Politimuseets særudstilling ”For rigets sikkerhed – PET og truslerne mod Danmark” viser en række genstande, der aldrig tidligere har været udstillet. Fra den 14. november 2026 kan publikum komme tæt på 75 års spionage, terrortrusler og efterretningsarbejde.
Det jakkesæt, Anders Fogh Rasmussen bar under malingsangrebet i 2003, er blandt de ikke tidligere udstillede genstande, som publikum kan opleve på Politimuseet. Udstillingen rummer også genstande fra terrorangrebene i København i februar 2015, den kolde krig, Blekingegadebanden og nyere terrorsager med relation til bl.a. al-Qaeda og Islamisk Stat. Genstandene bringer publikum tæt på begivenheder, der har sat sig dybe spor i Danmark. Samtidig åbner de for historien om en tjeneste, hvis arbejde for størstedelens vedkommende foregår uden for offentlighedens blik.
Fundamentet til Politiets Efterretningstjeneste blev lagt i skyggen af Anden Verdenskrig, mens modsætningerne mellem Øst og Vest voksede. Siden har PET skullet opdage og afværge trusler under skiftende politiske og teknologiske vilkår. Udstillingen følger udviklingen fra den kolde krigs spionage og frygt for atomkrig over islamistisk terror til nutidens sammensatte trusselsbillede, hvor et aggressivt Rusland igen udfordrer Danmarks sikkerhed. Nye trusler er kommet til, mens gamle har ændret karakter. Truslerne har også formet PET selv. Fra en lille organisation med få ansatte har tjenesten udviklet sig til en omfattende efterretnings- og sikkerhedstjeneste med specialiserede medarbejdere og operative enheder som Aktionsstyrken og Livvagtsstyrken.
PET’s historie handler også om forholdet mellem sikkerhed og borgernes rettigheder. Hvordan fører et demokrati kontrol med en institution, hvis arbejde i vidt omfang skal holdes hemmeligt? Og hvor meget kan offentligheden få at vide, uden at det svækker den sikkerhed, tjenesten skal beskytte? Med afsæt i offentligt tilgængelige kilder og konkrete sager giver Politimuseet de besøgende et grundlag for at forstå og diskutere PET’s centrale rolle i det danske samfund.
”For rigets sikkerhed – PET og truslerne mod Danmark” åbner for offentligheden på Politimuseet den 14. november 2026.