søndag kl. 0159 bemærkede en patrulje fra Østjyllands Politi, at der stod en person i Busgaden i Aarhus C, som var tydeligt beruset.
Patruljen rettede henvendelse til personen, en 35-årig mand fra Aarhus-området, for at sikre sig, at pågældende kom godt videre i byen eller hjem.
Desværre havde de gode intentioner fra patruljen ikke den ønskede effekt, da pågældende kvitterede med at kalde patruljen for diverse skældsord, som var så grove, at det udløste flere sigtelser for overtrædelse af straffeloven og ordensbekendtgørelsen.
Manden blev under hændelsen mere og mere aggressiv mod patruljen, hvorfor sagen endte med, at patruljen foretog anholdelse af pågældende, som blev indbragt til Aarhus PG til afrusning.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt 8 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Tilst Bypark i Tilst, begået mellem den 11/12 kl. 10:00 og den 13/12 kl. 11:00.
På Saralystvej i Højbjerg begået mellem den 12/12 kl. 15:30 og den 13/12 kl. 09:00.
På Vistoftvej i Sabro begået den 13/12 kl. 18:05.
På Ormslevvej i Viby J begået den 13/12 kl. 23:22.
På Sønderskovvej i Lystrup begået den 13/12 mellem kl. 09:45 og 22:30.
På Langtoftevej i Viby J begået den 13/12 kl. 23:22.
På Holmstruphøjvej i Aarhus V begået den 13/12 mellem kl. 13:45 og kl. 23:20.
På Haurumsvej i Tilst begået den 13/12 mellem kl. 17:30 og 23:00.
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877