Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

27. april 2026 14:56

Idømt fængsel for at sende sine børn på genopdragelsesrejse

Ved Retten i Aarhus er en 57-årig mand blevet idømt tre års fængsel for at være rejst fra Danmark til udlandet med tre af sine døtre med det formål, at børnene skulle sendes på en såkaldt genopdragelsesrejse. Udrejsen fandt sted i juni 2022, og den 57-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden sin anholdelse i september sidste år. Han nægter sig skyldig og har anket dommen til landsretten.

Retten i Aarhus fra siden

Foto: Østjyllands Politi

Østjyllands Politi modtog i september sidste år en anmeldelse om, at en 57-årig mand tilbage i juni 2022 var rejst fra Aarhus til Somalia med sine dengang tre mindreårige døtre med det formål, at pigerne skulle sendes på en genopdragelsesrejse.

Ifølge anmeldelsen befandt pigerne sig fortsat i udlandet på daværende tidspunkt.

Kort tid efter blev den 57-årige mand anholdt i forbindelse med politiets efterforskning af sagen - og mandag eftermiddag - godt et halvt år senere - er han ved Retten i Aarhus blevet kendt skyldig i sagen og idømt tre års fængsel.

"Under deres tid i Somalia blev pigerne blandt andet i lange perioder afholdt fra at gå i skole, mens de også blev forbudt at tale dansk og tvunget til at tale somalisk og gå i koranskole," siger specialanklager Jesper Rubow fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Han tilføjer:

"De to ældste af pigerne blev under opholdet i udlandet udsat for omfattende vold i form af mishandling, ligesom de også blev afskåret fra socialkontakt, så deres sundhed og udvikling blev bragt i alvorlig fare - og jeg er derfor alt i alt ganske tilfreds med, at Retten i Aarhus har været enig i Anklagemyndighedens vurdering af sagen."

 

Dømt for flere forskellige forhold

Ved Retten i Aarhus er den 57-årige mand stort set blevet dømt i overensstemmelse med anklageskriftet for flere forskellige overtrædelser af straffeloven, herunder at have sendt tre af sine børn til udlandet på en såkaldt genopdragelsesrejse.

En genopdragelsesrejse, der ifølge byrettens dom har været en overtrædelse af straffelovens § 215 a, hvor den 57-årige mand bragte børnenes sundhed og udvikling i alvorlig fare, da døtrene skulle tage ophold i Somalia og i den forbindelse blev udsat for svigtende omsorg i form af blandt andet omfattende vold og manglende undervisning mv.

Foruden genopdragelsesrejsen i juni 2022 og frem er den 57-årige mand også blevet dømt for blandt andet at have udsat sine døtre for vold og trusler i andre sammenhænge - herunder trusler på livet mod den én af døtrene, hvis hun forsøgte at stikke af fra huset i Somalia.

"Jeg glæder mig desuden over, at de to ældste af pigerne i starten af året er vendt retur til Danmark. Det er dog sørgeligt, at den yngste af pigerne fortsat er i Somalia, og jeg håber naturligvis, at hun også kan komme til Danmark" siger specialanklager Jesper Rubow.

De tre døtre er i dag henholdsvis 18, 16 og 11 år gamle.

Sagen har været ført over tre retsdage, og den 57-årige mand blev foruden fængselsstraf også ved Retten i Aarhus dømt til at skulle betale 60.000 kroner i erstatning til hver af de to ældste døtre.

Den 57-årige mand har anket dommen til landsretten. Han skal forblive varetægtsfængslet efter dagens dom og tog forbehold om at kære kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

30. april 2026

Østjyllands Politi

Idømt fængsel for vold og trusler mod samlever

Ved Retten i Aarhus er en 38-årig mand blevet idømt halvandet års fængsel for gennem en længere årrække at have udsat en tidligere samlever for gentagen vold, psykisk vold og trusler. Han nægter sig skyldig og har udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke dommen til landsretten.

29. april 2026

Østjyllands Politi

Drabsforsøg på togperron: 42-årig mand idømt fængsel

En 42-årig mand er onsdag ved Retten i Aarhus blevet idømt seks års fængsel i en sag om et drabsforsøg begået ved togperronen på Aarhus Hovedbanegård. Episoden fandt sted i maj sidste år, hvor en 24-årig mand blev stukket i halsen med kniv og var i livsfare. Den 42-årige nægter sig skyldig og har anket dommen til landsretten.

28. april 2026

Østjyllands Politi

Fældet af DNA: 50-årig mand kendt skyldig i flere år gammel voldtægtssag

En 50-årig mand er ved Retten i Randers blevet kendt skyldig i en sag fra 2015, hvor en dengang 89-årig kvinde blev udsat for voldtægt i forbindelse med et groft overfald ved sin bopæl i Over Fussing nær Randers. Gerningsmanden blev anholdt sidste år på baggrund af såkaldt slægtsskabssøgning på tidligere sikrede DNA-spor fra sagen. Han nægter sig skyldig og har anket dommen til landsretten.