33-årig dømt i sag om voldtægt efter samtykkebaseret lovgivning
En 33-årig mand blev torsdag idømt to års fængsel for to tilfælde af voldtægter efter den samtykkebaserede lovgivning samt et tilfælde af blufærdighedskrænkelse. De tre forhold er begået mod tre forskellige kvinder i 2022.

Foto: Østjyllands Politi
En 33-årig mand fra Valby er 24. april 2025 ved Retten i Aarhus idømt to års ubetinget fængsel for voldtægt ved i to tilfælde at have haft samleje med to kvinder i situationer, hvor samtykket til sex ophørte undervejs. Den 33-årige blev desuden dømt for blufærdighedskrænkelse af en tredje kvinde, mens han ved retten blev frifundet for trusler.
'Sager om den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse er meget ofte vanskelige rent bevismæssigt og juridisk. Det skyldes især, at det typisk er sager, hvor parterne har vidt forskellige opfattelser af forløbet - særligt om der var samtykke eller ej - og hvor det er påstand mod påstand. Derfor skal der foretages en troværdighedsvurdering af forklaringerne fra offeret og den tiltalte. Denne troværdighedsvurdering og dermed bevisbedømmelse foretages i sidste ende af rettens medlemmer,' udtaler specialanklager Jesper Rubow.
Ophør af samtykke var omdrejningspunkt
Spørgsmålet om, hvorvidt samtykket ophørte undervejs, var omdrejningspunkt i de to sager om voldtægt, som blev afgjort ved Retten i Aarhus.
Den 33-årige mand og en dengang 22-årig kvinde havde i juni 2022 samleje på en adresse i Tilst. Der var indledningsvist samtykke til, at de skulle have samleje, men Ifølge kvindens forklaring, sagde hun fra umiddelbart inden og sagde, at de skulle bruge kondom, hvis de skulle have samleje, men den 33-årige indledte og gennemførte samlejet uden kondom. Dommerne var enige og kendte manden skyldig i voldtægt, og retten lagde vægt på, at samtykket ophørte, da kvinden bad om brug af kondom og dette ikke blev fulgt - således var der ikke samtykke til samleje.
Den 33-årige blev ligeledes kendt skyldig i voldtægt af en dengang 24-årig kvinde den 12. november 2022 ved at have samleje uden samtykke på en adresse i Viby. Her startede forholdet med samleje, hvor der var samtykke. Ifølge kvindens forklaring, ønskede hun undervejs at stoppe samlejet, men hendes arme blev fastholdt, og hun græd mens manden fortsatte samlejet. Ifølge den 33-årige var han af den overbevisning, at den 24-årige kvinde gerne ville, men to af de tre dommere vurderede det troværdigt, at han havde set kvinden græde og dermed vidste, at samtykket ikke længere var til stede. Derfor blev han også dømt i det forhold.
'Tankerne bag den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse er sådan, at der skal være samtykke til samleje eller andre former for sex fra begge parter. Det er også sådan, at samtykket skal være til stede i hele forløbet og gælde for alle evt. forskellige seksuelle aspekter. Det gør naturligvis, at alle parter skal være opmærksomme på, at der under hele forløbet er et samtykke til det, som foregår,' udtaler specialanklager Jesper Rubow videre.
Den 33-årige mand blev desuden dømt for blufærdighedskrænkelse ved beføling begået på en adresse i Aarhus i foråret 2022 mod en dengang 30-årig kvinde. Den 33-årige nægtede sig skyldig i alle forhold og forklarede, at der i alle tre tilfælde var tale om forhold, der var fuldt ud frivillige og altså med samtykke i lovens forstand.
Politiet modtog anmeldelse fra de tre kvinder om morgenen den 29. maj 2023.
Den dømte mand ankede dommen til Vestre Landsret med påstand om frifindelse.
'Der er som nævnt vanskelige sager, men jeg er tilfreds med, at byretten nu har afgjort sagen og havde stort set samme juridiske og bevismæssige opfattelse af sagen som anklagemyndigheden. Nu må fremtiden vise, hvordan sagen ender i Vestre Landsret,' afslutter specialanklager Jesper Rubow.
Udover de to års fængsel, skal den dømte også betale erstatning til de tre ofre.
Pressekontakt
Specialanklager Jesper Rubow, tlf. 2910 9656Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877