Idømt flere års fængsel for vold og trusler mod samlever
En 31-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet idømt to og et halvt års fængsel for en lang række overtrædelser af straffeloven. Han blev blandt andet dømt for grov vold og trusler begået mod en 26-årig kvinde, som han var kærester med. Den 31-årige blev anholdt på en adresse i Lystrup i juli sidste år efter anmeldelse til politiet om et knivoverfald kvinden.
![Retten i Aarhus gulvtæppe logo](https://politi.dk/-/media/mediefiler/oejyl/artikelbilleder-b-3000-x-h-2000-px/bygninger/retten-i-aarhus/retten-i-aarhus-gulvtppe-logofoto-stjyllands-politijpg.jpg?h=299&iar=0&w=448&hash=A0827C81E865560270D406BFF0B94878)
Foto: Østjyllands Politi
Søndag den 7. juli 2024 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse vedrørende et overfald på en adresse i Lystrup nord for Aarhus, hvorefter flere patruljer straks blev sendt til stedet.
På adressen traf politiet den nu 26-årige kvinde, som var blevet stukket og snittet adskillige gange med kniv, og den nu 31-årige mand, som blev anholdt og sigtet i sagen, mistænkt for at have overfaldet og truet kvinden.
Dagen efter blev manden fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus og varetægtsfængslet for overfaldet. Han har siddet varetægtsfængslet siden da frem mod byrettens afgørelse i sagen, hvor han bl.a. var tiltalt for kvalificeret vold, trusler og vidnetrusler.
Ved Retten i Aarhus er den 31-årige mand onsdag eftermiddag blevet idømt to og et halvt års fængsel for knivoverfaldet og truslerne den 7. juli og for en andre lignende forhold omhandlende personfarlig kriminalitet begået mod den 26-årige kvinde i forudgående periode.
”Jeg er ganske tilfreds med, at den 31-årige mand i dag er blevet dømt for en lang række strafbare sager, og at myndighederne på den måde har hjulpet den 26-årige kvinde med at komme ud af et totalt uholdbart parforhold præget af fysisk vold og trusler begået af den 31-årige mand,” siger specialanklager Jesper Rubow fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.
Blev anholdt tidligere samme dag som knivoverfaldet
Forinden det grove knivoverfald begået om aftenen den 7. juli var Østjyllands Politi også i kontakt med den nu 31-årige mand tidligere samme dag, da politiet havde modtaget en anmeldelse om trusler fra adressen i Lystrup om formiddagen kl. 9.35.
Flere patruljer blev på det tidspunkt sendt til stedet, hvorefter manden kl. 10.45 blev anholdt med den fornødne magt og blandt andet sigtet for trusler begået mod kvinden. Han blev taget med ind til afhøring hos politiet, ligesom politiet ransagede på stedet og beslaglagde en række knivvåben fra adressen.
Det blev i forlængelse af afhøringen af manden og øvrige relevante efterforskningsskridt vurderet, at der ikke var grundlag for på daværende tidspunkt at fremstille ham i et grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, og han blev derfor løsladt efter endt afhøring senere samme dag samme dag kl. 16.00.
I forbindelse med løsladelsen var Østjyllands Politi i kontakt med den nu 26-årige forurettede kvinde om dette, da politiet var bekendt med de to personers forudgående kendskab til hinanden. Kvinden blev her vejledt om de forskellige muligheder for at få hjælp og orienteret om løsladelsen af den nu 31-årige.
”Det er naturligvis tragisk, at den 31-årige mand allerede få timer efter sin løsladelse vælger igen at opsøge den 26-årige kvinde for herefter at overfalde hende og stikke hende flere gange med kniv. Det vidner igen om, at de har levet i et yderst usundt forhold, som jeg glæder mig over nu får en tiltrængt pause i form af flere års fængsel til den 31-årige mand,” siger specialanklager Jesper Rubow.
Foruden kvindens egen forklaring var der også en række andre vidneforklaringer, lægelige oplysninger og billeder mv., der havde betydning for rettens endelige dom.
”Retten lagde afgørende vægt på kvindens egen forklaring om vold og trusler, og det er godt for retfærdighedsfølelsen, at hun til sidst valgte at stå frem og forklare, hvad hun gennem tiden har været udsat for. Ingen fortjener at leve i den slags forhold, og derfor er det også et skulderklap, at retten troede på kvindens forklaring,” siger specialanklager Jesper Rubow.
Tiltalt og dømt for lang række forhold
Foruden episoderne den 7. juli var den 31-årige mand også tiltalt for at have begået vold i gentagelsestilfælde ved i perioden forud for den 4. februar 2024 at have slået og sparket den nu 26-årige kvinde i hovedet og på kroppen samt taget kvælertag på hende, hvormed hun pådrog sig flere skader.
Den 31-årige truede i samme periode kvinden med, at han ville slå hende ihjel.
Ved Retten i Aarhus var han også tiltalt for at have overtrådt knivloven og have besiddet en peberspray i forbindelse med en episode den 9. april 2024 i Aarhus C, hvor han var kommet kørende i bil til trods for, at hans førerret var blevet administrativt inddraget.
Derudover var han tiltalt for en lang række overtrædelser af loven om euforiserende stoffer ved at have været i besiddelse af flere slags narko på adressen i Lystrup med henblik på videresalg i form af kokain, MDMA, ketamin, receptpligtige smertestillende piller og LSD.
Den 31-årige blev fundet skyldig og dømt for langt de fleste forhold i anklageskriftet, men der skete også frifindelse i et par enkelte forhold. Han var i alt tiltalt for 24 forskellige forhold.
De mange forskellige slags narko, flere pebersprays og alle relaterede knivvåben til sagen i form af en machete, et sværd, en totenschlæger, to kasteknive, en halskniv og to springknive blev ved rettens domsafsigelse konfiskeret fra den 31-årige mand.
Han blev – foruden fængselsdommen – dømt til at skulle betale erstatning til den forurettede kvinde i sagen og til at betale sagens omkostninger. Han modtog dommen og skulle efterfølgende forblive varetægtsfængslet frem mod påbegyndelse af endelig afsoning.
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877