Efterlysning: Genkender du disse to personer?
Østjyllands Politi efterlyser to gerningspersoner til en påsat brand i Skejby den 20. november 2025.
I forbindelse med efterforskningen af en påsat brand i et minimarked på Skelagervej i november måned, beder politiet offentligheden om hjælp til at identificere to gerningspersoner.
Af videoovervågning på stedet fremgår det, at to personer ankom til adressen kl. 01.02 på en scooter. De medbragte en brændstofdunk og gik ind til bygningens bagdør, hvor de knuste en rude og åbnede døren, så de kunne træde ind. Efter et kort ophold inde i bygningen, forlod de stedet af bagdøren, som det derefter brændte ud af.
De to personer forlod få minutter efter stedet, medbringende dunken. De kørte derfra på scooter i retning mod syd, ligeud til de nåede stien, der løber langs Skejby Busvej. Her fulgte de stien til højre mod syd.

Føreren af knallerten var iklædt en blå jakke og medbragte en sort 5L brændstofdunk med hvidt skruelåg. Scooterens passager var iklædt mørkt tøj og medbragte, hvad der lignede en stor sten.
Østjyllands Politi håber, at nogen kan genkende en eller begge personer på videoen.
Har du oplysninger om, hvem gerningspersonerne kan være, bedes du kontakte politiet på tlf. 114.
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877