Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

13. februar 2025 13:42

Indbrudstyv anholdt - fik straksdom på et års fængsel

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede torsdag kl. 10.30 en 39-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus - og han blev i den forbindelse idømt en straksdom på et års fængsel til direkte afsoning.

Retten i Aarhus fra vejen forfra

Foto: Østjyllands Politi

Den 39-årige mand var til grundlovsforhøret sigtet for to indbrud begået mod virksomheder i hhv. Hasselager og Højbjerg den 11. januar, et indbrudsforsøg den 23. januar og et indbrud på en skole i Galten begået den 11. februar.

 

I forbindelse med de to indbrud den 11. januar var den 39-årige mand i forvejen eftersøgt af politiet, indtil han onsdag aften blev anholdt i Viby J.

 

En patrulje fra Østjyllands Politi befandt sig onsdag aften i området omkring Grøfthøjparken og Vårkærparken, da betjentene blev opmærksomme på en personbil, som de ønskede at bringe til standsning.

 

De blå blink blev tændt, men i stedet for at efterkomme politiets anvisninger, forsøgte bilisten at køre fra politiet, inden han forlod køretøjet og fortsatte sit flugtforsøg til fods.

 

Betjentene satte derfor det lange ben forrest og fik hurtigt indhentet manden, som kl. 20.23 blev sigtet for narkokørsel og for ikke at efterkomme politiets anvisninger.

 

Den sigtede forsøgte at rive sig fri, hvorfor han også blev sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, inden han blev anholdt med den fornødne magt.

 

Da han herefter angav sig for at være en anden person, fik han endnu en sigtelse til samlingen og slutteligt også for at have kørt bil uden førerret.

 

Den 39-årige mand blev identificeret og fundet i besiddelse af tyvekoster fra et indbrud begået aftenen forinden på en skole i Skovby ved Galten, som lå i hans bil. Han blev derudover også sigtet for de øvrige forhold, han var eftersøgt til, inden han torsdag formiddag blev idømt en straksdom på ét års fængsel.

 

”Vi er meget tilfredse med, at den 39-årige mand allerede dagen efter sin anholdelse har fået en tiltrængt pause på et års fængsel i forbindelse med flere nyligt anmeldte indbrud.

 

Han fortsætter:

 

”Vi fortsætter vores øgede og skærpede indsats på indbrudsområdet, så folk kan føle sig trygge i deres hjem – også henover ferieperioderne, hvor de muligvis er bortrejst. Foruden vores egen målrettede indsats har vi også stadig brug for borgernes hjælp til at holde øjne og ører åbne overfor mistænkelig adfærd i deres respektive nabolag,” siger politikommissær Jens Rønberg fra Østjyllands Politi.

 

Hvis man opdager et igangværende indbrud, skal man ringe til politiet på telefonnummer 112.

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

15. oktober 2026

Østjyllands Politi

19-årig mand anholdt - sigtet for to voldtægtsforsøg i Risskov

Østjyllands Politi har onsdag eftermiddag kl. 17.26 foretaget anholdelse af en 19-årig mand, som formodes at stå bag to voldtægtsforsøg i Risskov i den nordlige del af Aarhus. Episoderne fandt sted i juli og september, og den 19-årige mand er blevet anholdt på baggrund af en omfattende efterforskning af sagerne.

12. oktober 2026

Østjyllands Politi

Fejl i løbehjulsbøder til forældre

Østjyllands Politi har ved en fejl uddelt bøder til forældre flere sager, hvor mindreårige er blevet taget i at køre ulovligt på el-løbehjul. Der er i alt uddelt 19 sigtelser - heraf 12 bøder. Både bøder og sigtelser bliver nu trukket tilbage, og de der har betalt bøden, får pengene retur.

7. oktober 2026

Østjyllands Politi

32-årig mand idømt fængsel for bedrageri og åger

En 32-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet kendt skyldig i at have begået bedrageri og åger af særlig grov beskaffenhed mod en 41-årig mand, som han i 2024 indgik i et ægteskab med. Forbrydelsen fandt sted ved, at den 32-årige kort efter ægteskabets indgåelse udnyttede den 41-åriges personlige vanskeligheder og den vej igennem fik overdraget en stor del af den 41-åriges faste ejendom, som senere blev gjort til den 32-åriges særeje. Han blev idømt to års fængsel.