Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

11. juni 2024 14:29

16-årig idømt otte års fængsel for drab på jævnaldrende

En 16-årig dreng er ved Retten i Randers blevet idømt otte års fængsel for i november sidste år at have dræbt en jævnaldrende dreng på Stationsplads i Grenaa. Den 15-årige døde kort tid efter, at han var blevet stukket med kniv, mens den nu dømte 16-årige blev anholdt senere samme aften.

Retten i Randers gulvtæppe logo

Foto: Østjyllands Politi

Et enigt nævningeting ved Retten i Randers kendte tirsdag formiddag en 16-årig dreng skyldig i drab begået mod en jævnaldrende dreng. Den 15-årige blev i den forbindelse idømt otte års fængsel.

 

Drabet fandt sted på Stationsplads i Grenaa søndag den 26. november, hvor gerningsmanden stak den jævnaldrende dreng i brystet med kniv, hvorefter han nogle få minutter senere afgik ved døden.

 

”Jeg er sikker på, at den dømte dreng for tid og evighed fortryder, at han tog kniven med på stationen den dag – og at han i endnu højere grad fortryder, at han stak med den. Det fik voldsomme konsekvenser, og som han også selv sagde i forbindelse med retssagens afslutning, så ville han have gjort sine handlinger om, hvis han havde haft mulighed for det,” siger specialanklager Jesper Rubow fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

 

Ofrets liv stod ikke til at redde

Østjyllands Politi fik anmeldelsen om episoden den 26. november kl. 17.47, og kort efter var flere patruljer på stedet. Den 15-årige blev hentet og tilset i ambulance og lægeambulance, men hans liv stod ikke til at redde.

 

Ved Retten i Randers kom nævningetinget tirsdag formiddag frem til, at der var tale om drab og ikke vold med døden til følge, som den tiltalte forinden havde erkendt.

 

”Jeg er naturligvis fagligt og juridisk tilfreds med, at retten var enig med Anklagemyndigheden i, at der var tale om drab, da den nu 16-årige dreng tilbage i november sidste år stak den jævnaldrende dreng i brystet med kniv,” siger specialanklager Jesper Rubow.

 

Han tilføjer:

 

”Men det ændrer ikke ved, at der er tale om en dybt ulykkelig sag for alle parter – særligt for de efterladte til den dræbte, men også for de pårørende til den dømte – og derfor er det også godt, at der nu er faldet dom, så de involverede personer forhåbentligt kan komme videre i livet,” siger specialanklager Jesper Rubow fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

 

Dømt for både drab og forsøg på grov vold

I forlængelse af drabet stak den nu 16-årige også ud efter en anden jævnaldrende dreng med den samme kniv. Han blev ikke ramt, men hans tøj blev ramt, og der blev skåret hul i hans jakke.

 

Den 16-årige var derfor også tiltalt for forsøg på grov vold, hvilket han også blev kendt skyldig i og dømt for at have begået ved Retten i Randers tirsdag formiddag.

  

”Den mærkbare fængselsdom – til så ung en dreng – sender et tydeligt signal om, at det er en meget alvorlig sag. Sagen viser med al tydelighed, at det hovedrystende dumt at gå med kniv i det offentlige rum, og at det kan få fatale konsekvenser,” siger specialanklager Jesper Rubow fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

 

Har siddet varetægtsfængslet på en sikret institution

Den 16-årige dreng blev ved retten også kendt skyldig i at have overtrådt knivloven, og det anvendte drabsvåben blev konfiskeret med henblik på destruktion.

 

Han blev desuden dømt til at skulle betale en samlet erstatning på 220.000 kroner til de pårørende.

 

Sagen startede ved Retten i Randers den 14. maj og har kørt over flere retsdage, og der blev tirsdag eftermiddag afsagt dom.

 

Den dømte har siden sin anholdelse i forbindelse med knivdrabet siddet varetægtsfængslet på en sikret institution, mens sagen er blevet efterforsket og vurderet juridisk. Han skal fortsat forblive varetægtsfængslet på en sikret institution efter tirsdagens dom.

 

Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen til landsretten.

 

Særligt til pressen:

For yderligere kommentarer til sagen kan medierne kontakte specialanklager ved Anklagemyndigheden hos Østjyllands Politi Jesper Rubow på telefonnummer 29 10 96 56.

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

25. april 2025

Østjyllands Politi

33-årig dømt i sag om voldtægt efter samtykkebaseret lovgivning

En 33-årig mand blev torsdag idømt to års fængsel for to tilfælde af voldtægter efter den samtykkebaserede lovgivning samt et tilfælde af blufærdighedskrænkelse. De tre forhold er begået mod tre forskellige kvinder i 2022.

13. april 2025

Østjyllands Politi

Efterlyst for voldsomt overfald: Ved du, hvor han er?

Østjyllands Politi efterlyser 32-årige Noah Turkmani, der er mistænkt for at stå bag et overfald udenfor i Bispehaven den 1. marts i år, hvor en jævnaldrende mand blev stukket med kniv.

10. april 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi slår fast: Vi har ingen beløbsgrænse for, hvornår vi efterforsker sager

På baggrund af artikler og indslag fra DR har der desværre bredt sig en misforståelse i offentligheden om, at Østjyllands Politi ikke efterforsker økonomisk svindel, hvis beløbet, der er snydt for, er under 500.000 kroner.