Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

1. november 2021 09:29

18-årig mand dræbt af knivstik – to mænd anholdt

En 18-årig mand blev søndag aften i Viby dræbt af knivstik – to 19-årige mænd er anholdt og mistænkt for drabet.

Kredslogo for Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Østjyllands Politi fik søndag kl. 21.11 en anmeldelse om et knivstikkeri på Ormslevvej i Viby, og kort efter var flere patruljer og en ambulance på stedet. 

Der blev udført livreddende førstehjælp, men den 18-åriges liv stod ikke til at redde.  

Efterforskningen ledte politiet på sporet af to 19-årige mænd, som i løbet af natten blev anholdt i Aarhus-området. 

”Det er en meget alvorlig hændelse, og vi har sat massivt ind både operativt og efterforskningsmæssigt for at opklare sagen. Vi har i løbet af aftenen og natten foretaget flere ransagninger, afhørt en række personer, gennemsøgt området for spor og kigget overvågning igennem. Vi har fortsat en del efterforskningsskridt foran os, og der kan komme flere anholdelser i sagen, ” siger politiinspektør Brian Olsen. 

 

Kendte formentligt hinanden i forvejen

Østjyllands Politi er fortsat i den indledende fase af efterforskningen, og derfor er det stadig begrænset, hvor mange oplysninger de kan give om sagen.  

”Ud fra den indledende efterforskning tyder det på, at den 18-årige har en form for relation til gerningsmændene, men det er for tidligt at sige noget om motivet endnu. Det er klart, at sådan en hændelse skaber stor utryghed i området, og derfor vil vi i de kommende dage være ekstra synlige i Viby-området – blandt andet med den mobile politistation, hvor borgerne kan få en snak med vores betjente, ” siger politiinspektøren. 

 

Så snart anklagemyndigheden har vurderet, hvorvidt der er grundlag for at fremstille begge mænd i grundlovsforhør, vil Østjyllands Politi melde det ud via deres Twitter-profil. 

 
 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

5. november 2026

Østjyllands Politi

Tog kniv med til psykiatrisk samtale: 34-årig idømt anbringelse for drabsforsøg

Ved Retten i Aarhus er en 34-årig mand blevet idømt anbringelse uden længstetid for et drabsforsøg begået mod en ansat på psykiatrisk afdeling i det nordlige Aarhus. Episoden fandt sted i december sidste år, hvor den 34-årige medbragte en kniv til en planlagt samtale med en læge.

4. november 2026

Østjyllands Politi

Idømt anbringelse efter drab på nært familiemedlem

En 23-årig mand er ved Retten i Randers blevet idømt anbringelse på psykiatrisk afdeling for at have slået et nært familiemedlem ihjel med flere knivstik. Episoden fandt sted på familiens bopælsadresse i Hornslet i december sidste år, og ved Retten i Randers tilstod den 23-årige drabet på den 58-årige mand.

16. oktober 2026

Østjyllands Politi

Idømt fængsel for bedrageri og forsøg på bedrageri af flere end 100 borgere

En 32-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet idømt et år og seks måneders fængsel for at have begået bankbudsbedragerier mod 48 borgere, som han til sammen har svindlet for flere hundrede tusinde kroner. Den 32-årige erkendte desuden at have forsøgt at bedrage yderligere 150 ældre borgere som falsk bankbud.