Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

21. marts 2025 14:42

Sidespejlstyve idømt fængsel og udvisning

To litauiske mænd på hhv. 27 og 33 år blev fredag ved Retten i Aarhus idømt to års ubetinget fængsel for sidste år at have stjålet flere hundrede sidespejle i Østjylland. Derudover blev de idømt udvisning med indrejseforbud for bestandigt.

Retten i Aarhus fra vejen forfra

Foto: Østjyllands Politi

Det var i en periode i februar 2024, at der blev stjålet en lang række sidespejle fra biler, der holdt i aarhusianske bydele og boligområder, og Østjyllands Politi satte en intensiv efterforskning i gang for at få fat på gerningsmændene. 

Blandt andet fik efterforskerne sikret spor og samlet en del videoovervågning fra bil- og boligejere, og flere af de indsamlede klip blev delt med offentligheden. Det var med til at give et gennembrud i sagen, da der kom tip ind på mændenes identitet. 

Politiet var lige i hælene på gerningsmændene, men det lykkedes dem at flygte til Sverige. Her blev begge anholdt i en rutinekontrol, og da Østjyllands Politi havde delt en efterlysning med deres europæiske politikolleger, kom der hurtigt besked fra det svenske politi til det østjyske om anholdelsen. 

 

Skulderklap til borgerne

Begge mænd blev senere udleveret og varetægtsfængslet i Danmark. De to mænd stod i Retten i Aarhus tiltalt for tyveri af særlig grov beskaffenhed, og retten fandt, at beviserne mod dem var stå stærke, at de kunne dømmes for størstedelen af de over 200 tyveriforhold, de var tiltalt for. 

”Det har været særdeles organiserede tyverier, hvor gerningsmændene har været meget målrettede og løbende har sendt de stjålne sidespejle ud af landet. På grund af omfanget og den organiserede form for kriminalitet, hvor gerningsmændene arbejdede på tværs af landegrænser, så har det krævet et større politi- og anklagerarbejde at få hele sagen løftet. Jeg er tilfreds med, at det endte med flere års ubetinget fængsel, ” siger senioranklager Rosa Pape.

Anklageren sender et skulderklap til de østjyder, der hjalp med at udlevere gode videooptagelser af gerningsmændene. 

”Det var ikke mindst på grund af en hel del videomateriale fra borgernes private overvågning, at politiet blev ledt på sporet af tyvene, så på den måde har det været et godt samarbejde mellem politi og borgere, der har været medvirkende til, at sagen blev opklaret, og gerningsmændene fik deres straf,” siger Rosa Pape. 

De to mænd nægtede sig begge skyldige – de valgte at modtage dommen. 

 

Pressekontakt

Senioranklager Rosa Pape, tlf. 2464 0331
 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

17. april 2026

Østjyllands Politi

Seks mænd idømt fængsel for at videreføre forbudt forening

Ved Retten i Aarhus er seks mænd i alderen 25 til 48 år fredag blevet idømt hver især 40 dages fængsel for i maj 2024 at have deltaget i videreførelsen af Bandidos MC i Danmark, selvom foreningen på daværende tidspunkt var blevet foreløbigt forbudt. En person blev frifundet og yderligere én person får sin sag afgjort på et senere tidspunkt, da han ikke mødte ikke op i retten.

13. april 2026

Østjyllands Politi

Ko søger ejer

Vi søger ejeren til en kviekavl af racen Skotsk Højlandskvæg, som går rundt i et område omkring Hørslevvej i Harlev J.

27. marts 2026

Østjyllands Politi

To drenge idømt fængsel for knivoverfald på gymnasium

To 16-årige drenge er fredag blevet idømt hver ni måneders fængsel i forbindelse med et overfald på en 17-årig dreng i december sidste år. Overfaldet fandt sted på et gymnasium i Tilst. Den ene af drengene blev i forbindelse med retssagen også kendt skyldig i en episode vedrørende trusler med kniv på en ungdomsuddannelse i det nordlige Aarhus.