Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

3. februar 2025 15:08

Tre mænd idømt 27 års fængsel for dobbelt drabsforsøg

Retten i Aarhus har mandag eftermiddag idømt tre mænd i alderen 25, 28 og 44 år samlet 27 års fængsel for at have overfaldet og forsøgt at slå to mænd ihjel på Hammershusvej i Aarhus V. Drabsforsøget fandt sted den 9. november 2023, hvor de to mænd sad i en bil på en parkeringsplads, da de bevidst blev påkørt og efterfølgende overfaldet af en gruppe maskerede gerningsmænd, som blandt andet stak dem flere gange med kniv, således den ene af dem var i akut livsfare.

Retten i Aarhus gulvtæppe logo

Foto: Østjyllands Politi

Der var tale om et yderst voldsomt og særligt groft overfald, da to mænd på nu 23 og 25 år tilbage i november 2023 blev overfaldet af et ukendt antal gerningsmænd på en parkeringsplads i det vestlige Aarhus.

 

Mandag eftermiddag er tre gerningsmænd – alle med tilknytning til rockergrupperingen Comanches MC, (tidl. Satudarah) – blevet idømt mangeårige fængselsstraffe ved at have deltaget i drabsforsøgene på de to personer, som de havde et forudgående kendskab til fra det kriminelle miljø.

 

Ved Retten i Aarhus er de tre mænd blevet idømt hver især ni års fængsel. Den 28-årige blev desuden idømt udvisning i medfør af udlændingelovens bestemmelser med et indrejseforbud for bestandig.

 

”Der er ingen tvivl om, at episoden må betegnes som værende et yderst voldsomt overfald, og retten har også været enig med Anklagemyndigheden i, at formålet med overfaldet var, at de to mænd i bilen skulle slås ihjel,” siger specialanklager Jesper Rubow fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

 

Han tilføjer:

 

”Jeg er derfor også ganske tilfreds med, at det har været muligt at identificere og efterfølgende også retsforfølge flere af gerningsmændene, som i dag har fået nogle mærkbare flerårige fængselsstraffe. Det til trods for, at flere vidner – herunder de forurettede i sagen – undervejs i forløbet ikke har haft et særligt stort ønske om at samarbejde med politiet eller afgive brugbare forklaringer i retten,” siger han.

 

Knivstik, alubat, peberspray og strømpistol

Østjyllands Politi modtog anmeldelsen om det alvorlige overfald omkring kl. 17.50 den 9. november 2023, hvor flere personer i området havde hørt og overværet episoden begået af gruppen af maskerede gerningsmænd, som fandt sted på parkeringspladsen på Hammershusvej.

 

Flere patruljer og ambulancer blev hurtigt sendt til stedet, hvor gerningsmændene – der ifølge politiets efterforskning var ankommet i mindst tre forskellige køretøjer – var stukket af ved myndighedernes ankomst nogle få minutter senere.

 

De to mænd, som var blevet forsøgt dræbt, blev begge fundet med utallige knivstik og modtog livreddende førstehjælp på stedet, inden de blev bragt til hospitalet i kritisk tilstand – den ene i akut livsfare.

 

Den bil, de havde befundet sig i, var blevet totalskadet i forbindelse med påkørslen og diverse efterfølgende slag med bl.a. økser og alubat, mens de to mænd foruden knivstik også var blevet udsat for peberspray, strømpistol og slag med diverse våben.

 

”At det lykkedes at redde de to mænds liv, er naturligvis positivt, når man tænker på, hvad de blev udsat for. Politiet har foretaget en omfangsrig og grundig efterforskning i sagen, og dagens dom viser også med al tydelighed, at personfarligkriminalitet begået i kriminelle miljøer bliver straffet særligt hårdt ved domstolene. Jeg er tilfreds med, at de tre mænd blev kendt skyldige og dømt for de to drabsforsøg,” siger specialanklager Jesper Rubow fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

 

Østjyllands Politi har samarbejdet med bl.a. Sydøstjyllands- og Nordjyllands Politi i efterforskningen af sagen, hvor flere øvrige personer – foruden de tre dømte – også undervejs har været anholdt og mistænkt i sagen. Det har for nuværende ikke været muligt for politiet at identificere flere formodede gerningsmænd i sagen.


Idømt opholdsforbud gældende i otte år

De tre mænd har siddet varetægtsfængslet siden deres respektive anholdelser i sagen, hvoraf den 28-årige blandt andet blev anholdt af de tjekkiske myndigheder, da han var internationalt efterlyst i sagen. Han blev sidenhen udleveret til retsforfølgelse i Danmark og anholdt af betjente fra Østjyllands Politi, da han landede i lufthavnen i Kastrup.

 

De tre mænd blev – foruden deres respektive fængselsstraffe og udvisning – alle ved Retten i Aarhus idømt et opholdsforbud gældende i otte år.

 

Opholdsforbuddet er gældende i Aarhus Kommune, Randers Kommune og i alt seks forskellige klubhuse i landet med tilknytning til rockergrupperingen Comanches MC.

 

Den 44-årige mand blev frifundet for påstanden om, at han jf. indfødsretsloven skulle frakendes sit danske statsborgerskab, som Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om i sagen.

 

Ved Retten i Aarhus var også en 27-årig mand tiltalt for at have deltaget i drabsforsøgene, hvilket han blev frifundet for. Han blev dog kendt skyldig i at have begået et indbrud tilbage i oktober 2023 i en bolig nær Aars og idømt fire måneders fængsel. Han modtog dommen.

 

De tre mænd, som er blevet kendt skyldige og hver især idømt ni års fængsel for de to drabsforsøg, har alle anket til landsretten med påstand om frifindelse. De skal alle forblive varetægtsfængslet.

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

7. marts 2025

Østjyllands Politi

Mange brugbare henvendelser i formodet drabssag

Siden Østjyllands Politi onsdag valgte at offentliggøre personlige oplysninger om den 26-årige mand, der fredag i sidste uge blev fundet afgået ved døden, har politiet modtaget flere gode henvendelser fra borgerne. Politiet takker for de mange henvendelser, men hører stadig gerne fra øvrige med relevante oplysninger i relation til den formodede drabssag samt oplysninger om den 26-åriges forudgående færden i tiden op til hans død.

6. marts 2025

Østjyllands Politi

Børn og voksne kortvarigt udsat for CS-gas i forbindelse med øvelse

I forbindelse med en tværfaglig øvelse torsdag formiddag i det vestlige Aarhus, er en gruppe børn og voksne ved en skole og en institution blevet kortvarigt udsat for CS-gas afgivet af politiet i et nærtliggende øvelsesområde. Sundhedsmyndighederne er sammen med politiet til stede ved skolen, og Østjyllands Politi beklager de gener, som øvelsen måtte have medført. Ingen personer er kommet alvorligt til skade.

6. marts 2025

Østjyllands Politi

Efter skud mod rockerklubhus: Søgning efter gerningsvåben

Torsdag går Østjyllands Politi i gang med en større søgning efter gerningsvåbnet, der blev brugt i januar, da der blev affyret skud mod Hells Angels klubhus i Randers.