Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

16. december 2025 09:45

To personer anholdt: Fundet i besiddelse af en håndgranat

Østjyllands Politi har foretaget anholdelser af to personer, som mandag eftermiddag blev fundet i besiddelse af en funktionsdygtig håndgranat på en adresse i Randers. De to personer, en 34-årig mand og en 30-årig kvinde, vil tirsdag formiddag kl 10.30 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers, hvor Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre.

Kredslogo for Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Østjyllands Politi modtog mandag eftermiddag kl. 13.13 en anmeldelse om, at en person på en adresse i det sydvestlige Randers angiveligt var i besiddelse af en håndgranat.

Flere patruljer rykkede derfor straks til stedet og fik afspærret et større område omkring den relevante adresse på Skovlund i Randers SV, mens politiet arbejdede på at få kontakt til personerne på stedet.

Kort tid efter - omkring kl. 14.40 - kunne Østjyllands Politi på adressen foretage anholdelse af den 34-årige mand, mens den 30-årige kvinde blev anholdt kl. 14.43.

"Vi tager det meget alvorligt, når vi modtager en anmeldelse om, at en person er i besiddelse af en håndgranat, og derfor var vi også meget synligt og talstærkt til stede i området i løbet af hele mandagen," siger efterforskningschef ved Østjyllands Politi Flemming Nørgaard.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med sagen og gårsdagens anholdelser.

 

Fandt funktionsdygtig håndgranat på stedet

På stedet blev der fundet en funktionsdygtig håndgranat, som blev sikret med hjælp fra Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste.

Østjyllands Politi har desuden fået assistance fra Hjemmeværnet til bevogtning af stedet. Bevogtningen vil tirsdag formiddag forventeligt blive ophævet.

"Vi har i løbet af mandagen foretaget en grundig gennemgang af adressen samt det omkringliggende område for at sikre os, at der ikke lå yderligere eksplosiver til fare for de omkringliggende naboer - og derfor kan borgerne igen trygt færdes i området, nu hvor politiets afspærringer bliver ophævet," siger Flemming Nørgaard.

Østjyllands Politi takker for borgernes forståelse for gårsdagens nødvendige afspærringer i området.

 

Vil blive fremstillet i grundlovsforhør

Den 34-årige mand og den 30-årige kvinde vil tirsdag kl. 10.30 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers.

"Vi har stadig et stort arbejde med at få efterforsket sagen og klarlagt et forudgående hændelsesforløb op til anmeldelsestidspunktet, og vi kan på nuværende tidspunkt ikke udelukke, at der kommer yderligere anholdelser eller sigtelser i sagen," siger efterforskningschef ved Østjyllands Politi Flemming Nørgaard.

De to personer, som tirsdag formiddag bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers, er sigtet for at have overtrådt våbenloven ved at have været i besiddelse af en funktionsdygtig håndgranat under særligt skærpende omstændigheder.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi vil anmode om lukkede døre af hensyn til sagens fortsatte efterforskning.

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

12. oktober 2026

Østjyllands Politi

Fejl i løbehjulsbøder til forældre

Østjyllands Politi har ved en fejl uddelt bøder til forældre flere sager, hvor mindreårige er blevet taget i at køre ulovligt på el-løbehjul. Der er i alt uddelt 19 sigtelser - heraf 12 bøder. Både bøder og sigtelser bliver nu trukket tilbage, og de der har betalt bøden, får pengene retur.

7. oktober 2026

Østjyllands Politi

32-årig mand idømt fængsel for bedrageri og åger

En 32-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet kendt skyldig i at have begået bedrageri og åger af særlig grov beskaffenhed mod en 41-årig mand, som han i 2024 indgik i et ægteskab med. Forbrydelsen fandt sted ved, at den 32-årige kort efter ægteskabets indgåelse udnyttede den 41-åriges personlige vanskeligheder og den vej igennem fik overdraget en stor del af den 41-åriges faste ejendom, som senere blev gjort til den 32-åriges særeje. Han blev idømt to års fængsel.

7. oktober 2026

Østjyllands Politi

Idømt flere års fængsel for trafikdrab på sovende kvinde

En 20-årig mand har ved Retten i Aarhus erkendt sig skyldig i en sag om trafikdrab, hvor en 64-årig kvinde i juni blev påkørt og afgik ved døden på en privat adresse i Tilst, mens hun lå og sov. Den 20-årige mand blev onsdag idømt fire års fængsel i sagen.