Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

24. februar 2026 14:36

Mistænkt i voldtægtssag fra Langenæs anholdt i England og udleveret til Danmark

Betjente fra Østjyllands Politi har tirsdag formiddag været en tur i England i forbindelse med udleveringen af 27-årig mand, der er mistænkt i en voldtægtssag fra Langenæs i Aarhus C. Den 27-årige mand blev anholdt i december sidste år i Manchester forud for sin udlevering til retsforfølgelse i Danmark, og han vil onsdag formiddag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Kredslogo for Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Tirsdag eftermiddag kl. 12.55 landede en 27-årig mand i Københavns Lufthavn, og i samme forbindelse blev han erklæret for anholdt af de østjyske betjente, som han havde fulgtes med ombord på flyet fra England.

 

Den 27-årige mand har siden den 27. september 2024 været internationalt efterlyst af Østjyllands Politi i forbindelse med efterforskningen af en voldtægtssag fra Langenæs i Aarhus C, hvor en dengang 37-årig kvinde blandt andet blev udsat for en grov voldtægt og frihedsberøvelse begået af flere mænd.

 

Episoden fandt sted i en lejlighed på Langenæs Allé om morgenen og om formiddagen den 17. august 2024, inden det lykkedes kvinden at komme ud fra stedet og opsøge hjælp hos nogle tilfældigt forbipasserende, hvorefter politiet blev informeret om sagen.

 

I forbindelse med politiets indledende efterforskning af sagen blev tre mænd anholdt og varetægtsfængslet, men to af dem blev kort tid efter løsladt.

 

To øvrige mistænkte medgerningsmænd var nået at flygte til udlandet, inden politiet fik kontakt til dem, og de blev derfor begge internationalt efterlyst med navn og billede. Der er tale om to 27-årige mænd fra Eritrea, hvoraf efterlysningen af den ene nu ikke længere er aktuel.

 

Østjyllands Politi har opdateret sin tidligere udsendte efterlysning af de to mænd og fjernet navn og foto af den ene af de to mænd. Pressen og øvrige, der har delt efterlysningen, opfordres til at gøre det samme.

 

Efterlysningen fra september 2024 kan tilgås på linket her: https://politi.dk/oestjyllands-politi/efterlyste-og-savnede-personer/to-maend-efterlyses-i-voldtaegtssag-fra-langenaes/2024/09/27

 

Gerningsmand idømt tre års fængsel

I februar 2025 blev en dengang 33-årig mand idømt tre års fængsel for i forening med to medgerningsmænd at have udsat den 37-årige kvinde for den alvorlige voldtægtsforbrydelse på Langenæs i Aarhus C.

 

Den 33-årige mand – der ligeledes er eritreisk statsborger – blev ved Retten i Aarhus dømt for at have voldtaget kvinden, mens de to navngivne og efterlyste medgerningsmænd havde fastholdt hende.

 

Den i forvejen dømte gerningsmand i sagen sidder fortsat fængslet, og du kan læse mere om dommen i tidligere udsendte pressemeddelelse på linket her: https://politi.dk/oestjyllands-politi/nyhedsliste/tre-aars-faengsel-for-voldtaegt-paa-langenaes/2025/02/19

 

Til onsdagens fremstilling af den 27-årige mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, vil Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi anmode om lukkede døre af hensyn til sagens fortsatte efterforskning.

 

Grundlovsforhøret vil blive afholdt kl. 9.30, og Østjyllands Politi har for nuværende ikke umiddelbart yderligere kommentarer til sagen.

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

30. april 2026

Østjyllands Politi

Idømt fængsel for vold og trusler mod samlever

Ved Retten i Aarhus er en 38-årig mand blevet idømt halvandet års fængsel for gennem en længere årrække at have udsat en tidligere samlever for gentagen vold, psykisk vold og trusler. Han nægter sig skyldig og har udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke dommen til landsretten.

29. april 2026

Østjyllands Politi

Drabsforsøg på togperron: 42-årig mand idømt fængsel

En 42-årig mand er onsdag ved Retten i Aarhus blevet idømt seks års fængsel i en sag om et drabsforsøg begået ved togperronen på Aarhus Hovedbanegård. Episoden fandt sted i maj sidste år, hvor en 24-årig mand blev stukket i halsen med kniv og var i livsfare. Den 42-årige nægter sig skyldig og har anket dommen til landsretten.

28. april 2026

Østjyllands Politi

Fældet af DNA: 50-årig mand kendt skyldig i flere år gammel voldtægtssag

En 50-årig mand er ved Retten i Randers blevet kendt skyldig i en sag fra 2015, hvor en dengang 89-årig kvinde blev udsat for voldtægt i forbindelse med et groft overfald ved sin bopæl i Over Fussing nær Randers. Gerningsmanden blev anholdt sidste år på baggrund af såkaldt slægtsskabssøgning på tidligere sikrede DNA-spor fra sagen. Han nægter sig skyldig og har anket dommen til landsretten.